Der er ikke så mange der gør det her længere i dansk jazz. Laver en rendyrket kvartetplade, hvor tenorsaxofonen er i centrum. Overskriften på pladen handler om, at være mere end almindeligt dygtig til det man gør.
Det er i særlig grad tilfældet på Thomas Hass’ nye album West. Svenske Lars Jansson sidder ved pianoet, Lennart Ginman tager sig af bassen mens X-Factor dommer Thomas Blachman sidder bag trommerne. Thomas Hass har i de senere år arbejdet med filmmusik, bla. til den amerikanske serie Good Behaviour. Det er han helt sikkert god til.
Det jeg til gengæld forholder mig til er, at hans saxofontone er modnet som en god portvin. Den har det umiddelbart velkendte, så vi føler os trygge. Den iblandes en fyldig og afklaret kompleksitet. “Det er ikke noget jeg gør for at blære mig...sådan lyder jeg bare” hører man Thomas Hass’ saxofon synge.
Hass har skrevet alle melodierne, der er skåret over en jazzstandard skabelonen. Gode melodistumper, der omkranses af levende solospil. Her er de gamle kolleger fra postbop drengebandet Page One; Ginman og Blachman sande partners in crime. Sammen med Jansson forstår de at formidle jazzens rene sjæl, som den lød fra slutningen af 50’erne. Det er jazz, der er pushy (Blachman), elegant (Jansson), steady (Ginman) og superlækker (Hass). Lyt, hvis du trænger til klassisk dansk jazzhåndværk spillet med kærlighed, nerve og nærvær.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar