Hvis jeg var pianist og skulle lave en trioindspilning, så havde jeg nok også valgt de samme sidemen som Heine Hansen har gjort på sit andet album. Det sker ikke så ofte længere, at man får lejlighed til at høre Alex Riel. Er han mon faldet af på den. Han er jo ikke helt ung længere? Det er vel ret risky at hyre ham? På den anden side så jeg for nylig et klip med den 94 årige trommeslager Roy Haynes, der sad ind ved en koncert og gav den max gas. Da Riel langt fra er lige så gammel, så går det vel an. Og det gør det. Den sidder i skabet med det samme. Det er lige right down Alex Riels alley. Han kender selvfølgelig også Heine Hansen rigtigt godt, da han havde ham med i sin trio hvor Jesper Lundgaard spillede bas. Her er han sammen med bassisten Thomas Fonnesbæk giver det sidste til trioen. Det er playful jazz. Det er så overskudsfyldt og boblende.
Alle pladens 10 kompositioner er skrevet af Heine Hansen, med traditionerne fra den amerikanske standardjazz godt inde under huden. Men Heine Hansen er også dansk og lader en nordisk åre flyde gennem numrene. Thomas Fonnesbæk er med sit kraftfyldte basspil, som Christian Brorsen skriver i pladens linernotes, front og center i trioen. Det efterlader masser af plads til Hansen og Riel. Den tager de begge. Jeg kan ikke slippe min fascination over Alex Riels sindssygt lækre og tilbagelænede swing. Det er ikke noget man “bare” gør. Det er noget man er. Han er sit trommespil. Heine Hansen shiner og spiller med en selvfølgelighed, der ikke efterlader nogen tvivl om, at han endnu en gang har lavet et anbefalelsesværdigt album. Lige som på sidste album supplerer han med lidt diskret Rhodes undervejs. En dejligt charmerende detalje i musikken.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar