tirsdag, april 11, 2006
JazzNyt fylder 2 år
For 2 år siden startede jeg med at skrive på denne blog, og siden da har der været 22.000 besøg på min blog, hvilket vil sige lidt over 30 besøg om dagen. Det er da rart at vide at der er nogen som læser det jeg skriver.
Det allerførste jeg skrev d. 13. april 2004 var bla. at Dianne Reeves skulle spille på det Kgl. Teater under jazzfestivalen. Næsten den samme nyhed har jeg lige bragt, hvor jeg skrev at Dianne Reeves skal spille i Operaen under jazzfestivalen.
Det var bla. derfor jeg begyndte at lave denne blog, da jeg rundt omkring på nettet hittede alle mulige små nyheder som egentlig burde kunne læses et sted. Copenhagen Jazz Festival sætter en ære i at offentliggøre det samlede program på en gang, hvilket de altid gør i midten af maj. Men i de senere år har det været muligt at finde flere navne andre steder, som regel på kunstnernes egne, koncertpromoternes eller pladeselskabernes sites. Sidste år skrev jeg om at Chick Corea skulle spille i Glassalen i Tivoli, da jeg havde læst det på Corea's managers site. Det medførte at en medarbejder fra Copenhagen Jazz Festival ligefrem ringede til mig og spurgte mig om hvor jeg havde det fra, og iøvrigt var det ikke sandt at Corea skulle spille i Glassalen, men et andet sted -som han dog ikke ville ud med...senere offentliggjorde de så selv at det var i Operaen. Det er selvfølgellig træls for Jazzfestivalen at jeg skriver om det før de selv offentliggør det -set fra deres synspunkt. Men for jazzfreaken er det fede nyheder, at man før alle andre kan læse at f.eks. Bill Frisell skal spille i København.
Sidste år skrev jeg også lidt om min blogs 1 års fødselsdag, og om de søgeord, som folk havde brugt for at ramme Jazznyt. Kort tid efter skete der det meget sørgelige at Niels Henning Ørsted Pedersen døde. Det fandt jeg ud af, da jeg sad og tjekkede listen over søgeord, som havde brugt for at komme ind på Jazznyt. Rigtigt mange havde skrevet "nhøp død". Det syntes jeg var underligt, var manden død? tænkte jeg. Et hurtigt tjek på dr.dk underbyggede mine bange anelser. Men jeg havde jo ikke skrevet om NHØP's dødsfald endnu, hvordan kunne det så være at de ramte Jazznyt? Jo, for længe siden havde jeg skrevet noget om NHØP og længere ned i stykket stod der noget om en helt anden jazzmusikers død. Så derfor blev Jazznyt nr. 1 på Googles liste, når man skrev "nhøp død".
Jeg skrev pladeanmeldelser til bloggen en overgang, men er siden holdt op med det, da det er enormt tidskrævende at lave en ordentlig anmeldelse. Det er jo musikernes hjerteblod, og når de har lagt en masse følelser og hårdt arbejde i pladen, er det mindste man kan kræve af en god anmeldelse, at musikken er blevet mærket, smagt på, følt og ikke mindst lyttet på. Det tager tid! Det er lidt ærgelidt at der ikke er andre som beskæftiger sig med jazzanmeldelser på nettet, da mange danske jazzplader slet ikke bliver anmeldt. Jazzspecial kommer som regel rundt om de fleste, og er også begyndt at lægge enkelte ud på deres site. Gaffa har Ivan Rod til anmelde jazzpladerne, og det kan godt anbefales at læse hans anmeldelser. Desværre er der så mange anmeldelser på Gaffa's site, at jazzanmeldelserne drukner lidt i det store udvalg, og man kan ikke søge på genre eller anmelder. Politiken har Boris Rabinowitsch, og engang imellem kan man finde en anmeldelse fra hans hånd på Politikens site, ellers må man jo købe Politiken om onsdagen.
Jazzspecial relancerede sidste sommer deres site, som indtil da kun havde indeholdt lidt info om hvordan man kunne abonnere på bladet. Fra september begyndte jeg at skrive for dem. De ønskede såmænd bare det jeg allerede skrev til min egen blog. Fint for mig. Men jeg skulle også lige finde stilen, for nu var det jo en nyhed som stod på Jazzspecials site og ikke kun på Jazznyt. Derfor kunne jeg ikke længere skrive "Jeg", da det jo var Jazzspecial som var afsenderen.
Men det er sjovt at skrive for Jazzspecial. Der er bare noget som undrer mig meget. Med alle de spændende ting der sker på danske jazzscene med koncerter og udgivelser, får jeg forbavsende få mails om det. Der kan ligefrem gå flere uger imellem mailene. Dog er der nogle få musikere som er utroligt gode til at sende nyhedsmails.
Hermed en opfordring til de jazzmusikere, som har fået tygget sig igennem denne artikel. Skriv endelig til mig, når I har en pladeudgivelse eller turné på vej.
Jeg finder de mange nyheder via danske jazzmusikeres sites. Hvis de altså har et sådant. Det kan godt undre mig at folk som Kasper Tranberg, Jeppe Gram, Nicolai Munch Hansen, Jeppe Skovbakke o.m.a. ikke har et site.
Andre musikere som f.eks Jakob Bro, der først fik et regulært site for et års tid siden, har et informativt site, med få men nyttige oplysninger. Altså ikke noget som bevirker at Jakob Bro ikke får spillet på guitar eller lavet aftensmad, fordi han skal holde www.jakobbro.com opdateret.
Tak fordi du kiggede forbi
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar