Han spiller saxofon og står i spidsen for en septet. Århusianske Benjamin Trærup debuterer med en plade der både er homogen og indbydende. Pladen skiller sig ud fra mængden i kraft af Anna Brønsteds vokal, der er en del af bandet og ikke en jazzsanger med en sekstet. Benjamin Trærup har fået placeret hende flot. Mens man så forelsker sig i hendes stemme, læner man sig tilbage og nyder Trærups lækre tenorsax der suppleres af veteranen Christian Vuust, der også spiller lidt klarinet og basklarinet. Martin Seier er med på piano og Rhodes (der benyttes flittigt), Søren Bigum på guitar (der får lov til flippe ud på nummeret Brumbassen), Thomas Sejthen på bas (der har en god organisk bund) og Morten Ærø på trommer (der specielt på nummeret Opturen viser sine fine evner). Pladen er en gennembearbejdet og sammenhængende sag, med en fed tilbagelænet og intim stil, der er med til at overbevise os om, at der er grøde i det århusianske jazzmiljø...nu mangler de bare den permanente scene! Bonusinfo: Anna Brønsted er en del af Efterklang i liveudgaven, Hun synger ligeledes i Blood, Sweat, Drum 'n' Bass Big Band og har gruppen Our Broken Garden sammen med Lise Westzynthius. My Space: www.myspace.com/benjamintrrup
En juleplade skal skæres over en bestemt skabelon. Der er simplethen nogle sange der bare skal være med. Befinder man sig i jazzgenren er der ingen vej udenom The Christmas song (chestnuts roasting on an open fire...), Winter Wonderland og Santa Claus is coming to town. Befinder man sig i garanti-for-en-julebagskid-genren er der ingen vej udenom Jingle Bell Rock. Malene Mortensen følger egentlig pænt skabelonen et stykke hen ad vejen, hun har sågar inkluderet Wham's Last christmas og forsøger sig også med en anden nyere julepopklassiker, Chris Rea's Driving home for christmas. Men hun bryder skabelonen fuldstændigt ved at tage en helt nyskrevet dansk sang med på pladen, nemlig Christine Skous Hjerternes tid. Desuden er der blevet plads til to andre sange på dansk, Maria gennem torne går og Sikken voldsom trængsel. Det er Henrik Gunde (piano), Kaspar Vadsholt (bas) og Jeppe Gram (trommer) der er de gennemgående musikere på pladen der er produceret af Søren Siegumfeldt. Bonusinfo: Malene spiller med trioen på Jazzcup i Gothersgade i København d. 20. 21. og 22. dec. Malene Mortensen: www.malenemortensen.dk
For nylig var det Chris Potter Undergrounds nyeste udspil du kunne læse om her på bloggen. Samtidig med den udgivelse kom der også en anden plade med Chris Potter. Pladen hedder Song for anyone og denne gang hedder gruppen Chris Potter 10. 10 fordi der er 10 medlemmer af gruppen, der alle spiller på forskellige instrumenter, Potter spiller tenor og sopransax, ellers der violin, bratsch, fagot, fløjte, klarinet, cello, guitar, bas og trommer. Det er en ny side af Chris Potter som man møder på pladen. Det er nok for klichéfyldt, at kalde det den modne Potter, blot fordi der er strygere og træblæsere, fokus på komposition og en mere rolig musikalsk puls. Man kunne kalde det Third Stream version 2.0. Selvom der er mange musikere i bandet er der dog ingen tvivl om at det er Potter der bestemmer, hans egen personlige sound gennemsyrer hele projektet, der er dedikeret til Michael Brecker. Det er Potters gamle ven og arbejdsgiver Dave Holland der produceret pladen og lavet den ret unikke kammeragtige lyd. Chris Potter: http://www.chrispottermusic.com/
Nordmanden og tangentspilleren Bugge Wesseltoft har fejret adskillige triumfer og opnået kultstatus mange steder i Europa med projektet New Conception of Jazz, som han siden 1997 har lavet 5 plader med. Denne gang er han gået solovejen. Med Rhodes, Steinway, Prophet 5 og lidt diskret percussion har han lavet en stemningsfyldt plade. Nummeret WY, der er Bugges enkle og effektfulde kommentar til krig og den personlige tragedie der følger med, gør indtryk så det gør helt ondt. Han har lavet en plade der kræver at blive lyttet til, en plade der insisterer og stikker frem ind imellem. Det er ikke bløde norske fløjlsfjorde. På nummeret YOYK er det samesangeren og musikeren Mari Boine der indleder med joik, ellers er scenen fuldstændigt Bugges og han fylder den ud. Pladen er til tider dyster og balancerer på kanten til at kunne blive en klam føle-føle sag, men bliver det ikke! Bugges pladeselskab er måske ved at gå ind i en ny æra, fra den dansable elektroniske jazz til spændende soloplader. Tidligere i år var det saxofonisten Håkon Kornstad, der udsendte en anderledes og nyskabende solosaxplade. Bonusinfo: Bugge Wesseltoft har tidligere lavet en soloplade. I 1997 lavede han It's snowing on my piano, med julemusik. Bugge Wesseltoft: www.buggesroom.com
Saxofonisten Simon Spang-Hanssen ligger ikke på den lade side. Han har i de seneste år optrådt med grupperne Måneklar, Central Earth, Ear Witness, Rainbow Spirit m.fl. De har alle det tilfælles at de er ledet af Spang-Hanssen, der ligeledes komponerer næsten al musikken. På den nye plade er det blæserne der er i centrum. Tre horn, bas og trommer -ligesom hos New York Contemporary Five og Dave Holland Quintet, som Spang-Hanssen selv skriver i de gode covernoter. Simon Spang-Hanssen har underligt nok lavet en ganske homogen plade med den nye udgivelse. Hans inspirationskilder er ligefra Charles Mingus og Sun Ra til Johnny Hodges og Ellington. På samme måde har han fundet inspiration i mange forskellige lande; Burundi, Brasilien, østen etc. Musikerne på pladen er alle primecut meat, svenske Peter Dahlgren på basun, amerikanske Bob Rockwell på tenorsax, klarinet og fløjte og danskerne Jeppe Skovbakke på bas og Karsten Bagge på trommer. Desuden medvirker cubanske Yasser Morejon Pino på bas på to numre. Samspillet mellem de tre blæsere er omdrejningspunktet. Spang-Hanssen og Rockwell spiller fløjte sammen på John Coltrane hyldesten Tranetalk i et duet der giver orange/brune 70'er fornemmelser på den fede måde. Stilen er ekspressiv og ladet med spændstige saxsoli og godt sammenspil. Det pudsige er, at der slet ikke er klaver på pladen, men tankerne strejfer ofte Thelonoius Monk under afspilning af CD'en. My Space: www.myspace.com/simonspanghanssen1
Hvert år ved denne tid sker der nogle bestemte ting: Det bliver mørkt og koldt, stormagasinerne svinger sig op til julestreger og på hjemmesiden hos USA Songwriting Competition kan man læse, hvem der er blevet dette års finalister. Og dér – midt i det internationale virvar - har der de sidste mange år været et dansk navn midt i alt det eksotiske: Helle Hansen. Og blandt de i alt 33.500 bidrag, er hun med sine 5 placeringer, dén sangskriver i verden, der har flest kompositioner i finalen. Efter første deltagelse i 2001, hvor hun kom i finalen med sangen "Casual", har Helle Hansen præsteret at vinde "Honorable Mention Award" 5 år i træk (2002 - 2006), i kategorierne "Jazz", "Latin" og "Lyrics". I år er det lykkedes hende at placere ikke mindre end 4 sange i kategorien "Jazz". Med kun 10 finalepladser i hver kategori, er det jo en pæn procentdel. Som noget nyt har hun også placeret sig i kategorien "Comedy". Så altså 5 finalepladser i alt. Alle 5 sange findes på pladen On the verge of falling, som Helle Hansen udsendte tidligere i år. Vinderne offentliggøres d. 29/11 på www.songwriting.net. Helle Hansen: www.hellehansen.dk My Space: www.myspace.com/hellehansen
1000 albums du skal høre før du dør På Informations jazzblog Afterbeat har Christian Munch Hansen lavet en liste på de tyve bedste danske jazzplader fra 1970-2007. Tag endelig et kig på listen, som er yderst inspirerende. Den engelske avis The Guardian har lavet en liste over 1000 plader man skal høre før man dør, uden at skele til genre. Kigger man isoleret på jazzpladerne, som der er lidt over 100 udvalgte af, finder man bla. fire skandinaviske plader, Nils Petter Molværs Khmer og Jan Garbareks 12 moons fra Norge, Esbjörn Svensson Trio fra Sverige, hvor The Guardian har valgt deres Monk plade!? Fra Finland har de valgt Edward Vesala's Ode the death of jazz. Der er ingen danske blandt de udvalgte. Der er selvfølgelig alle de sædvanlige plader; Kind of blue, A Love supreme og The Köln Concert. Men da man kun har valgt en plade fra hver kunstner, finder man altså ikke Bitches brew eller Giant steps. Blandt de nyere jazzkunstnere finder man de engelske Acoustic Ladyland, Polar Bear, Soweto Kinch og Andy Sheppard. Fra USA er det nyere navne som The Bad Plus, SF Jazz Collective, Maria Schneider og Greg Osby der er sluppet gennem nåleøjet. Gennemgående er det en inspirerende liste, og så kan man jo bare more/glæde sig over at The Guardian synes at man både skal høre Albert Ayler Trios Spiritual unity og Britney Spears' Baby one more time før man dør. Afterbeat: luftskibet.information.dk/afterbeat The Guardian: music.guardian.co.uk/1000albums
Sound of Choice på fransk net-tv Guitaristen Hasse Poulsens trio Sound of Choice med Fredrik Lundin (sax, fløjte, vokal og elektronik) og Lars Juul (trommer og elektronik) kan i løbet af nogle få dage opleves på den franske net-tv station OC-TV. OC-TV har et spændende arkiv med de gamle udsendelser, som man kan gå i gang med indtil da. En Roy Haynes, så højrøvet at man vrider sig, Herb Robertson, Maceo Parker, Roy Hargrove og Ellery Eskelin hører til blandt de kendte. Ellers er der en masse fransk og mindre kendt. Fælles for programmerne er den høje kvalitet. www.oc-tv.net
Han fik sit gennembrud hos danske jazzfans i slutningen af halvfemserne, da Bo Stief tog ham med i gruppen One Song III, der også rummer italieneren Paolo Russo. Lelo Nika er roma og spiller akkordion. Han kommer ud af en musikalsk familie og har fået en hård musikalsk opdragelse, der gør at han idag behersker instrumentet, som ingen andre. Pladen er rejse gennem Lelo's musikalske liv. Der er hentet en del inspiration fra Balkan, klassisk musik, jazz og mange andre steder fra. Meget betegnende er musikerne på pladen fra mange steder i verden. Makiko Hirabayashi på keyboards (Japan), Moussa Diallo på bas (Mali), Niklas Sivelöv på piano (Sverige), John Sund på guitar (Danmark), Ayi Solomon på percussion (Ghana) og flere andre, bla. Lelo's datter Manuela på violin. Lelo Nika har spillet med Joe Zawinul på flere turnéer og har også dedikeret pladen til den østrigske jazzlegende. Lelo Nika har arvet Zawinuls fuldstændigt fordomsfri måde at lave musik på. Han forvalter arven på fornem vis, når man som Lelo formår at få virtuositet og følelse til at gå op i højere enhed. MP3 Downloadtip: Lelo's song Lelo Nika: www.lelonika.com/opener.html
På det japanske site Vintage Vanguard er der så mange pladecovers at du næppe bliver færdig med at kigge i denne uge. Der er en masse Blue Note covers og en masse andre, der er indscannet fra de originale LP covers, mange af dem også med bagsiden, så man kan læse covernoterne. Billederne er endda i en okay opløsning, så man rent faktisk kan se hvem der er på billederne. Det er fra en japansk samlers private samling, der også er audiofil på den "perverse" måde, med hornsystemer så store, at at der næppe kan være plads til en japansk kone. God fornøjelse! http://www.gokudo.co.jp/Record/BlueNote1/index.htm
Guitartæppe Mads Thorsen er ikke kendt for mange. Han er guitarist og spiller jazzmusik, men har indtil nu ikke gjort det store væsen af sig. Men det laver han om på nu. Han har lavet sin første plade, hvor han har indbudt guitarkollegaen Niclas Knudsen (kendt fra Ibrahim Electric), bassisten Guffi Pallesen og trommeslageren Martin Andersen (kendt fra New Jungle Orchestra). Med to guitarister i front er det en ikke helt almindelig jazzplade. Mads Thorsens guitarspil kan måske bedst beskrives som undersøgende og undrende. Knudsen og Thorsen er ikke duellanter, de spiller sammen og med hinanden, vender temaerne på hovedet, væver og fletter. Det kræver sin mand (guitarist) at spille sammen på den måde. Guffi Pallesen og Martin Andersen skal roses for, at de holder sammen på det til tider noget løstvævede og bløde guitartæppe, som Mads Thorsen og Niclas Knudsen får lavet. MP3 Downloadtip: Sønderho My Space: www.myspace.com/madsthorsen
Potter til drengerøvene I 2006 lavede saxofonisten Chris Potter den første plade med Underground bandet, der består af Nate Smith (trommer) og Craig Taborn (Fender Rhodes). Adam Rogers afløser Wayne Krantz på guitaren på denne liveindspilning fra det legendariske new yorker jazzvandhul The Village Vanguard. Der er ingen bassist med i Potters elektriske setup, men det betyder ikke det store, når først bandet går igang. Musikerne skiftes til at tage sig af bunden, hvor Taborn ofte lægger en bund med sit Rhodes piano. Chris Potter spiller udelukkende tenorsaxofon og der kul på 5 af de 6 numre på pladen. Kun den korte Zea (på 6.55 min, de andre er på over 12 min.) er en stille ballade. Pladen er en moderne semiakustisk fusionsplade med massive elementer af rock og funk, og man fristes til at trække paralleller til danske Jazzkamikaze. Chris Potter er på sin egen måde blevet en fanebærer for moderne saxspil, og skylder ganske givet en del ære til afdøde Michael Brecker. Men Potter er sin egen og bevæger sig elegant mellem forrygende tryk-den-af-sax-soli og detaljerigt melodisk spil. Dette er en af årets udenlandske jazzplader. Bonusinfo: Chris Potter Underground spiller på Copenhagen Jazzhouse d. 21. nov. og på Nefertiti i Göteborg dagen efter. Der er stadig billetter til koncerterne. Chris Potter: www.chrispottermusic.com
Der er 8 numre på pladen, hvoraf 5 går igen fra sidste års mesterlige Absinthe. Hvorfor skal vi høre dem igen? Det er der to grunde til. Den ene er at denne plade er en liveindspilning og Ibrahim Electric er mestre udi disciplinen "koncert". Den anden er at basunisten Ray Anderson er med som gæstesolist, det var han også på pladen fra 2004, Ibrahim Electric meets Ray Anderson. Hvad er der sket i mellemtiden? Ibrahim Electric har manifesteret og etableret sig som et af de mest populære live bands herhjemme på de små klubber, med deres ikke særligt stilsikre udgave af en orgeljazztrio. De spiller afro, boogaloo, blues, jazz og rock på deres egen mixed up måde. Ibrahim Electric er også blevet mere sammentømret, de kender hinanden rigtigt godt, og ved at byde en mand som Ray Anderson indenfor i varmen bliver de tilpas udfordret og kaster sig ud på dybt vand. Det er ikke alt de spiller der talt længe om inden koncerten, og det er netop charmen ved pladen og grunden til at den skal stå hjemme på CD-hylden (for dem af jer som stadig tror på dette herlige musikformat fra firserne, i andre lægger den i computerens musikbibliotek) ved siden af Absinthe. Bonusinfo 1: Ibrahim Electric spillede ved SF's sejrsfest i Pumpehuset på valgaftenen. Bonusinfo 2: Ibrahim Electric spiller d. 21. nov. i Strasbourg på Jazz D'or festivallen, dagen efter er Stefan Pasborg atter i aktion dernede med kvartetten Delirium. My Space: www.myspace.com/ibrahimelectric
Klüvers Big Band har eksisteret i 30 år og har udgivet en lang række plader, der har glædet mange i Århus og omegn. Nu kommer der nok mere fokus på Klüvers end de er vant til. De vil blive anmeldt i aviser der knap nok kan stave til jazz, omtalt i medier der er mere til Britney (Spears) end Birgitte (Laugesen). Det seneste udspil med bigbandet er en liveindspilning med Cæcilie Norby, det skal retfærdigvis siges at pladen udgives i Norbys navn, men det betyder jo ikke at man ikke kan høre big bandet. De er nok i deres livs form og stærkeste opstilling nogensinde, med så markante medlemmer som Niels Lyhne Løkkegaard og Claus Waidtløw på sax og Jesper Riis på trompet. Rytmegruppen består af Mads Bærentzen (piano), Søren Bo Addemos (guitar), Espen Laub von Lilienskjold (trommer) og Morten Ramsbøl (bas), sidstnævnte suppleres med Norbys mand, den ikke helt uerfarne bassist Lars Danielsson, der også spiller cello. Big bandet har ved flere lejligheder samarbejdet med den amerikanske sanger og mange gange grammy prisvinder Kurt Elling og han er også med på et enkelt nummer, Comes love, hvor han synger duet med Norby. Materialet på pladen er en skønsom blanding af Norbys jazzklassikere, hvor hendes udgave af David Bowies Life on Mars?, står som en af de stærkeste. Men standards som Just one of those things klarer hun også uden problemer. Pladen er klassisk big band plade, med en sangerinde der meget overskudsagtigt og tilbagelænet står i spidsen for Århus' musikalske stolthed. Bonusinfo: Der planlægges for tiden en turné med Cæcilie og Klüvers i 2008. Cæcilie Norby: www.caecilienorby.com Klüvers Big Band: www.kluverbigband.dk
I den forgangne uge viste DR2 intet mindre end tre programmer om og med jazzmusik. Tirsdag og onsdag var der to halvtimes programmer fra sommerens Copenhagen Jazz Festival. Begge programmer havde det til fælles at de ikke var produceret af DR. Torsdag viste de dokumentarfilmen om Marilyn Mazur, som Chr. Braad Thomsen havde lavet sidste år. Det er dejligt at Danmarks Radio viser nogle programmer om en musikstilkart, som de har været verdensførende indenfor. Men behøver programmerne at blive vist om eftermiddagen, før man har fået fri fra arbejde??? Man signalerer ihvertfald at man synes at jazzen er ret ligegyldig. Danmarks Radio er ikke længere verdensførende indenfor optagelse og dokumentation af jazzscenen, og bliver det nok heller aldrig igen. Skal vi græde snot over det? Ja og nej. Ja, fordi DR har et fantastisk arkiv over dansk jazz fra de sidste over 40 år, og tilsyneladende ikke får det over de næste 40 års dansk jazz. Nej, fordi jazz- og musikscenen har ændret sig så meget de sidste 5 år, hvor DR overhovedet ikke har formået at følge med. Dvs. det gjorde de faktisk engang. For 3-4 år siden havde de feks. et ganske udemærket DR Jazz site, hvor der var artikler, interviews, musikeksempler og anmeldelser. Det blev sidenhen droslet ned, til kun at omfatte pladeanbefalinger. I denne uge blev DR Jazz sitet endegyldigt lukket ned. Nu henvises man til P2's programside for jazz, hvor der reklameres for programmer med for længst afdøde musikere og et fem måneder gammelt DMA Jazz Awards 2007 program. I guder, hvor er det sølle! -og så har jeg ikke en gang nævnt at DR Jazz live er lukket :-( Billedet er hentet fra en japansk Herbie Hancock plade, han kan ihvertfald tillades at blive tituleret DR. JAZZ......
PS: Efter jeg havde skrevet ovenstående, kom jeg i tanke om archive.org hvor man kan finde for længst hedengangne sider fra internettet, og altså også www.dr.dk/jazz. Det er en nedslående oplevelse at besøge, jeg havde helt glemt, hvor gode nogle sider de lavede en gang. Prøv selv at kigge her: http://web.archive.org/web/*/http://www.dr.dk/jazz
Johannes Møllehave har udvalgt 12 yndligsdigte, som Maiken Ingvordsen har sat musik til på denne kombinerede CD/DVD som Politikens Forlag lige har udgivet. Benny Andersen, Halfdan Rasmussen, Thøger Larsen, Jens August Schade, Sophus Claussen, Tom Kristensen, Harald Bergstedt, Frank Jæger og Morten Nielsen er de udvalgte digtere. Kombinationen af Møllehave og Ingvordsen virker næsten naturlig. Møllehave har står for formidling og udbredelse af dansk litteratur, han har altid formået at fange et stort publikum, feks. med de seneste års samtalebøger. Maiken Ingvordsen er jazzmusiker med et stort pophjerte, hvilket hun har bevist tidligere med pladerne This is now og Don't be cool. Begge bevæger de sig indenfor områder, der ikke har det største publikum; digte og jazz. Men ved netop at gribe fat i så enkle virkemidler som lækker popjazz tilsat en meget stærk formidler, er der lagt op til en succes der kan trække folk ind. Møllehave har valgt meget forskellige digte, her er Thøger Larsens Septembernat, der er tilsat urbanjazz med doven trompet, eller Sophus Claussens erotiske digt I en frugthave, tilsat electrojazz og Frank Jægers Græs tilsat nordisk jazz. Musikken er efterfølgende lagt ind under Møllehaves fortællen, og er med til at fremkalde eller forstærke de følelser digtene handler om. CD'en ledsages af en DVD, hvor man kan følge tilblivelsen af pladen. Desuden kommenterer Møllehave hvert enkelt digt uden, at han leger fortolkerholger, men er istedet med til at fremme nysgerrigheden. Bonusinfo: Digte og musik, i særdeleshed jazz er ikke noget nyt. Inden for det sidste år er der udkommet CD'er med Klaus Rifbjerg der får musikalsk opbakning af Carsten Dahl. Peter Laugesen, der bakkes op af gruppen Consul Pepsi inkl. John Tchicai, og Claus Høxbroe og 1. th. Desuden har Jørgen Leth været på tur med Abdullah S. Møllehave og Ingvordsen: www.yndlingsdigte.dk
Det er i år 25 år siden at pladedebuterede på Nils Winther's pladeselskab Steeplechase, de afbrød samarbejdet i 1987, men nu er det genoptaget med den nye CD Jazz is like a banana. Det er en på alle måder klassisk Jungleorkesterplade, her er selvfølgelig en god dosis junglejazz, Ellington, Monk, Mingus og Coleman. Carl Nielsen er heller ikke glemt. Nummeret med den dobbelttydige titel A minor disturbance to Mr. Nielsen er en smuk lille symfoni. Men hvad mener Dørge, er det en mol forstyrrelse eller en mindre forstyrrelse? Dog ville Carl Nielsen nok have fundet den forstyrrende under alle omstændigheder. Dørge har skrevet mellem 700-800 kompositioner til Jungleorkestret gennem årene, men der er alligevel blevet plads til en gammel kending. Tilo Akandita Brikama der var med på 1994-pladen Absurd Bird og på 1984-pladen Brikama, hvor den dog hed To Alhaji Bai Konte. Der er også inspiration fra afrikansk musik (feks. nummeret Taranaki) og asiatisk (feks. nummeret Tibetan dream) musik indarbejdet i musikken. Pladen placerer sig stærkt i det efterhånden 19 plader store felt, som Pierre Dørge & New Jungle Orchestra har opbygget gennem årene. Der bydes både på det lyrisk smukke og bevægende. Det skøre og humoristiske. Det eksperimenterende og løsslupne. Bonusinfo: Titlen er inspireret af en sætning der stod på væggen i den københavnske jazzklub Vingården i 60'erne: "Jazz is like a banana - You eat it on the spot" Pierre Dørge & New Jungle Orchestra: www.newjungleorchestra.com
