Island er et land med en stolt og stærk kulturhistorie. Naturen har på godt og ondt gjort sit til, at Island er det land som det er i dag. Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om det er min eller musikernes bevidsthed om naturens kræfter, der påvirker lyden af islandsk jazz.
Jeg har fået to meget forskellige islandske jazzplader ind af døren til anmeldelse. Jeg mener åbenhjertigt at de begge lyder islandske. Men på hver deres måde.
Pianisten Ingi Bjarni er ude i naturen. Den store blå himmel er det grænseløse loft. Ingi Bjarnis kvintet består af den norske trompetist Jakob Eri Myhre, den estiske guitarist Merje Kägu, den svenske bassist Daniel Andersson og den norske drummer Tore Ljøkelsøy. De spiller Ingi Bjarnis smukke melodier, der overvejende er i den rolige afdeling. Der flyder en behagelig åre af lydhørhed og samhørighed, når kvintetten er sammen om Ingi Bjarnis musik.
Bassisten Tómas R. Einarsson er hjemme i træhuset med græs på taget. Ilden brænder lystigt i kaminen. Kaffen er skænket. Børnene er faldet til ro. Han har budt saxofonisten Oskar Gudjonsson og guitaristen indenfor. De sidder i den lavloftede stue og fortæller musikalske historier. Tómas R. Einarsson har en mangeårig latinjazz baggrund - han har såmænd også oversat latinamerikanske forfattere som Isabel Allende og Gabriel Garcia Marquez. Musikken på den aktuelle plade er inspiratorisk mere ovre i sigøjnerjazz genren, dog ikke af den hurtige slags. Her er tid, ro og varme nok til, at kaminen ikke går ud, selv når den løber tør for brænde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar