Nik Bärtsch's Ronin: Live (ECM)

Fjerde album blev til et live-album. Siden 2005 har schweizeren Nik Bärtsch sammen med bandet Ronin været tilknyttet ECM. Som et af de få nutidigt lydende bands, med rod i takter der kan tælles af de fleste, har Nik Bärtsch's Ronin været et helt unikt ECM navn. Pladen er dobbelt album med indspilninger fra Tyskland, Østrig, Holland, England og Japan. Den markerer samtdigt et farvel til gruppens bassist siden starten, Björn Meyer. Hans markante el-bas, der med et konstant groove er trukket helt frem i lydbilledet har været et af gruppens kendetegn. Afløseren Thomy Jordi spiller passende nok bas på pladens allersidste nummer. Det kan heldigvis hurtigt konstateres, at gruppen ikke løber tør for de fede basgrooves.

Live præsenterer en række kompositioner fra de tidligere albums. Gruppen har altid haft et levende udtryk. Her på pladen bliver det særligt tydeligt. Nik Bärtsch skriver passende i CD-booklettens linernotes, at en koncert er et meditativt og en eksplosiv form for samarbejde. Her tænker han både på musikerne og mødet mellem dem og publikum. Det er nu ikke fordi at pladen er overlæsset med lyde fra publikum. Hvilket er en skam, da musikken jo netop ikke er skrøbelig Keith Jarrett soloklaver, der ikke kan tåle et host uden at gå i stykker. Der måtte for min skyld godt have været lidt mere larm ellers har det en tendens til, at blive en kende for fersk,.

player.ecmrecords.com/nik-baertsch-live

Xylop: Xylop (Gateway) >> Thomas Albæk Jakobsen's Flux: Relationships (Fluxmusic)

To nye nordjyske jazzprojekter, der begge er kvintetter. Forskellen består i mere end, at det ene band ledes af trommeslageren og det andet af guitaristen. De har i øvrigt også inkluderet det noget oversete bogstav X i begge bandnavne.

Guitaristen Jens Fiskers gruppe Xylop med bl.a. Jakob Mygind på sax og Jakob Sørensen på trompet spiller ukompliceret og ligefremt. Jens Fisker vælger at gøre det direkte. Kompositionerne og arrangementet af musikken lægger op til enkle afviklinger af de fine melodiske kompositioner. De enkelte musikere lever op til kravene og spiller flot. Der er elementer af 50'ernes jazz og andet godt som feks. bossa. En god plade. Men hvorfor kalder de sig Xylop. Ud over at de er sikre, at man rammer dem i første hit, hvis man googler dem. Navnet er for fjollet til den ellers gode musik. Det samme gælder det grimme cover der slet ikke passer til musikkens æsteticitet.

Relationships er trommeslageren og igangsætteren Thomas Albæk Jakobsens nyeste projekt. Han har tidligere bl.a. stået bag JazzNord Ensemblet. Han har samlet et band med musikere der har udgangspunkt i Nordjylland. Han kalder projektet for Flux og har klogeligt nok sat sit eget navn foran, da der for et par år siden var et andet danskbaseret jazzband der kaldte sig for Flux. Thomas Albæk Jakobsen er meget ambitiøs og har lavet en plade med avanceret musik. Det stiller krav til de enkelte musikere. Her skal specielt Ole Visby have ros for et afvekslende og veloplagt spil på både tenorsax, klarinet og basklarinet. Her er specielt nummeret Inception pt. 1 et glimrende eksempel, hvor Visby spiller på klarinet. Thomas Albæk Jakobsen skal have ros for, at kaste sig ud i et så krævende projekt. Det stiller omvendt også krav til lytteren om  at følge med, når først musikken spiller. Her faldt jeg desværre af nogle gange undervejs.

fluxmusic.dk

Bushman' Revenge: A little bit of big bonanza (Rune Grammofon)

Tung og skramlet disortionguitar i et improvisationspræget univers, kan blive til noget værre noget på den fede måde. Lyt bare til danske SVIN. Den norske trio Bushman's Revenge er ligeledes tunge i lyden. Men ikke helt på samme måde som SVIN. Bushman's Revenge holder sig på rockens smalle rytmesti. De befinder sig i et univers, hvor surfock, Jimi Hendrix, Sonny Sharrock og en god portion syre er grundlaget for en kraftudladning af de mere voldsomme. Med titlen A little bit of big Bonanza er der lagt til et krydsrefererende landskab, hvor der skydes løs…er man overbevist om, mens de første tyve minutter af pladen vælter ud gennem højttalerne. 

Så sker der noget helt andet. John Lennon Was The Greatest Man Who Ever Lived hedder en fredselskende hyldest til John Lennon. Akustisk guitar og vibrafon fylder rummet. Toner der peger i retning af Lennon. Bushman's Revenge er meget mere end larm. De fortæller historier med instrumenterne. Musikken er billedrig og afvekslende. Even Helte Hermansen (guitar), Rune Nergaard (bas) og Gard Nilssen (trommer, percussion og vibrfaon) udgør Bushman's Revenge. Endnu en gang har Norge og Rune Grammofon vist vejen for nutidig instrumentalmusik, der lugter af rock og jazz.

bushmansrevenge.virb.com

Nicolai Munch-Hansen: Æter (Stunt)

Der findes musikere der aldrig udgiver noget i eget navn. Men ellers er meget aktive på både scene og plade. En af dem er basunisten Mads Hyhne. Når han så til gengæld har en musikalsk ven, der benytter ham som det er tilfældet her. Ja så behøver Hyhne ikke, at udgive noget selv for at stjæle rampelyset. Det er på bassisten Nicolai Munch Hansen's 3. soloudspil Æter, at Hyhne folder sig ud i bemærkelsesværdig grad. Prøv feks. at lytte til Land of Look behind, hvor Hyhne's længselsfyldte basun fylder rummet og melodien. Det står stærkt. Nu kommer det til, at lyde som om de andre musikere er statister på albummet. Det er overhovedet ikke tilfældet. Nicolai Munch-Hansen holder fast i den amerikanske saxofonist Ned Ferm, der ligesom Hyhne er med på Munch-Hansens to foregående albums.

Albummet Æter er ikke så bedøvende som titlen antyder. Indlemmelsen af den amerikanske trommeslager RJ Miller giver musikken en flydende rytme. Der er referencer i mange retninger på et ellers rimeligt stringent album. Helt-fremme-skoen-sax på Rocking sunday. Hymnen Levon er en  hilsen til The Band trommeslageren Levon Helm, der døde sidste år. Titlen Kondignogen er taget fra en tekst af Johannes V. Jensen.  Søren Kjærgaard på piano er sidste mand i kvintetten. Nicolai Munch-Hansen har samlet fire personlige musikere omkring sig. Her bevarer han deres personlighder i sine kompositioner. Æter er nutidig jazz med en masse klatgæld rundt omkring.

sundance.dk

Marc Johnson/Eliane Elias: Swept away (ECM)

Ægteparret Marc Johnson og Eliane Elias gæster Jazzhouse d. 16. februar. De er på turné med denne plade. På Jazzhouse er trommeslageren fra pladen, Joey Baron skiftet ud med Joe LaBarbera. De kommer som trio på Jazzhouse mens Joe Lovano gæster på flere numre på pladen. Den består af en blanding af Elias' og Johnson's kompositioner med et enkelt fælles nummer.

Marc Johnson var Bill Evans' sidste faste bassist i perioden 1978-1980. Eliane Elias har karrieren igennem været inspireret af maestro Evans. I 2007 lavede hun Something for You - en hyldest til Bill Evans gennem hans musik. Pladen var med Johnson ved bassen og Baron ved trommerne. Der er en klar fortsættelse og udbygning af det, de arbejdede med på den plade. Her er det igen triojazzen der har overtaget. Kender man - og ikke mindst - elsker man Bill Evans' musik, så er det her album, et af den slags der sidder med det samme. Med tilføjelsen af saxofonisten Joe Lovano opstår der flere interessante ting. Lovano spiller afdæmpet og indføleligt. Han kommer listende ind i musikken. Mærker efter og afpasser sit spil i imponerende grad. Han er tilbageholdende og til stede. Selv om Lovano ikke er med på Jazzhouse hersker der vist ingen tvivl om at det bliver en stor klavertrio aften.

player.ecmrecords.com/johnson

Sigurdur Flosason & Kjeld Lauritsen: Night fall (Storyville)

Når natten falder på bliver alle katte grå. 

Der er også et par jazzkatte der insisterer på at være blå.

Islandsk altsax og Københavnsk Hammond

En guitar der ryger en cigaret

Whiskers kærtegner lilletrommen

For dem der har ondt i hjertet

For You, for Me, for Evermore

For dem der er forelskede

For dem der laver aftensmad

For dem der er trætte

Når tankerne flyver afsted

Skylark

Når minderne tager ved

Når tiden står stille

Når sjælen bølger

Trommer der rider afsted

The touch of your lips og orglet bruser

Swing og standards

Natten falder og det er slut

Young at heart

Tak til Kjeld Lauritsen (Hammond), Sigurdur Flosason (alt-sax), Jacob Fischer (guitar) og Kristian Leth (trommer) for en fantastisk og meget anbefalelsesværdig plade med klassisk swingende jazz.

Bonusinfo:

Der bliver rig mulighed for at opleve kvartetten rundt om i landet i den kommende tid: Paradise Kbh. (6/2), Aarhus (7/2), Rytmeloftet Juelsminde (28/2), Jazzcup Kbh. (1/3), Hornbæk (1/3), Rampelys Silkeborg (2/3), Fermaten Herning (3/4), Horsens (4/4) og La Fontaine Kbh. (6/4).

kjeldlauritsen.dk

Henrik Sørensen: Organum Momentum II-III (Wave/Gateway)

Keith Jarrett er næppe uden skyld i, at Henrik Sørensen har en stor interesse for jazzede side af improvisation på kirkeorgel. Jarrett's i dag legendariske kirkeorgel-indspilninger fra 1976 Hymns og Spheres er netop genudsendt på ECM Records. Sørensen nævner ikke Jarrett som inspirationskilde og det behøver han heller ikke! Kirkeorgelet har været brugt i århundreder til improvisation. Sørensen har en baggrund i både jazz, klassisk musik og som kirkeorganist. I 2010 udkom Sørensens første orgelimprovisationsplade. I den forbindelse var intentionen, at den næste plade skulle indeholde musik komponeret af jazzfolk. Undervejs kørte det i en anden retning. Det er i stedet blevet til en dobbelt CD med original improviseret musik, der er indspillet i to forskellige kirker. Forskellige i størrelse og dermed også i lyd. Men også i forskellige i stemning.

Pladerne er optaget i Vor Frue Kirke i Assens og i Ørsted Kirke på Fyn. Assens-indspilningen er stor i volumen og lyd. Musikken bliver ligeledes stor og til tider voldsom. Rummets lyd og fyldige klang fornemmes meget tydeligt på den flotte indspilning. I den lille Ørsted kirke fornemmes kammerstemningen. Lyden er fortættet og nærmest intim. Det afspejler sig også i Sørensens spil, der bliver mere venlig og ligefrem. De tolv dele i Aer Ludus Suite er klart mine favoritter.  Jeg fortabes i en tidsopløsende ro, når jeg hører dem. Der er melodi og en umiddelbar tilgængelighed blandet med kant og forunderlighed. Henrik Sørensens flydende tilhørsforhold til genrer er til stede hele tiden. Organum Momentum II-III er en værdig opfølger til den første plade. Det er beundringsværdigt og vigtigt at der udgives musik af denne type. 

henrik-sorensen.dk

Mark Solborg Trio feat. Herb Robertson & Evan Parker: The Trees (ILK)

Som sprukne tirader af vindpust og knaster smyger Mark Solborgs seneste projekt sig afsted. I et organisk hele, hvor improvisationen sendes ud af fem musikere og menneskers tilstedeværelse i øjeblikket. Guitaristen og facilitatoren Mark Solborg løfter sig med sit seneste projekt op i trætoppene. Han har allieret sig med den engelske avantgarde-veteran, saxofonisten Evan Parker og den amerikanske trompetist Herb Robertson. I trioen er bassisten Mats Eilertsen og trommeslageren Peter Bruun perfekte partnere i et musikalsk projekt, der stiller så store krav til den enkelte musiker.

Det er stille musik, der væver sig ind og ud. Vokser i styrke og igen bevæger sig et nyt sted hen. Solborg omtaler selv projektet som et absolut højdepunkt i hans arbejde med improviseret musik. Jeg vil ikke tøve med at kalde det et højdepunkt i dansk improjazz. The Trees er noget af det flotteste som Solborg har præsenteret i sin 12 plader lange karriere. Musik der får sin egen ånd og bliver til en levende organisme, der gennemstrømmes af forundring og glæde. 

Min sjæl, hvad vil du mer?

Bonusinfo:

Solborg og Parker kan opleves sammen med Nils Davidsen og Peter Bruun i Koncertkirken på Blågårds Plads d. 7. feb. kl. 21.30. Uden tvivl et godt bud på en stor oplevelse.

solborg.dk

Fire! Orchestra: Exit! (Rune Grammofon) >> Colin Stetson & Mats Gustafsson: Stones (Rune Grammofon)

Suggestivt. Forførende. Transcendent. Det er store ord men det er også et stort orkester. I gamle dage kaldte man det et big band. I dag hedder det Orchestra eller andet, der indikerer at man ikke er et Count Basie swing big band. Den svenske saxofonist Mats Gustafsson har sammen med bassisten Johan Berthling og trommeslageren Andreas Werliin trioen Fire! der på den aktuelle plade er udvidet til 28 mand! Fire bassister (bl.a. Dan Berglund), fire trommeslagere, 6 saxofonister (bl.a. Fredrik Ljungkvist og Jonas Kullhammar) etc. Der er med andre ord mulighed for en massiv mur af lyd og den kommer også! Der er ikke mange ligheder med et klassisk big band. Har man, som jeg en svaghed for det store lydtryk, et stort orkester kan give, så er Fire! Orchetra det helt rette. Der er paralleller til free jazz big bands som Charlie Haden's Liberation Orchestra og Carla Bley's. Men også et orkester som Kresten Osgood's Indianerne trækker på noget af det samme. Når Mats Gustafsson er indblandet i et projekt - som man også kender det fra The Thing - så bliver det til tider særdeles tungt og muskulært. Der er heldigvis også mange fine detaljer, hvor sangerinderne Mariam Wallentin og Sofia Järnberg især skal fremhæves. Exit! er en uomgængelig stororkester plade!

Mats Gustafsson er også aktuel på en duoplade sammen med instrumentkollegaen Colin Stetson. Stetson har gjort sine hoser grønne i den alternative del af rocken, bl.a. som fast medlem af Arcade Fire's tourband. Han har også lavet en soloplade. Gustafssons meritter udi sax-only plader er omfattende med både solo og trioplader (med Vandermark og Brötzmann). De har hentet inspiration i den svenskeren Gunnar Ekelöf's digte. Stetson spiller alt- og bassax mens Gustafsson er på tenor- og barytonsax. Stones er en forholdsvis dyster sag. Der er passager der er besnærende. Mens der også er sider i deres musik der gør ondt på den fede måde.

runegrammofon.com

Jazznytprisen 2012

Det var i aften at Jazznytprisen blev overrakt til Stefan Pasborg på Fermaten. Her er talen som jeg holdt for ham. På billedet ved siden af kan du se prisen han fik overrakt.

Velkommen til Fermaten. Velkommen til den første overrækkelse af Jazznytprisen. Jeg hedder Niels Overgård og er jazzlytter.

I al den tid jeg har skrevet om jazz på bloggen jazznyt.blogspot.com, er trommeslageren Stefan Pasborg en af dem jeg har skrevet allermest om. Han er altid meget aktiv og som det vigtigste laver han musik der er værd at lytte til og skrive om. Han medvirker på en række af de vigtigste danske jazzplader der er udkommet indenfor de sidste 10 år. Selvfølgelig er medlemsskabet af Ibrahim Electric det bedst kendte. 7 plader og en masse koncerter med trioen er det blevet til. Her har de stille og roligt har udbygget deres territorium og er kommet langt udenfor jazzen.

Når Ibrahim Electric er aktuel på plade, ja så er det faktisk på LP - og selvfølgelig også på CD, download og som app til iPhonen, endnu mangler de at være ude på kassettebånd - men det kan selvfølgelig nås endnu. De opnåede såmænd også at være nr. 32 på den almindelige danske hitliste i uge 43 med deres nye album. Det er ultrasjældent at en dansk plade med aner i jazzen vover sig indenfor i det selskab.

Det hænger sammen hele vejen rundt. Stefan Pasborg har lige lanceret en webshop hvor musikken er til salg. Der er altid et flot grafisk udtryk på covers og hjemmeside. Samt den pudsige detalje at de tre albums, der er skyld i, at Pasborg får Jazznytprisen faktisk udkommer på hver sit pladeselskab. Ibrahim Electric udkommer på Target Records, der udgiver rock af den alternative slags. Free Moby Dick udkommer på det musikerdrevne undergrundsselskab ILK og Pasborgs Odessa udkommer på Stunt Records, der gennem er lang årrække har været det førende pladeselskab for jazzplader i Danmark.

Han har optrådt i mange sammenhænge. Det kunne man se på DR-K der i efteråret viste fem udsendelser med Pasborg og de forskellige folk han samarbejder med. Lige fra Stax soul til klassisk kom han omkring i programmerne.

Jazzen har brug for at der findes folk som Stefan Pasborg. Aldrig aldrig nogensinde har jeg tænkt at Pasborg ikke var 100 % til stede i det han lavede. Han er kompromisløs. Han er tændt. Han er tight og fuldstændigt loose på samme tid. Pasborg kombinerer rock, soul, jazz, balkan, afro, avantgarde, klassisk, free og impro. Han er ikke bange for, at smide en discorytme ind i et Ornette Coleman-nummer. Han er først og fremmest rundet af jazzen og tager sig så mange friheder som overhovedet muligt. Han er konstant grænseopsøgende, undersøgende, udvidende og gennemmusikalsk. Han står ikke stille og er i konstant udvikling. 

Det er derfor at han bliver den første der får Jazznytprisen.

Det er med stor fornøjelse at jeg har æren af at overrække den første Jazznytpris til Stefan Pasborg. Det er min måde, at sige tak til jazzen og en af de allerstørste jazzmusikere i Danmark. 

Og nu!

Tak for musikken, Stefan! Jeg glæder mig til, at høre meget mere fra dig.

Jazznytprisen 2012 overrækkes på onsdag!!!

Det sker på Fermaten d. 30. januar kl. 20.00 i Herning. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det vil glæde mig meget at se dig. 
Jeg håber at vi ses :-)
fermaten.dk

Line Kruse: Dancing on air (Stunt)

I 2006 var jeg med til at arrangere Line Kruse's første koncert i eget navn i Danmark. Det foregik i Herning. Hun havde tidligere spillet i Aarhus sammen med Gotan Project og havde stor sceneerfaring med fra Frankrig, hvor hun havde boet i en årrække. Men hun havde altså aldrig optrådt i eget navn på en dansk scene. Derfor lavede hun også den nærmest uundgåelige og vanvittigt charmerende fejl, da hun for første gang åbner munden og skal sige noget i mikrofonen. Hun når lige at sige "Bon soi…" inden hun ændrer det til "God aften". Det blev en god aften med franske musikere og smuk jazzviolin. Hun bor stadig i Frankrig… 

Siden da har Stunt udsendt CD'en Dream i 2009 og nu altså Dancing on air. Hun bruger udelukkende franske musikere pånær Lars Danielsson på bas. Line Kruse spreder sig bredt ud over musikken som hun selv har arrangeret og komponeret. Der er en moderne fusion-feeling i musikken, hvilket ikke er så underligt, da den genre har haft det bedre i Frankrig end i feks. Danmark. Hun sparer ikke på effekterne på den første halvdel af pladen, hvor et nummer som Smoke har en lækker club-agtig funky feeling. Den kommer ovenpå Wandering winds, der er skotsk højlandsfilmmusik - et upassende og svagt nummer på en ellers god plade. Hun har også en mere afdæmpet side, hvor hendes smukke og afklarede version af Eric Satie's Gymnopedie no. 1 skal fremhæves. Moderne jazzviolin har stadig sin gang på denne jord, takket være Line Kruse.

sundance.dk

Sven-Åke Johansson, Lars Greve & August Rosenbaum: All Romantic (Hiatus/Pladekisten)

De to friske unge fyre Lars Greve (saxofon og klarinet) og August Rosenbaum (piano) er taget til Berlin, hvor de har mødt den 69 årige trommeslager og improvisator Sven-Åke Johansson, der er svensker. Han har boet i Berlin siden 1968, hvor han samarbejdet med markante avantgardister som Peter Brötzmann og Axel Dörner. Johansson spiller på sine egne specialdesignede og hjemmebyggede sæt. Jeg har tidligere hørt Greve og Rosenbaum sammen i et freejazz projekt og var som følge der af indstillet på, at blive blæst tværs gennem lokalet af en kakofoni. Men næh nej, sådan skulle det ikke gå.

Det er musik der opfører sig som et sart stykke abstrakt kunst, hvor der er stukket nogle tynde pinde i, der kan falde til jorden, hvert øjeblik. Greve og Rosenbaum tager i mødet med Johansson musikalske chancer der kræver mod. De tør at vove sig steder hen, hvor de ikke kender målet eller har noget mål. Små fine lyde mødes og undres over aldrig at have mødt hinanden før. Det er blevet til fyrre minutters afklædt og intim improjazz. Skrøbeligt og smukt uden at det går i stykker. Greve og Rosenbaum viser med denne plade, at improvisationsmusikken i Danmark er i en sund udvikling. En meget original plade, der kræver sit af lytteren, der også belønnes med en smuk oplevelse.

hiatuslabel.com

Henrik Walsdorff/Adam Pultz Melbye/Kasper Tom: Grøn (Barefoot Records)

Frenetisk kakofoni og bølgende vanvid er med i store doser på denne liveindspilning fra sidste år. Det er den tyske altsaxofonist Henrik Walsdorff der er hovedmand på albummet, der er indspillet på Dexter i Odense. Han har allieret sig med to danske impro- og freejazzmusikere, der støtter og løfter Henrik Walsdorff i mærkbar grad. Bassisten Adam Pultz Melbye og trommeslageren Kasper Tom er ikke fremmede, overfor jazz der er kørt ud over kanten.  Her på bloggen har jeg ofte rost Adam Pultz Melbye - han var bl.a. med på The Mighty Mouse-pladen, en af mine pladefavoritter fra 2012. Han har en intro på nummeret Polska, hvor han i vanlig hvislende/fnysende og medsyngende stil tager bassen under kærlig impro-behandling. Kasper Tom har ikke problemer med at følge med, han finder fint ind i samarbejdet med de andre. Han spiller i et mildt kaotisk og lettere steady set-up. 

Det er meget betegnende for trioen. Walsdorff er ikke bange for at vride et freejazz cry ud af altsax'en. Samtidig finder han også ind i skævt swingende grooves. Det er hele koncerten fra Dexter der er udgivet. Den har en rå og rummelig lyd. Albummet lever og ånder samtidig med at 75 minutters fri impro er barske sager. Kedeligt bliver det under alle omstændigheder ikke!

Bonusinfo:

Trioen er på turné fra tirsdag d. 29. januar, hvor de kan høres i Trondheim. Dagen efter er de på scenen i Warszawa. De når også omkring Poznan og Berlin inden de spiller på Christianshavns Beboerhus d. 2. feb, Værkstedet i Struer d. 3. feb og Ålborg d. 4. februar.

Barefoot-records.com

Morten Ankarfeldt meets Caio Marcio: Rio em vermelho e azul (Calibrated)

Han er kendt som en stabil og solid bassist i det danske jazzmiljø, hvor han har gennem snart 10 år har huseret rundt omkring. Han har bla. spillet med Morten Schantz, Thomas Hass, Mads Kjølby, Alain Apaloo, Cathrine Legardh og flere andre. Med debutpladen er han dog taget helt til Brasilien, hvor han med lokale musikere har skabt en dejlig plade. Bassisten Morten Ankarfeldt har allieret sig med den brasilianske guitarist Caio Marcio, der regnes for at være et af tidens helt store guitartalenter i Brasilien. Musikken er en blanding af numre skrevet og arrangeret af de to musikere.

De har brugt en lang række musikere på albummet. Her stikker klarinettisten Paulo Sérgio Santos specielt ud på tre af pladens numre, bl.a. Morten Ankarfeldts O Rei da Inhanga, der har været en favorit siden første gennemlytning af pladen. Det er først og fremmest en bassist og guitarist plade. Hvilket man heller ikke er i tvivl om. Marcio's akustiske guitar og Ankarfeldts kontrabas fylder begge godt op. De er helt fremme i lydbilledet. Ankarfeldts danske basopdragelse står fyldigt og elegant ved siden af Marcio's sprøde guitarspil. Caio Marcio har arrangeret nogle gamle brasilianske numre, der får følgeskab af en vidunderlig version af Kai Normann Andersens Man binder os på mund og hånd i arrangement af Ankarfeldt. Det er blevet til et stærkt anbefalelsesværdigt album, der kan være med til at holde den danske kulde fra døren.

Bonusinfo:

Ankarfeldt og Marcio er på en 12 dage lang turné fra slutningen af januar. Her medbringer de den brasilianske trommeslager Cassius Theperson der også medvirker på pladen samt danske Christina von Bülow. Du kan finde datoerne på Ankarfeldts site: brasiljazz.ankarfeldt.com

Six City Stompers : The Formula (Stunt)

Kan det virkelig lade sig gøre at udvikle traditionel jazz? Er det ikke rimeligt selvmodsigende? Udvikling. Traditionel. Nej, ikke nødvendigvis. De gode mænd i Six City Stompers er endnu en gang på færde. De vil tydeligvis mere end "bare" være et trad.jazz band. Og så på den anden side, tager de fuldstændigt old-school kegler, når de spiller Lil Armstrong's Struttin' with some barbecue. Her er ikke et øje tørt, når man vil have den gode gamle jazz, som de spillede den i N'awlins. Masser af messing, hvor Peter Marrott's trompet skinner så nypudset og lækkert. Han er for sej! Six City er også klassecroon fra Mads Mathias, der med på hans egen The melting pot byder ind med et nummer, der kunne have været med på Mads Mathias' eget album Free Falling fra sidste år. Six City er også sydamerikansk med Hermeto Pascoal-nummeret Santo Antonio i et arrangement af Six City's trommeslager Morten Ærø. 

Åbningsnummeret Cream er skrevet af pianisten mm. Peter Rosendal og Mads Mathias. Her kigger rapperen Nappion forbi og smider nogle velsmurte flows. Hele herligheden afsluttes med Banjoette der er skrevet af guitaristen og banjospilleren Regin Fuhlendorf. Her brillerer Rosendal iøvrigt på melodica. Som udgangspunkt og i en ultrakort præsentation ville man kalde dem et traditionelt jazzband. Det er de stadigvæk, de spiller både Louis Armstrong (Cornet chop suey) og Peter Rosendals arrangement af Sweet Georgia Brown. Der er bare også så meget andet i det medrivende og smittende jazzorkester.

sixcitystompers.dk

Aaron Neville: My true story (Blue Note/EMI)

Denne gang har han kastet sig doo-woppen. Han har tidligere lavet soloalbums med soul-numre, gospel-numre og jazzstandards. New Orleans sangeren Aaron Neville har allieret sig med produceren, den nye Blue Note boss Don Was og Stones guitaristen Keith Richards på en plade, hvor sang-klassikere står skulder ved skulder. Alle med det til fælles at de fremføres i doo-woopens tegn. Genren hvor der netop er fokus på stemmen, det der er Aaron Neville store force. Han har en stemme der omgående får mig (og mange andre) til at smelte. Hans karriere strækker sig så langt tilbage som øret kan række, hvor specielt tiden med New Orleans' stolthed Neville Brothers står som et højdepunkt.

På pladen er broderen Art med på Hammond B3 mens bassisten Tony Scherr (som jazznerds kender fra Bill Frisell) og andre er med til bygge et organisk og håndspillet akkompagnement på numre som Under the boardwalk, Curtis Mayfield's Gypsy woman og Phil Spector's Be my baby. Et af højdepunkterne er medley'et med Mort Schuman's og Doc Pomus' This magic moment/True love. Som på alle de andre sange er det kommenterende mandskor helt fantastisk. Okay det er ikke en jazzplade. Ægtheden og den store musikalitet er med til give et album, der kan anbefales til alle voksne kvalitetsbevidste musiklyttere.

aaronneville.com

Kommende jazzudgivelser forår 2013

Der tales meget om krise, når der tales om pladebranche - ikke mindst når det drejer sig om jazz. Vi er midt i en brydningstid. Der går næsten ikke en uge uden, at pladebranchen lægges død på den ene eller den anden måde. Århus og Københavns biblioteker har vendt udlånstjenesten BibZoom ryggen. Spotify anklages dagligt for at underbetale musikerne. Vinylplader er det nye sort. Sådan kunne jeg blive ved. En ting er dog helt sikkert! Den kunstneriske frihed de mange muligheder og forandringer i pladebranchen giver, er en fornøjelse for en jazzblogger. Jeg har forsøgt at samle en liste med danske jazzplader der udkommer de næste måneder. Her ses det tydeligt at jazzundergrunden bobler af optimisme. Der sker så meget, at jeg kun kan opfordre til en ting: Læs Jazznyt hver uge, så ved du hvad der sker!

Selskaberne ILK, Barefoot, Storyville og Calibrated indikerer i høj grad en tro på, at jazz på plade ikke er ved at forsvinde i 2013. De er alle ude med et udgivelsesprogram, hvor der er kendinge og debutanter. Jeg glæder mig allerede til debutpladerne med bassisten Morten Haxholm, pianisten Søren Gemmer og saxofonisten Jeppe Skjold. Forventningerne er ligeledes store til nogle af denne jazzblogs favoritter: Maria Faust's store orkester, Benjamin Aggerbæk og Søren Dahl Jeppesen.

Og så har jeg slet ikke nævnt alle de udenlandske must-have's: Miles Davis, Joe Lovano, Wayne Shorter, Chris Potter og Arve Henriksen

Danske udgivelser

Januar

Sven-Åke Johansson/Lars Greve/August Rosenbaum: All Romantic (Hiatus)

Morten Ankarfeldt Meets Caio Marcio: Rio Em Vermelho E Azul (Calibrated)

Walsdorff/Melbye/Tom: Grøn (Barefoot)

haUtUllin! (Barefoot) - med Markus Pessonen og Håkon Berre

Henrik Sørensen: Organum Momentum II-III (Gateway) - impro på kirkeorgel

Taylor's Universe: Worn out (Marvel of Beauty)

Thomas Walbum/Thomas Maintz: ?? (??)

Tine Bruhn: ?? (??) - dansk sangerinde bosat i New York

Februar
Hugo Rasmussen: Hugo...Partly live (Stunt) - med Tranberg, Dinesen, Hyhne, Hansen og Osgood
Carl Winther: Tetragonz (Stunt) - med Jerry Bergonzi

Morten Haxholm Quartet: Equilibrium (Storyville) - med Jonathan Kreisberg, Ari Hoenig og Frederick Menzies

Carsten Dahl & Eddie Gomez: TBA (Storyville) - koncert fra Montmartre

Bird Alert: Bring forth your flowers and machinery (Barefoot) - med Anja T. Lahrmann, Jeppe Zeeberg og Teis Søgaard

Maria Faust Jazz Catastrophy (Barefoot) - 15 mands orkester

Malene Kjærgård: Happy Feet (Calibrated)

Magnus Thuelund: Change of time (Calibrated)

Thorbjørn Risager: Between Rock and some hard blues (Calibrated) - kun download

Mimi Terris: They say it’s spring (Calibrated)

Mark Solborg Trio feat. Evan Parker & Herb Robertson: The Trees (ILK)

Søren Gemmer: At First (ILK)

Thomas Albæk Jakobsen Flux: Relationships (??)

Marts
Veronica Mortensen: Catching waves (Stunt) - med Peter Rosendal, Kristor Brødsgaard, Anton Eger

Jonas Johansen: Divisions (Calibrated)

Benjamin Aggerbæk: Heartbeat (Calibrated)

Acid Plutonium: Trixie (??) 2xLP

Dane TS Hawk & his Cop Jazz Festensemble: Hear we go (Barefoot) - med bla. Tranberg, Dinesen og Hyhne

Elena Setien: Twelfe Sisters (ILK)

Universal Quartet II: TBA (ILK) - med Yusef Lateef, Adam Rudolph, Kasper Tranberg & Kresten Osgood
Marc Bernstein: Good people vol. 2 (??) - med Bob Moses, Sinne Eeg, Jacob Anderskov og Jonas Westergaard

Jakob Davidsen Kammerat Orkester: Se kunsten med nye ører (Digital download)

SVIN: EP (??)

Steen Rasmussen Quinteto feat. Leo Minax (??) - udgives i feb. i Equador, hvis man ikke kan vente

Fusk: Super Kasper (WhyPlayJazz)

Johannes Richter: Solo (Hiatus) - dansk/tysk pianist bosiddende i New York

Marius Neset: Birds (Edition Records)

April

On Dog: TBA (ILK) - med Bittolo Bon, Bigoni, Scardino, Solborg & Lohr

Nils Davidsen: Fakirgiraf 2 (ILK)

Jeppe Skjold Trio feat. Ben Street & Chad Taylor (??)

Søren Dahl Jeppesen: TBA (??) - med Gudjonsson, Toldam, Høyer og Nørgaard

Various Artists: Barefoot Records Improv Box (Barefoot) - indspilninger fra Copenhagen Jazzfestival 2012

ARC: Archipelago (??) - med Josefine Cronholm, Paolo Russo og Thommy Andersson

Aske Drasbæk: Old Ghost (??) - soloplade fra Orpheus medlem

Maj

Jacob Anderskov's strings, percussion and piano: TBA (ILK) - med strygertrio og Peter Bruun

The Electrics: TBA (ILK) - med Axel Dörner, Sture Ericson, Joe Williamson og Raymond Strid

BUSK: TBA (ILK) - med Anders Filipsen, Lasse Ehn og Thomas Rehling.

Juni

Søren Bebe Trio feat. Marc Johnson (??)

Line Tjørnhøj: The E-Sessions (ILK) - klassisk komponist kaster sig over mikrolyde

Uden dato

Pierette Ensemble: TBA (??) - med Julie Kjær, Lisberh Diers, Pernille Bevort, Signe Bisgaard og strygere

Lars Greve/Peter Friis Nielsen/Håkon Berre: TBA (Barefoot)

Jack Street: TBA (Calibrated)

Cæcilie Norby: TBA (ACT)

Sean Carpio WoWo: TBA (??) - med Mikkel Ploug, Jeppe Skovbakke og Anders Holst

Internationale

Januar

Miles Davis: Live in Europe 1969 The bootleg series vol. 2 (Columbia) 3CD+DVD

Joe Lovano Us Five: Cross Culture (Blue Note) - med Lionel Loueke

Jose James: No beginning No end (Blue Note)

Aaron Neville: My true story (Blue Note)

China Moses: Crazy blues (Emarcy)

Eleni Karaindrou: Concert in Athens (ECM) - med Jan Gabarek

Keith Jarrett  Hymns/Spheres (ECM) - de to gamle kirkeorgelplader ude på CD for første gang

Ben Sidran: Don't cry for no hipster (Bonsai)

Paolo Fresu: Desertico (Bonsai)

Celine Bonacina Trio: Open heart (ACT)

Rudresh Mahanthappa: Gamak (ACT)

Claes Crona & Niels Henning Ørsted Pedersen: With a little help from my friend(s) (Spice of Life, Japan)

Matthew Shipp: Greatest Hits (Thirsty Ear)

John Hollenbeck: Songs I Like A Lot (Sunnyside)

Mostly Other People Do The Killing: Slippery Rock! (Hot Cup Records)

John Zorn: City Of Slaughter/Schmatta/Beyond The Infinite (Tzadik)

Februar
Scott Hamilton: Swedish Ballads and more (Stunt) - med Jan Lundgran, Jesper Lundgaard, Kristian Leth

Ralph Gualazzi: Happy mistake (Blue Note) - italiensk sanger/pianist bosiddende i London

Kenny Wheeler & Norma Winstone: Mirrors (Edition)

Patricia Barber: Smash (Concord)

Terri Lyne Carrington: Money jungle - provocative in blue (Concord)

NEXT Collective: Covert art (Concord)

Wayne Shorter: Without a net (Blue note)

Charles Lloyd & Jason Moran: Hagar's song (ECM)

Chris Potter: The Sirens (ECM)

Stefano Battaglia Trio: Songways (ECM)

Tomasz Stanko New York Quartet: Wislawa (ECM)

Pat Metheny: The Orchestrion Project (Nonesuch) - både som DVD og CD

Arve Henriksen: Solidification (Rune) 7 LP'er og 2 DVD'er. Arve's gamle Rune-udgivelser inkl. bonus og nyt album

Fire! Orchestra: Exit! (Rune)

In the Country: Sunset sunrise (ACT)

radio.string.quartet.vienna: Posting Joe (ACT) - musik af Joe Zawinul

Antonio Sanchez: New Life (CAMjazz)

Ron Carter & Golden Striker Trio: San Sebastian (In&Out) - live med Mulgrew Miller & Russell Malone

Marts

Aaron Diehl: The Bespoke Man's Narrative (Mack Avenue)

Kendrick Scott: Conviction (Concord)

Rebecca Martin: Twain (Sunnyside) - duoplade med Larry Grenadier

Stefano Scodanibbio:  Reinventions (ECM)
Giovanni Guidi Trio: City Of Broken Dreams (ECM)
June Tabor/ Iain Ballamy/ Huw Warren: Quercus (ECM)

April

John Medeski: A different time (Okeh/Sony)

Alexi Tuomarila: Seven hills (Edition) - med Mats Eilertsen og Olavi Louhivuori

Darcy James Argue: Brooklyn Babylon (??)

Maj

Bob James & David Sanborn: TBA (Okeh/Sony)

Uden dato

Bill Frisell: TBA (Okeh/Sony)

Dhafer Youssef: TBA (Okeh/Sony)

Dødens Garderobe feat. John Tchicai (Barefoot Records)

Bag det vidunderlige navn Dødens Garderobe finder vi en trio bestående af pianisten Jeppe Zeeberg, bassisten Nicolai Kaas Claesson og trommeslageren Rune Lohse. På deres debutplade er den nyligt afdøde saxofonist John Tchicai med som gæst på en række numre. Tchicai underviste trioen i 2010 mens de gik på Rytmisk Musikkonservatorium. De fortsatte samarbejdet med Tchicai og var på turné sammen i 2011. Der er fire numre på pladen fra den turné. De udmærker sig ved at være komponerede numre. Resten af pladen er freejazz i højt improhumør med trioen.

Der er nærmest Monk'ske lignelser på Insane in vain. Ret hurtigt finder Tchicai ind i sit cry mens trioen spiller rimeligt sammenhængende derudaf. Andre steder på pladen opstår kakofoniske og balstyriske vanvidsscener. Der er  højspændte og intense stemninger som på afslutningsnummeret Large. Pianisten Jeppe Zeeberg har et særligt tag på pianoet. Hans abstrakte og frit associerende spil intervenerer og kolliderer med Lohse og Claesson på trommerne og bassen. Dødens Garderobe er et nyt og spændende navn på den danske freejazzscene. De har et levende tag på freejazzen.

barefoot-records.com

Jan Garbarek/Egberto Gismonti/Charlie Haden: Magico Carta de amor (ECM)

Det er ret vildt, at tænke på hvor mange af den slags knaldperler som den her, der må findes pladeselskabet ECM's arkiver. Det er ikke lang tid siden, at der kom en liveindspilning fra 1979 med Keith Jarrett's europæiske kvartet, hvor Jan Garbarek var medlem. Nu er endnu en live-indspilning med Jan Garbarek i en af rollerne kommet frem af arkiverne. Han er sammen med pianisten og guitaristen Egberto Gismonti og bassisten Charlie Haden. De lavede nogle vigtige plader i 1980 (Magico) og 1981 (Folk songs), det var plader der sammensmeltede norske og brasilianske bidrag til verdensjazzen og freejazz. Her møder vi dem på scenen i 1981 i München. De har op til den koncert turneret med deres musik i to år og kender hinanden godt.

Det er tre stærke individualister. Måske lidt for stærke på denne plade. Enkelte steder smelter de sammen og får et kollektivt udtryk. Oftest glimrer den enkelte allermest når der levnes plads til lange soli og dem er der mange af. Det kan de i den grad. Det er der jeg synes at de nogle gange lyder som om, de står i hver deres verdensdel og spiller for sig selv. Lyden er fantastisk, Jan Erik Kongshaug har mixet de originale analoge optagelser.

player.ecmrecords.com/magico_carta-de-amor