Anden dag på Spot blev for mit vedkommende lige så afvekslende og uforudsigelig som det danske forårsvejr.
SoundCloud-rap, kammeropera, dub-jazz, bwa fra Mali, silent dødsmetal, americana-jazz og Gustaf Ljunggren nåede jeg forbi i løbet af lørdagen. Der var også tid til at hænge ud med venner og branchefolk.
Dagen sluttede for mit vedkommende, med Nordic Beats, hvor dj og radiovært Pelle Peter Jensen præsenterede en række navne fra den danske og nordiske hip hop undergrund. Det blev en kaotisk omgang foran en lille entusiastisk skare på klubscenen i Scandinavian Congress Centre. Baby Bino kørte den sikkert mens Lillebittebock rodede rundt og var kaos, som kun en SoundCloud-rapper kan være det. Soundcloud rappen opstod på den anden side af Atlanten for et par år siden og har bredt sig til. Stilen er bla. Rundet af hip hoppens undergenrer som trap og grime.
Der er larmende stille på den kvindelige side af den danske rap-scene. Det er der ikke i Sverige, hvor Jelassi kommer fra. Hun leverede en fed omgang fra scenen, hvor hun bl.a. fik sendt singlen Inte konstig i hovedet på folk.
Tidligere på dagen havde jeg siddet i symfonisk sal og hørt Lil Lacy’s værk One World above, Another below blive ur-opført af Aarhus Sinfonetta og operasangeren Katinka Fogh Vindelev under ledelse af den japanske dirigent Rei Munakata. Det er en kammeropera der ifølge oplægget udforsker det at opleve; at være åben overfor sine omgivelser. Vi oplever verden omkring os i en kontekst, der uundgåeligt er præget af det vi kender, sat overfor det nye vi opdager. Måden hvormed vi forholder os til det vi oplever, former den tid vi lever i. Jeg blev draget ind i et forståeligt univers, hvor Lil Lacy kommunikerede med sit publikum. Jeg kender hende ellers primært fra den alternative jazzscene, hvor hun både har spillet cello og sunget. Her er det noget helt andet - selvom der selvfølgelig sneg sig nogle klassiske avantgardistiske elementer ind, som at musikerne bladrede frem og tilbage i nodebladene. Musikken var iøvrigt tilsat elektronik og reallyde skabt af Tobias Sejersdahl.
Jeg vendte tilbage til Symfonisk Sal senere på dagen. Her kunne Gustaf Ljunggren fra klaveret, atter byde velkommen til en af de efterhånden legendariske Naked-sessions, der inkluderer et klaver og en sanger. Jeg hopper hurtigt over de to første deltagere, der havde nogle hæderlige indslag og går direkte til Eivør. Hun tog salen i sin favn og svøbte den med drømmende nord-atlantiske toner. Hun startede ud med landsmanden Teiturs Home. Nogenlunde her ramte vi, publikum, Gustaf og Eivør helt ind til kernen på det som Naked handler om. Unikke øjeblikke med levende musik, skabt til umiddelbar oplevelse og nærvær. Det fik vi. Det var magisk og betagende og rykkede i sjæl og hjerte. Hun blev efterfulgt af Who Made Who forsangeren Tomas Høffding, der kom direkte fra VoxHall, hvor han havde spillet sin første dansk sprogede koncert. Høffding er en dreven entertainer, der ikke lod sig slå ud af, at Eivør skabte det magiske øjeblik. Han gav den bl.a. gas med det gamle Garbo-nummer Driving Miss Mia. Den havde jeg glemt, den er også fra 2001.
Nu sidder du nok og undrer dig over, hvor jazzen bliver af. Den har jeg gemt til sidst. Dagens første optrædende var Bremer/McCoy på Godsbanen. De lagde en propfyldt hal ned. Det var tidligt på dagen og deres beroligende blanding af dub og nordisk jazz var er sikkert kort at spille ud. De spillede musik fra det nye album, som de har arbejdet på i et par år - og som udkommer til oktober. Vi svævede med på deres hypnotiske stemninger. Jeg vil forsøge at holde mig svævende indtil efteråret, hvor de udover ny plade også vender tilbage med turné.
Jeg havde fået et hint om at jeg skulle høre den nordjyske sangerinde Ginne Marker, der for nylig blev nr. 3 i Jazzdanmarks Ung Jazz konkurrence. Og tak for det hint. Rolige ballader hvor jeg kom til, at tænke på Norah Jones som hun lød, da hun kom frem i starten af nullerne. Det skal ikke forstås sådan, at Ginne Marker ikke har personlighed, for det har hun. Hun spiller på en Fender Telecaster, hvor der sniger sig lidt americana ind i lydbilledet. Det er vel ikke helt forkert at kalde hende for en jazzet singer/songwriter. Hendes band med bas, keys og trommer gav fin opbakning til hendes melodier. Hun spillede et helt nyt nummer, der snart kan høres på Spotify. Her blev tempoet sat op og rytmen sat i samba-position, samtidig med at hun supplerede de amerikanske gloser med nogle formfuldendte franske af slagsen. Det er helt sikkert ikke sidste gang, at jeg har hørt hende live.
Faratuben er et band med medlemmer fra Mali og Danmark. De har allerede spillet en masse koncerter i Mali. Blandt medlemmerne finder man Mikas Bøgh Olesen, der her på bloggen er kendt fra Bangin’ Bülow’s Nice Jazz Quartet. Ved koncerten på Godsbanen spillede han udelukkende på keys og blev i øvrigt suppleret på et par numre af Jon Døssing Bendixen på synth. Faratuben er forrygende mix af Mali’s musiktraditioner og lidt vestlige. Feks. får trommerne lagt hårdere tæsk end man vanligvis hører fra Mali. Bandet med den karismatiske forsanger Sory Dao og den forrygende balafon-spiller Kassim Koita tog Godsbanen med storm.
Det var sidste koncert inden jeg gav sjælen smæk med Nordic Beats' kaotiske rap.
Spot Festivalen er et kæmpe supermarked af oplevelser, hvor jeg mellem et par koncerter nåede at opleve dødsmetallerne Livløs spille en silent koncert. Ingen højtalere, til gengæld var der hovedtelefoner til alle, så man sagtens kunne holde koncert ved siden af en skriftlig dansk eksamen - hvis det ikke lige var fordi man kunne høre forsangerens growlen. Spot er en forrygende fejring af diversiteten i musik. Tak for det.
