tirsdag, marts 19, 2019

Ben Webster: Ben Webster’s first concert in Denmark (Storyville) CD/DL/stream

Da Onkel Joachim havde tjent sin første 25 øre valgte han, at gemme den som sin lykkeskilling i en montre. En lille mønt der skulle symbolisere starten på den store pengetank. Da den amerikanske tenorsaxofonist Ben Webster spillede for første gang i København, var Danmarks Radio tilstede og optog koncerten. Som formanden for Ben Webster fonden, Henrik Wolsgaard Iversen skriver i pladens linernotes, er det indledningen på en kærlighedsaffære. En kærlighedsaffære mellem dansk jazz og en legende, der startede denne søndag eftermiddag i 1965 og varede frem til Websters død i 1973. 

Koncerten er en lykkeskilling med Kenny Drew på piano, Niels Henning Ørsted Pedersen på bas og Alex Riel på trommer. Sendt direkte i radioen i starten af januar. Vi får en smeltende lækker In a mellotone, en dampende hed udgave af Ellingtons Blues in B-flat og så slutter albummet brat med en forkortet udgave af Webster’s signaturmelodi Cotton Tail, da der skulle sendes radioavis. 

Ben Webster’s første koncert i Danmark er ikke den vigtigste Ben Webster plade. På den anden side er det en fornøjelse at høre hvordan trioen “klikker” med Ben Webster lige fra starten. Så det kan godt være at koncerten kun er en 25 øre, men det var den første i en pengetank af jazzkærlighed.

Ingen kommentarer: