Kan det virkelig lade sig gøre at udvikle traditionel jazz? Er det ikke rimeligt selvmodsigende? Udvikling. Traditionel. Nej, ikke nødvendigvis. De gode mænd i Six City Stompers er endnu en gang på færde. De vil tydeligvis mere end "bare" være et trad.jazz band. Og så på den anden side, tager de fuldstændigt old-school kegler, når de spiller Lil Armstrong's Struttin' with some barbecue. Her er ikke et øje tørt, når man vil have den gode gamle jazz, som de spillede den i N'awlins. Masser af messing, hvor Peter Marrott's trompet skinner så nypudset og lækkert. Han er for sej! Six City er også klassecroon fra Mads Mathias, der med på hans egen The melting pot byder ind med et nummer, der kunne have været med på Mads Mathias' eget album Free Falling fra sidste år. Six City er også sydamerikansk med Hermeto Pascoal-nummeret Santo Antonio i et arrangement af Six City's trommeslager Morten Ærø.
Åbningsnummeret Cream er skrevet af pianisten mm. Peter Rosendal og Mads Mathias. Her kigger rapperen Nappion forbi og smider nogle velsmurte flows. Hele herligheden afsluttes med Banjoette der er skrevet af guitaristen og banjospilleren Regin Fuhlendorf. Her brillerer Rosendal iøvrigt på melodica. Som udgangspunkt og i en ultrakort præsentation ville man kalde dem et traditionelt jazzband. Det er de stadigvæk, de spiller både Louis Armstrong (Cornet chop suey) og Peter Rosendals arrangement af Sweet Georgia Brown. Der er bare også så meget andet i det medrivende og smittende jazzorkester.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar