torsdag, juni 14, 2007

Joey DeFrancesco: Live The Authorized Bootleg (Concord)

Amerikansk bebop orgel
Joey DeFrancesco skulle have spillet på Jazzhouse under sidste års jazzfestival, men svigtede så i sidste øjeblik. Nu er han endnu en gang sat på programmet, denne gang i Tivolis Glassalen, hvor han spiller onsdag d. 11. juli kl. 20.00.
Joey DeFrancesco havde heldet med sig, da han ganske ung var startet på Hammond orgel. Miles Davis opdagede ham, og orgeljazzen var på vej tilbage efter mange år ude i mørket. Jimmy Smith og Jack McDuff fik comeback og Joey DeFrancesco smuttede med i slipstrømmen og spillede i det samme souljazz inspirerede spor. Det var i firserne og halvfemserne.
DeFrancescos nyeste udspil Live: The Authorized Bootleg, der er optaget på den legendariske jazzklub Yoshi's i Oakland, Californien, er det lidt andre toner der breder sig. Han har inviteret saxofonisten George Coleman med på scenen og sammen skaber de et mere bebop inspireret spil. Materialet er fundet i den store amerikanske sangbog. Lige fra en lidt for hektisk Cherokee til en mere velafstemt On Green Dolphin Street. Der er selvfølgelig spredt en bunke fuldfede Hammondsoli udover det hele. På pladen medvirker endvidere Byron Landham på trommer og Jake Langley på guitar. De er også med på scenen i Glassalen.
Joey DeFrancesco: www.joeydefrancesco.com

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Takk for en interessant blogg