På coveret står der at de har besøgt deres fortid. Indspilningerne er fra 2008 og 2009. De har redigeret lyden og sat det 130-140 % op i hastighed. På coveret skriver de at den gængse holdning er, at der skal pilles så lidt som muligt ved jazz og improv-indspilninger. Det skal med andre ord lyde så tæt på lyden der var under indspilningerne. De mener de tre der står bag dette bånd ikke.
Benjamin Helweg Brask på piano, Tomo Jacobson på bas og Benjamin Ømann på trommer spiller skramlet free jazz over to båndsider, hvor lyden på ingen måde er ECM’sk eller "smuk". De dyrker en lo-fi æstetik hele vejen rundt. Det er til et interessant greb som de benytter sig af. At lade lyden være en integreret del af den musik som de spiller. Det passer godt sammen. Det forvrænger og dynamikken stikker helt af. Lydsiden befinder sig ikke i en forudbestemt struktur og er også free ligesom musikken. Når først mine følsomme ører er justeret ind på eksperimentet, så begynder det til gengæld at give en form for mening. En mening der er meningsfuldt meningsløs. Hvis det giver mening?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar