tirsdag, oktober 31, 2017

Sinne Eeg: Dreams (Stunt) LP/CD/DL/stream

Der er en ro og tryghed i Sinne Eegs stemme når hun synger Love Song. Hun får tiden til, at stå stille. Det er også her, hvor det gode samarbejde med den amerikanske guitarist Larry Koonse bliver tydeligt. Stemme og guitar komplementerer hinanden. Sangen eksemplificerer med sit amerikanske jazzsprog også, at der kan være et mindre USA gennembrud på vej. Det sker også på Falling in love with love, hvor Sinne Eeg giver plads til smukt duosammenspil mellem Koonse og bassisten Scott Colley.

Der er ingen tvivl hos Sinne Eeg. Hun satser helhjertet på et gennembrud i det amerikanske. Hun har i flere omgange i de senere år spillet en del koncerter i Californien. Duoalbummet med Thomas Fonnesbæk fra 2015 gav bl.a. en meget positiv anmeldelse i DownBeat. Pladen er indspillet i Brooklyn. Sinne har medbragt pianisten Jacob Christoffersen hjemmefra, som det sikre kort, der kender Sinnes musik og stemme gennem et mangeårigt samarbejde. 

Pladen er en god blanding af alt det som Sinne Eeg er så god til. Der er den ordløse vokal på Dreams, som Sinne selv har skrevet. Hun har også skrevet Aleppo, der er et rørende nummer skrevet med den syriske borgerkrig i tankerne. Hun har medtaget en af mine all time Sinne Eeg favoritter Time to go, der oprindeligt var med på 2010-albummet Don’t be so blue. Her er der tilføjet kor på nye version, hvor Joey Baron serverer et forrygende trommespil. Pladen åbner med The Bitter End, som hun har skrevet sammen med Søren Sko. Et godt åbningsnummer på et album, der meget vel kan betegnes som Sinne Eegs svendestykke. 

Består hun så? Ja det gør hun da. Der hvor hun endegyldigt sætter skabet på plads og viser hvordan jazzen skal drejes i 2017, er med pladens sidste nummer. Cole Porters Anything Goes er ikke bare en musicalklassiker og jazzstandard. Hos Sinne Eeg bruges den også til udtrykke hendes holdning til talentshows, præsidenter og fakenews. Mesterligt!

mandag, oktober 30, 2017

Orbit Stern & Q: These open Waters (ILK) CD/DL/stream

Ovenpå det hele er der lagt et tykt lag firserfernis. Synthbas, eltrommer, luftige vokaler og andet godt fra firserlossepladsen. Jeg er dog ret sikker på, at Orbit Stern & Q ikke kunne have lavet den her plade i firserne. Guitaristen Samuel Hällkvist og keyboardspilleren Frederik Hauch Pedersen er Duoen Orbit Stern, der i 2014 lavede albummet Ude i skoven Inde i byen. På det nye album er den svenske sangerinde Qarin Wikström alias Q kommet med. Det er et step up i forhold til det forrige album. 

Hendes stemme har en classy aura, der passer godt med Orbit Stern. På et nummer som Sidewalk Riverbed kommer det måske til at minde lidt for meget om Trentemøller, der også har en 80’er fetish. Favoritten er åbningsnummeret 5:59, der med charme, synthbas og poppet ligefremhed fungerer godt.

søndag, oktober 29, 2017

DMA JAZZ 2017 De nominerede

Det kom som et lyn fra en klar himmel, den fredag i februar hvor det blev kendt, at jazzmusikeren Nicolai Munch Hansen var død efter et skæbnesvangert indtag af alkohol og stoffer fire dage forinden. Det skete samtidig med at han var aktuel med soloalbummet Det flagrende lys over Brabrand sø og albummet In the Beginning, som hustruen Kira Skov havde lavet sammen med Maria Faust. Det er netop offentliggjort, at Nicolais egen plade er nomineret i 4 ud af 5 kategorier, mens Kiras er nomineret i 3 kategorier.

Det er allerede offentliggjort, at Nicolai Munch-Hansen skal hyldes fra scenen på Bremen i det indre København, når DMA Jazz bliver afviklet d. 4. december. Det er også kun på sin plads, når man tænker på den store betydning han har haft for lyden af dansk jazz, siden starten af nullerne. Noget der nåede en foreløbig kulmination med Det Flimrende lys over Brabrand Sø, hvor han med tekster af digteren Peter Laugesen har lavet et stærkt og langtidsholdbart album, der rækker langt ud over jazzen. 

Nicolai Munch-Hansen er ikke den eneste nominerede, hvis musik kan høres fra scenen. Jeppe Zeeberg er blandt optrædende og har med sit album The Four Seasons præsenteret sit hidtil mest ambitiøse udspil. Den er både nomineret som Årets album og som Årets særudgivelse. Pianisten Zier Romme er nomineret som Årets nye jazznavn og optræder med en hyldest til Oscar Peterson sammen med bassisten Ida Hvid og den gamle Peterson trommeslager Alvin Queen. Pladeselskabet Fiol scorer i øvrigt hattrick med Zier Rommes plade, da det er tredje gang ud af tre mulige at en af deres udgivelser er nomineret i den kategori.

The Kutimangoes er nomineret for albummet Made in Africa i kategorien Årets album og i kategorien Årets særudgivelse. Mens percussionisten Benita Haastrup er nomineret for albummet Going North som Årets album og Årets komponist sammen med Jens Skou Olsen. Da det udkom i februar skrev jeg på bloggen: “Hun står aldrig stille og skaber varm musik, inspireret af et koldt land. Det er en meget anbefalelsesværdig plade til yndere af nordisk jazz, der trænger til at blive mindet om at det er andet end ECM og Jan Johansson.”

De nominerede til Danish Music Awards Jazz 2017 er:
Årets Danske Jazzudgivelse
  • Benita Haastrup: Going North (Gateway)
  • Jeppe Zeeberg: The Four Seasons (Barefoot Records)
  • Kira Skov og Maria Faust: In the Beginning (Stunt Records)
  • The KutiMangoes: Made in Africa (Tramp Records)
  • Nicolai Munch-Hansen og Peter Laugesen: Det flimrende lys over Brabrand Sø (Stunt Records)
Årets Danske Komponist
  • Benita Haastrup og Jens Skou Olsen for Benita Haastrup: Going North (Gateway)
  • Emil De Waal, Niclas Knudsen, Jens Berents Christiansen, Mikael Elkjær for Kalaha: Masala (Rump Recordings)
  • Kira Skov og Maria Faust for Kira Skov og Maria Faust: In the Beginning (Stunt Records)
  • Nicolai Munch-Hansen for Nicolai Munch-Hansen og Peter Laugesen: Det flimrende lys over Brabrand Sø (Stunt Records)
  • Jasper Høiby, Anton Eger og Ivo Neame for Phronesis, Julian Argüelles, Frankfurt Big Band: The Behemoth (Edition Records)
Årets Danske Særudgivelse
  • Jeppe Zeeberg: The Four Seasons (Barefoot Records)
  • Kalaha: Masala (Rump Recordings)
  • The KutiMangoes: Made in Africa (Tramp Records)
  • Nicolai Munch-Hansen og Peter Laugesen: Det flimrende lys over Brabrand Sø (Stunt Records)
  • Shitney: Earth Core (ILK)
Årets Danske Vokaljazzudgivelse
  • Birgitte Soojin og Per Møllehøj: Pergitte (HighLow Records)
  • Emil de Waal + Old News: Gamle Nyheder (EDW/DME)
  • Kira Skov og Maria Faust: In the Beginning (Stunt Records)
  • Live Foyn Friis: With Aarhus Jazz Orchestra (DME)
  • Nicolai Munch-Hansen og Peter Laugesen: Det flimrende lys over Brabrand Sø (Stunt Records)
Årets Nye Danske Jazznavn
  • Jacob Artved: Wax Up (Unity Records)
  • Sonja LaBianca: About Rooms/Room to be/Rooms (Eget Værelse)
  • Zier Romme Larsen: Fiol Sessions (Fiol Optik)
Børnejazzprisen
  • En kort, en lang (v. Jesper Bauder og Thomas Boas)
  • Tilbage til fremtiden (v. Rumpistol)
  • Æsken (v. Sidsel Bech Kiilerich, Lasse Bech Kiilerich)

onsdag, oktober 25, 2017

Debre Damo Dining Orchestra: DDDO2 (DDDO) LP/DL/stream

Grønne syrebobler brister i den orange nat. Ekkoet smelter ude på savannen - mens hyænen løber om kap med en vesterbrohipster. Debre Damo Dining Orchestra er tilbage på pladespilleren med en ny LP. Efter den overbevisende debutplade, der kom for et år siden har det københavnske ethiojazz band Debre Damo Dining Orchestra lavet 6 nye sange. Der er skruet en smule ned for krautrock inspirationen og mere op for jazzlummerheden. The Wizard of Woo er med sit slæbende beat og Peder Mertner Vinds 70’er lækre el-piano som skabt til natten der siger farvel.

Det er stadig ethiojazzen der er omdrejningspunktet for bandet, mens krautrocken er med som passager på svamperus. På Sleep of Siloam sender Rasmus Karkov sin altsaxofon ud i en desperadosolo. Poppy Blue er indadvendt i en ætertåge. 

Bandet har arbejdet mere med udtrykket på de enkelte numre, der er mere sofistikerede end det man hørte på debutpladen. Festen er under alle omstændigheder sikret med gruppens anden plade. Den afroinspirerede jazz har aldrig haft det bedre i Danmark, med de forskelligartede bands Addisabababand, The Kutimangoes og Debre Damo Dining Orchestra.

tirsdag, oktober 24, 2017

JH3 Jari Haapalainen Trio: Fusion Nation (Moserobie) LP/CD/DL

Det er ikke kun musikken der har et højt tempo. Det samme har udgivelsesfrekvensen. Det er det tredje album med trioen JH3 jeg anmelder indenfor et år. Trommeslageren Jari Haapalainen har ramt en kunstnerisk åre, hvor buldrende saxtriojazz sprøjter ud som var det afslutningen på en pornofilm.

Han er sammen med Per Texas Johansson på tenorsax og Daniel Bingert på elbas. Det er heftigt og enkelt som i en punktrio. Det er også larmende. I modsætning til de to foregående albums er det dog blevet mindre noisy. Der er også arbejdet med lydens æstetik, der får lov at skifte fra nummer til nummer. Komprimering, forvrængning og andet grimt stads dukker op undervejs. Det giver JH3 et særligt og unikt udtryk, der er tydeligere på Fusion Nation end på de foregående Fusion-albums (der ikke har noget med fusionsjazz traditionel forstand at gøre). Soldiner Kiez er en af pladens mange goodies, hvor man godt kan høre at Haapalainen har stor erfaring fra rocken.

Trænger du til punket garagejazz? Så JH3 et vanvittigt godt bud.

mandag, oktober 23, 2017

Fredrik Kronkvist: Afro Cuban Supreme (Connective) CD

Det er kombinationen af så meget godt, at man bliver bange for at det går galt. Den svenske saxofonist Fredrik Kronkvist tager udgangspunkt i Dizzy Gillespie’s idé om at forene mennesker, musik og rytmer. Han har samlet et internationalt hold af musikere omkring. Landsmændene Martin Sjökvist og Johnny Åman tager sig af henholdsvis klaver og bas. Fra New Orleans kommer trommeslageren Jason Marsalis, som Kronkvist tidligere har lavet plader sammen med. Eliel Lazo på congas kommer fra Cuba og bor i dag i København. Mens sangerinden Mariam Aïda, der medvirker på fire numre har nordafrikanske rødder. Det er heldigvis ikke ualmindeligt med den slags internationale hold i skandinavisk jazz. 

Fredrik Kronkvist er en erfaren herre med 15 albums i eget navn på samvittigheden. Og jeg må rent ud tilstå at Afro Cuban Supreme er en af de rigtigt gode. Pladen kommer på formidal vis omkring den afro cubanske jazzfeeling. Pladen starter ikke det mest indlysende sted, når overskriften hedder afro cuban jazz. Efter en intro spiller de Coltrane’s A Love Supreme - Acknowledgement. Herefter går det over stok og sten blandet op med nogle mellemnumre skrevet af Kronkvist. Der er Juan Tizol’s Caravan, som Ellington gjorde til et af jazzens mesterværker. Mange har været der før. Kronkvist formår særligt i kraft af Eliel Lazo’s himmelske congasspil, at give Caravan nyt liv. Der er en række Gillespie-hits, hvor Manteca og A nIght in Tunesia stråler om kap med fuldmånen over Havana. 

Kronkvist kombinerer den afro cubanske jazz med Coltrane. Både den intellektuelle på Satellite og den spirituelle, som på Acknowledgement, der også lukker albummet. Oven over det hele stråler Kronkvist med et formidabelt saxofonspil på både alt, sopran og tenorsax, suppleret med basklarinet og fløjte. Afro Cuban Supreme er jazz af den svedigste slags. I øvrigt spiller de på Jazzhus Montmartre d. 27. og 28. oktober.

søndag, oktober 22, 2017

Anna Lundqvist Quintet: Mewe (Prophone) CD/DL/stream

Selv om jeg ser mig selv som en forholdsvis fordomsfri jazzblogger. Så bliver jeg til tider udfordret på nogle områder, hvor jeg er lige så fordomsfuld som Martin Henriksen til fredagsbøn i Grimhøjmoskeen. En mental niqab går ned over mine jazzlytterører, når emnet er ordløs jazzvokal. Jeg er ikke pjattet med det. Når der så alligevel dumper en plade ind på anmelderbordet, så tager jeg alligevel et lyt inden den ryger i glemmebunken. "Det er jo ordløs sang", tænker jeg. "Ikke lige min kop te". Nu har jeg alligevel lyttet flere gange til den. Ladet den ligge, for så atter at vende tilbage til den - der begyndte at gå lystlytning i foretagendet. 

Anna Lundqvist har tidligere lavet 4 plader med quartet/quintet. Her har sangen altid været med tekst. Det er altså noget nyt, at Anna Lundqvist træder et lille skridt tilbage fra fronten som sanger og i stedet indgår i kvintetten som instrument. Anna Lundqvist har skrevet al musikken, der bedst kan betegnes som dynamisk og melodiøs nutidig jazz med power. Hun er sammen med nogle formidable musikere, hvor pianisten Fabian Kallerdahl atter imponerer. Saxofonisten Björn Almgren er god sammen med Lundqvists stemme. Så for at vende tilbage til mine fordomme omkring ordløs sang, så dør de inden pladen er slut. Lundqvist finder naturligt sammen med musikerne og bliver ikke et påklistret påhit.

lørdag, oktober 21, 2017

Goran Kajfes Subtropic Arkestra: The Reason Why Vol. 3 (Headspin Recordings) LP/CD/DL/stream

Det er tredje og dermed sidste del i The Reason Why trilogien, som Goran Kajfes Subtropic Arkestra står bag. Det er psykedelisk jazz med noter af world og funk. Subtropic Arkestra består af en række svenske jazzpersonligheder som f.eks. Jonas Kullhammar, Per “Ruskträsk” Johansson og Johan Berthling, mens Per “Texas” Johansson er med som nyeste medlem. Trompetisten Goran Kajfes står igen i spidsen for et musikalsk kollektiv, hvor brune ris og røgelse fornemmes i baggrunden.

Som på de tidligere Subtropic plader, har Kajfes fundet nogle numre frem som de fortolker. Her er Ibakish Tarekigne af den etiopiske keyboardspiller Hailu Mergia, Le Monde avait 5 Ans af den franske electronicapioner Bernard Fevre, Ne Rien Voir Dire Entendre af Orchestre Poly-rythmo de Cotonou og You can count on me af Panda Bear. 

De kommer bredt omkring i en vidtfavnende musikalsk verden, hvor de alligevel får sat deres umiskendelige Subtropic Arkestra aftryk. Goran Kajfes besluttede allerede fra starten, da han lavede etteren, at der kun skulle laves tre albums, da han ikke ville hænge fast i musikalsk udtryk. Respekt for det. Men jeg tror ærligt talt, at tiden vil vise Goran Kajfes at det var en forkert beslutning. Jeg håber at han, når tiden er moden, atter samler et Subtropic Arkestra og laver psykedelisk jazz.

fredag, oktober 20, 2017

Bernt Rosengren Quartet: Songs (PB7) CD/DL/stream

Når det bliver jul, så fylder han 80 år. Den svenske tenorsaxofonist Bernt Rosengren, som ofte har spillet i Danmark, er atter aktuel med et album med den kvartet som han har spillet med i 15 år. Han er såmænd så glad for det danske, at han har fået Thorbjørn Sjøgren til at skrive pladens linernotes. Endnu en gang har kvartetten valgt at indspille 13 numre fra jazzens skattekiste. Numre som de ikke har øvet sammen, men alle har valgt at præsentere i first takes. 

Der er numre der ligger øverst i skattekisten og skinner allermest. Indiana der blev indspillet for første gang for 100 år siden af Original Dixieland Jazzband over Miles Davis’ Solar til Styne/Cahn’s The Things We Did last summer. Der er mindre kendte sager som Perry Como’s If I’m Lucky fra 1946 og Horace Parlan's Love & Peace, Parlan som Rosengren spillede sammen med i Doug Raney’s Quintet i firserne.

Når man har været aktiv siden slutningen af 50’erne og har spillet mange af jazzens stilarter, så er det iimponerede at man kan udtrykke sig så klart og tydeligt som Rosengren. Der er ikke masse overflødig fyld. Rosengren er nestoren der ved hvad han skal sige. De tre musikere, Stefan Gustafsson på piano, Hans Backenroth på bas og Bengt Stark på trommer ved hvordan man bakker en klassesaxofonist som Bernt Rosengren op. Det er afslappet og virtuos standardjazz uden lige her i Norden.

torsdag, oktober 19, 2017

Carsten Lindholm: Indispiration (Jazznarts) CD/DL/stream

Han er et forholdsvist ubeskrevet blad med et enkelt fuldlængde album og en EP på samvittigheden. Der er heller ikke nogle sideman meritter jeg kan henvise til. Trommeslageren Carsten Lindholm har udgivet sit andet album på det tyske pladeselskab Jazznarts. Musikken kan bedst beskrives som semiakustisk nu jazz med et strejf af Indien. Hvor Lindholms første album Tribute havde en tendens til at lyde som noget der skulle være udgivet 10 år tidligere, så forholder det sig helt anderledes med Indispiration. Han er landet i nutiden. 

Eneste gennemgående musiker på pladen er Lindholm på trommer, Rhodes og kalimba. Han har benyttet sig af intet mindre end 5 forskellige trompetister, der hver medvirker på 2 numre. Det går lige fra internationalt kendte trompetister som franske Erik Truffaz og engelske Pete Judge fra Get The Blessing til tyske Thomas Siffling og norske Gunnar Halle, hvor danske Rasmus Bøgelund er det mindre kendte navn. 

Pianisten John Beasley, vibrafonisten Christopher Dell og bassisten Reggie Washington er andre notabiliteter. Men kan de noget ud over at være kendte? Og formår Lindholm at bruge det? F.eks. medvirker Dell og Washington begge på nummeret J.G. Det lyder godt og vellykket med triosamspillet mellem Washingtons elbas og Dells vibrafon, hvor Lindholms viltre trommespil passer godt ind. Bassisten Klavs Hovman er med på hele 6 numre, hvor f.eks. Luther har et fedt groovy basspil. Igen tager Lindholm stikket hjem med et flagrende trommespil, der hænger godt sammen med pianoindsatsen fra den for mig ukendte Mathias Grove Madsen. Henrik Andersen medvirker på 6 numre på sitar og tampura og er med til at sikre den indiske stemning, prøv f.eks. at lytte til Indian Summer.

Indispiration er en jazzplade som ingen anden jeg har hørt fra Danmark i flere år. Er du til semiakustisk fusionsjazz med en snert af nu jazz, er der ingen vej uden om. Den er en særdeles anbefalelsesværdig.

onsdag, oktober 18, 2017

Peter Marott & Swinghouse Orchestra (Gateway) CD/DL/stream

Den gang Lennart Ginman var kunstnerisk leder på Copenhagen Jazzhouse lavede han nogle forskellige klubber i klubben. Her var en af de mest populære swingklubben, hvor swingpjattere kunne vride hofterne til lyden af hot jazz. Her var Swinghouse Orchestra husorkester. Syv år efter at de stod på en scene for første gang, så kommer der endelig en plade med dem. Det er ikke kun fordi, at trompetisten og sangeren Peter Marott har samlet et usædvanligt velklingende, charmerende og lækkert orkester omkring sig, at det er fedt. Jan Harbeck på tenorsax, Mads Hyhne på trombone, Mads Søndergaard på piano, Lennart Ginman på bas og Morten Ærø på trommer spiller jazz fra en tid, hvor Kanye West’s bedstemor dårligt nok var født. 

Det er swingjazz der serveres med elegance, charme og klasse. Udvalget af numre på pladen er et eksklusivt udvalg af kendte og knapt så slidte swingnumre som Down in Honky Tonk Town og Deed I do. Blandt de mere kuriøse indslag på pladen er Jacob Gades Tango Jalousie og H.C. Lumbye’s Champagne Galop. Og de lyder også godt! Pladen er en god præsentation af et orkester, der bør blive et hitorkester på jazzscenerne i det ganske land. 

tirsdag, oktober 17, 2017

Björn Meyer: Provenance (ECM) LP/CD/DL

Den svenske bassist Björn Meyer var i ti år medlem af den schweiziske gruppe Nik Bärtsch's Ronin. Med et meget markant og fremtrædende basspil, var han med til at forme Ronin's lyd. Han har også samarbejdet med den tunesiske oud-spiller Anouar Brahem, den persiske harpist og sanger Asita Hamidi og den svenske nyckelharpespiller Johan Hedin. Både Bärtsch og Brahem er ECM-kunstnere, hvilket sikkert har været med til at bane vejen for Meyer.

Han er den første der udgiver en soloplade med 6 strenget el-bas på ECM Records. Instrumentet lyder meget hen ad en guitar og alligevel er der bassens klang, der farver lyden. Det er nærliggende at nævne at nævne landsmanden Jonas Hellborg, der var en jazzbassens svar på Hendrix. Her har Meyer en anden ro og er mere farvet af worldmusikken. Mange af pladens numre er nærmest meditative og klangfladelignende. Enkelte undtagelser som den mere voldsomme Squizzle er med til at give pladen kant og karisma.

mandag, oktober 16, 2017

Son Ash: Easy Listening for The Hearing Impaired (År & Dag) LP/DL/stream

Det er første udgivelse fra den nye sammenslutning År og Dag, som Michael Mørkholt, Anders Lauge Meldgaard, Mads Forsbye og Andreas Pallisgaard står bag. Sammenslutningen vil søge mod, at udvide rummet omkring albumformatet og skabe udveksling og dialog om musikkens metodik, dens potentialer og dens forbindelseslinjer indadtil og udadtil. Det er Pallisgaard der er Son Ash. Han har tidligere udsendt tre albums med bandet Pinkunozio og produceret albums med Selvhenter, Nils Gröndahl, August Rosenbaum, Lars Greve, Frisk Frugt etc. 
På albummet Easy listening for the hearing impaired bruger han udelukkende synthesizers, sequencere og spolebåndoptager. Han eksperimenterer med klange, lyde, rytmer og former. Musikken eller lydene virker som et åbent laboratorium. Vi kommer med helt ind i molekylerne, hvor klangfladernes stråler skinner som et evigt solskin. Det er der hvor det elementære og enkle vokser op og giver en sitrende og berusende følelse. Det er musik og lyde der er i al sin enkelhed fremstår som no nonsense minimalisme, som på numrene SIngular og Night Twain. Andre gange stikker det helt af og er out of space.

Der er paralleller til flere af den danske elektroniske musiks gudfædre og kvinder. Her tænker jeg specielt på Gunnar Møller Pedersen, der pt. er aktuel i forbindelse med genudgivelsen af albummet Stoned fra 1974. Det er ikke svært at holde af Son Ash og den nutidige behandling af old school instrumenterne, hvis man har et blødt punkt for synthesizere.

søndag, oktober 15, 2017

Karl Henrik Ousbäck: Somewhere and Somewhen (Nightingale Records) LP/CD

Det her er no shit jazz, der vælter ud over den jazzsultne lytter. Første nummer, Restaurang Wollmar blæser døren ind og jazzen indtager din krop og sjæl. Den unge svenske trommeslager Karl Henrik Ousbäcks debutplade Somewhere and somewhen er lavet sammen med Ludvig Berghe på piano og Niklas Fernqvist på bas. Desuden medvirker tenorsaxofonisten Jonas Kullhammar på tre numre og altsaxofonisten Håkan Broström medvirker også på tre numre. De er begge med åbningsnummeret.

Somewhere and somewhen er en trommeslagerplade, hvor Ousbäck serverer den ene trommelækkerbisken efter den anden. Han har skrevet all pladens 7 numre. Stilistisk er vi hjemme i den klassiske jazz, ca. postbebop. Pladen præsenterer på god vis en trommeslager med et stort jazzhjerte og masser af overskud.

lørdag, oktober 14, 2017

Eliot Cardinaux, Thomas Morgan & Kresten Osgood: Odysseus Alone (Insulajazz) bånd

Musikken er optaget I Brooklyn I 2014, hvor Kresten Osgood sammen med den amerikanske pianist og digter Eliot Cardinaux og bassisten Thomas Morgan indspillede 6 numre, hvoraf to er duo mellem Osgood og Cardinaux. Det hele er udgivet på bånd. På trods af at det er indspillet i et rigtigt studio, hvor hjemmesiden fortæller at der er et Steinway Piano, så er det lydmæssige indtryk rendyrket lo-fi. Lyden af klaveret bølger så meget, at jeg først troede at der var noget galt med min kassettebåndoptager. Det er der ikke.

Det er som udgangspunkt stille triojazz, hvor Morgans bas med få toner siger mere end det man hører. Osgood er klædeligt tilbagetrukket i det meste af musikken, der er med flydende puls og time. Båndet afsluttes smukt med digtet der også er trykt på coveret. Det er enkelt, smalt og med fremtidig kultpotentiale.

fredag, oktober 13, 2017

Anders Koppel: Past Present Future (Cowbell) 3LP+EPsingle

For kort tid siden indspillede Anders Koppel sammen med sønnen og saxofonisten Benjamin Koppel og den svenske trommeslager Peter Nillson LP’en Future. Det gjorde de på det danske pladepresseri Nordsø Records, hvor Benjamin Koppel i øvrigt også var den første kunstner, som Nordsø Records lavede vinyler med da de åbnede sidste år. 

Pladen indgår i tripleboxsettet Past Present Future og er en særlig treat for jazzlyttere med hang til Hammond og saxofon. For det første har trioen udnyttet, at Nordsø ikke har en koncertsal, men snarere et lydmæssigt knastørt rum, hvor saxofonen lyder som om den spilles hjemme i din stue. Jeg falder fuldstændigt for den gimmick. I stedet for at “producere” lyden, står den rent og dokumentaristisk. Hvor vi som lyttere bydes indenfor i det Koppelske univers. Det er mesterligt. Det er Anders Koppels klassiske hammondorgel lyd, der møder en Benjamin Koppel, der spiller en skøn altsax med ro og overskud. At de har indkaldt Peter Nilsson som rytmekeeper er sikkert og godt valg.

Den monumentale og meget smagfuldt udførte boks er udgivet i forbindelse med, at Anders Koppel fyldte 70 år i sommers. Fortid, nutid og fremtid mødes på de tre LP’er og den ene EP der findes i boksen. Vi kommer dog ikke helt tilbage til de første år, ud over et par undtagelser. 

Musikken på den første LP er fra forestillinger lavet til Nyt Danske Danseteater i årene 1986-1997. Her medvirker både konen Ulla Koppel og datteren Marie Carmen Koppel på enkelte numre. Meget af musikken er tidligere udgivet på CD. 

Det samme gør sig også også gældende for LP nr. 2. Hvor den første LP ikke bliver slidt af min pick up, så forholder det sig helt anderledes med LP nr. 2. Her præsenteres vi for en række high lights fra Anders Koppels udgivelser på Cowbell Records. Der har også sneget sig et par gamle numre med. Gaderne fra 1977-albummet Aftenlandet og Regnbuefuglen er med Peter Bastian, Jens Rugsted og Mehmet Ozan. Den korte Baby Encore med Bazaar fra 1983-albummet Nimbus er den anden af undtagelserne der peger tilbage på Anders Koppels fortid med særligt Bazaar og til dels Savage Rose. 

Der er også Anders Koppel sammen med Kenny Werner som det er hørt på flere plader. Her er duoen All the best fra 2012-albummet Breaking Borders #1 værd at fremhæve. Sønnike stikker selvfølgelig saxen frem adskillige gange, da Anders og Benjamin ofte har samarbejdet i de senere år. Her er f.eks. The Hot Spot en lækker popperle, mens Knock on wood (skrevet af Benjamin) og Puerto Rican Rumble er to skønne finurligheder. I øvrigt lukkes LP’en ned med 5 salmer skrevet af Anders’ far, Herman D. Koppel.

Den sidste plade er en EP med Benjamin Koppel på sang fra 1981-1983. Farmand styrer musikken og lukker på elskelig vis drengen ind i musikken og lader ham fylde. Det er både rørende og sigende om Anders’ tilgang til musikken, hvor han uselvisk giver plads til de andre musikere, samtidig med at han stadig lyder som Anders Koppel.

Der er kun en ting der taler mod denne boks. Den er dyr og det er der en grund til. Det er selvfølgelig fordi der ikke er sparet på noget rent udstyrsmæssigt. Det håndværksmæssige omkring boksen er forbilledligt udført af Christina Carlsen og Eks-Skolens Trykkeri. Musikken på LP’erne Present og Future får mit hjerte til at smelte. De hører næsten hjemme i kategorien must-have.
Bonusinfo:
Musikken fra Future findes også på CD udgivelsen Koppel & Søn: Unanswered Question. Boksen er lavet i få eksemplarer på hvid vinyl

torsdag, oktober 12, 2017

Stefano Battaglia: Pelagos (ECM) 2CD/DL

Det er ikke nævnt med et ord i pressematerialet. Jeg kan dog ikke lade være med at lægge mærke til ordene. Lampedusa, Exilium og Migration Mantra. Albummet hedder Pelagos, der betyder åbent hav på græsk. Det er den italienske pianist Stefano Battaglia der på sit 7. album for ECM records og det første soloklaveralbum sætter fokus på folkevandring eller migration, som det også hedder. I tiden op til indspilningen havde han brugt nogle dage i kloster, hvor han havde mediteret over meningen med migration.

Battaglia har både Keith Jarrett og Paul Bley som musikalske forbilleder. Det har eksempelvis danske Carsten Dahl også. De er ikke ens. Battaglia har en mere klassisk skoling med i bagagen. Battaglia bruger også, som Dahl, et præpareret flygel på flere numre. Manfred Eicher har skåret 5½ timers musik ned til 2½ times musik. Det er indspillet i Fazioli Concert Hall i Sacile i Italien med og uden publikum. Det er meget vellykket soloklaveralbum.

tirsdag, oktober 10, 2017

Tobias Elof: Ukulele Meditation (ToneArt) LP/CD/DL/stream

Der findes mange velbevarede hemmeligheder i dansk musikliv. For nogle er det nok også bedst at det forbliver sådan. Så er der en anden type. Det er bl.a. derfor at jeg bliver ved med at skrive på denne blog i håbet om, at flere lytter til dem. Enkelte gange burde jeg måske skrive anmeldelsen med caps lock, så jeg er helt sikker på, at budskabet fiser ind hos læseren.

Tobias Elof ville stå først i køen til en caps lock anmeldelse med hans alt andet end larmende debutudgivelse, Ukulele Meditation. Jeg har lært ham at kende gennem duoen Bremer/McCoy. Her hørte jeg Elof som opvarmning til duoens koncert. Han er allerede et navn indenfor folkemusikken, hvor han er blevet nomineret et par gange til en DMA pris som en del af duoen Elof Og Wamberg. Han er konservatorieuddannet på ukulelen og har bl.a. turneret i Asien, hvor han har spilet solokoncerter.

Elofs debutalbum trækker på tydelige nordiske rødder. Det er behageligt, beroligende og flydende. Det er naturmusik. Musik hvor man kan høre, at træerne gror, solen skinner og fuglene flyver. Det er Elofs ukulele der er i centrum. Pladen åbner med Lazy sunday, hvor der er lidt blæsere med på nummeret. Jonathan Bremer spiller bas på flere numre, mens der også er to numre, hvor Bremer/McCoy er nævnt som feature. Jasmine og Picking Herbs er gode steder at starte for Bremer/McCoy fans. Elof er ikke så stringent i udtrykket som førnævnte duo. F.eks. er nummeret Spiritual rootsreggae med dub, trommer og orgel, der toppes med Elofs ukulele. På Wandering får Elof besøg af vokalkvartetten Åkervinda, der skaber sfærisk nordisk sang. 

Ukulele Meditation er meget anbefalelsesværdig til lyttere, der gerne vil høre hvordan nordisk folk kan lyde i 2017.

mandag, oktober 09, 2017

Carsten Dahl Experience: The Ultimate Experience (Storyville) 5CD box/DL/stream

Pianisten med mere, Carsten Dahl er lige blevet 50 år. Han har i tiden op til fødselsdagen bl.a. udtalt at han ikke længere vil spille koncerter i samme omfang som tidligere. Han vil i stedet sætte mere fokus på maleriet. Han vil dog fortsætte med at udgive musik. Derfor er det både pudsigt og vemodigt at det seneste udspil fra Carsten Dahl er en liveplade. Her er han sammen med supergruppen Experience. På trods af at kvartetten har lavet fire studieplader, er det ikke svært at høre, at Jesper Zeuthen på sax, Niels Bosse Davidsen på bas og Stefan Pasborg på trommer sammen med Carsten Dahl skaber noget helt særligt i en livesituation. 

Jeg så dem live første gang for ni år siden, hvor de sammen med det klassiske Ensemble MidtVest spillede livemusik til stumfilmen The Manxman af Alfred Hitchcock. Dengang var det med Daniel Franck i stedet for Niels Bosse Davidsen. Siden har lavet fire albums, der sammen med de nye Live CD er samlet i en ny boks udgivet af Storyville Records. Jeg har fundet fire citater frem fra mine anmeldelser af de fire første plader.

“…så har Carsten Dahl atter ramt et musikalsk område hvor han har noget fornuftigt at sige. Han har tidligere bevæget sig i det eksperimenterende... Sammen med hans Experience er det blevet meget mere sammenhængende. Det er ellers ikke fordi der er sparet på forskellige musikalske indtryk undervejs. 
Det afrikanske er i blandet med indtryk fra balkan og de arabiske lande, der skaber underlaget for kvartettens eksperimenterende og chancetagende musik.”
Humilitas 2010

“Dahl bruger de tre musikeres personligheder og drager dem ind i det Dahl'ske univers med en ligefrem selvfølgelighed. Det er stor musik der er kommet ud af det. Musik der ikke lefler for nogen tidsånd eller andet smart. Det er til tider også svær musik, der kræver tid af lytteren.
Carsten Dahl Experience sætter musikken på spidsen, udstiller svaghed og styrke. De spiller jazz med pletter af avantgarde, folkemusik og klassisk. Der er numre der blidt kan passere øregangene mens andre kanter sig ind.”
Metamorphosis 2011

“Når man kender Carsten Dahl ved man også, at ærbødighed er en del af hans virke. Han kender sit eget værd, samtidig med at han er ydmyg overfor de musikere han omgiver sig med og den musik han skaber. Experience er en gruppe med "The finest men in danish jazz". Det er ikke let flydende eller let tilgængeligt. Det er jazz i international klasse.” 
Reverentia 2013

“Carsten Dahl Experience er i den grad en kaleidoskopisk oplevelse. Et øjebliksbillede af en kompliceret og smuk struktur. Her kan både tonedøve og farveblinde være med. En god forudsætning for at lytte med er, at man ikke er jazzblind. Er jazzsynet skarpt fanger man til gengæld mange smukke nuancer.”
Caleidoscopia 2016

Livepladen er en finale værdig. Det er den sidste plade der kommer fra Carsten Dahl Experience. Derfor er pladens sidste nummer, det fælles improviserede nummer The End of a Culture ekstra trist at lytte på. Det er mesterligt sammenspil, hvor fire musikere mødes og udveksler tanker og idéer. Skal det virkelig være det sidste? Om ikke andet, så kan man konstatere at kvartetten slutter deroppe hvor de hele tiden har været. På toppen. De andre fire numre er nye kompositioner af Carsten Dahl. Nariman’s Mood går igen fra duopladen som Dahl lavede sammen med Pasborg for tre år siden. Dahl spiller på det præparerede piano. Det er en nordisk hyldest til den iranske musiker Nariman Hodjati, hvor Bosses bas og Zeuthens altsax sender nummeret op i nye højder. Dem Tanzen Für er dedikeret til Thomas Agergård. Det er et nummer der bevæger sig mellem det abstrakte og det komponerede. Stærke sager.

Hvis du har studiepladerne i forvejen kan du godt købe livepladen. Har du ikke det, så kan boksen købes til dobbelte af hvad livepladen koster. Det er et godt tilbud til jazzlytteren der ikke nøjes med, at bruge jazzen som et lifligt lydtapet. Ja! Jeg anbefaler i den grad denne boks.

torsdag, oktober 05, 2017

Kristian Borring 4tet: Live at The Vortex (Symphonic) DL/Stream

Den danske guitarist Kristian Borring har slået sine folder i London i adskillge år. Sidste år udgav han albummet Silent Storm, som også blev anmeldt her på bloggen. Den blev fulgt op af en turné der sluttede i London på den kendte jazzklub The Vortex. Her optog han det aktuelle album, der indeholder en blanding af Borrings egne nye og gamle kompositioner og en enkelt standard.

Når han spiller Hoagy Carmichaels Skylark er det med luft og overskud. Modsat de andre numre er der ikke piano med på denne. Bassisten Dave Whitford leverer en skøn, varm og tør solo, der er omkranset af Borrings elegante guitarspil. Borring nævner selv Jim Hall i forbindelse med det selvskrevne nummer Fable. Det er ikke tilfældigt, da det er ham der er nærmest Borring klassiske jazzguitarspil. Live at The Vortex er en behagelig klubindspilning med feeling og sjæl helt oppe i guitaren. Kvartetten består desuden af Rick Simpson på piano og Jon Scott på trommer. Borring forsøger at sætte en turné op i Danmark i 2018.

søndag, oktober 01, 2017

Nils Landgren Funk Unit: Unbreakable (ACT) LP/CD/DL/stream

På det tiende album siden 1994, holder Nils Landgren Funk Unit fast i deres trafiksikre Volvofunk. Stilen er smooth funky jazz med Landgrens bløde vokal og trombone som omdrejningspunkt. Den amerikanske funkguitarist Ray Parker jr. er med som special guest. Saxofonisten Jonas Wall (kendt fra Mezzoforte) har lavet nogle lækre blæserarrangementer, der sammen med Magnus Coltrane Price’s fede funkbas er med til at løfte pladen et pænt stykke over gennemsnittet. 

Bandet spiller flere numre af andre, hvor Herbie Hancock’s Stars in your eyes fra 1980 serveres rimeligt tro mod originalen. Det samme gælder Allen Toussaints lækre Just a kiss away. Albummets højdepunkt er Marvin Gaye nummeret Rockin’ after midnight, hvor Randy Brecker i øvrigt kigger forbi med sin trompet. Unbreakable er ikke uforglemmelig, men meget hyggelig og omgængelig.