Pianisten Maggi Olin er nok primært kendt herhjemme for sit samarbejde med Hans Ulrik og den amerikanske trompetist Ingrid Jensen. Hun udsendte for nylig pladen Eliavator med gruppen Eliavation, hvor Sofia Feuer synger og hvor stilen er ovre i den popjazzede afdeling. På denne udgivelse samarbejder hun med saxofonisten Cennet Jönsson. Her har de lavet en musikalsk stafet (på engelsk relay), hvor den ene har brugt strukturer, melodi eller grooves fra den andens arbejde og så fremdeles. Udover de to komponister på deres respektive instrumenter er der syv musikere med på pladen; Fredrik Ljungkvist (sax/klarinet), Staffan Svensson (trompet), Magnus Broo (trompet), Thomas Kjelldén (french horn), Mats Rondin (cello), Mattias Welin (bas) og Peter Nilsson (trommer). Musikken er fyldig og bevæger sig mellem det eksperimenterende og fragmenterede til stramt styret melodik. Pladen er nutidig jazz med stort N og J og alligevel sniger der sig små elementer af klassisk musik og pop ind i musikken. Pladen udgives på Cennet Jönssons pladeselskab Kopasetic, hvor han i de seneste år har skabt et råderum for ny svensk jazz. Kopasetic: www.kopasetic.se
Nordmanden og saxofonisten Håkon Kornstad udsendte tidligere i år den meget roste The bad and the beautiful sammen med den norske pianist Håvard Wiik. De to kan for første gang opleves i Danmark d. 8. nov. på Kalabassen i Århus. Kalabassen er en uafhængig musikforening der holder til i det nye musikkonservatorium, lige bag Århus Musikhus. Koncerten arrangeres sammen med Sunship. I den kommende tid er der koncerter med Anderskov Accident (14. nov.) og Triåveræinne (6. dec.). My Space: www.myspace.com/kalabassen Den norske jazzkanon Det norske Musikinformasjonssenters netmagasin afslørede i foregående uge deres Jazzkanon med 20 plader. Selvfølgelig er der de obligatoriske forbehold, men for den som gerne vil lære norsk jazz bedre at kende er det et sandt overflødighedshorn. Jan Garbarek sætter sig solidt på førstepladsen med 1970-indspilningen Afric pepperbird, hvor han sammen med Arild Andersen, Terje Rypdal og Jon Christensen lavede en plade der ikke bare af nordmænd sættes højt. Feks. havde det engelske jazzmagasin Jazzwise placeret den som nr. 33 på deres top 100 over de vigtigste jazzplader nogensinde, og den var vel at mærke den højst placerede europæiske plade. Nr. 2 er endnu en udgivelse fra det tyske pladeselskab ECM. Det er Nils Petter Molværs efterhånden 10 år gamle Khmer, der var med til at starte den norske bølge, hvor man ikke er bleg for at bruge elektronikken. På tredjepladsen finde man sangerinden Radka Toneff med pladen Fairy Tales, som hun lavede sammen med pianisten Steve Dobrogosz. Toneff opnåede stor succes med pladen der blev udgivet i 1982, men senere samme år tog hun livet af sig selv, kun 30 år gammel. Redaktøren af det norske (trykte) jazzmagasin Jazznytt Jan Granlie betegner den som: "Den mest intime, vakre og intense jazzinnspillingen i verden.” Besøg Ballades site og bliv inspireret, der er kun den risiko, at der følger nogle udgifter med, til erhvervelse af guldklumperne. Ballade: ballade.no/nmi.nsf/doc/art2007102913450454498054
Den græske filosof Heraklit sagde at: "Alting flyder (panta rhei)". Han mente ikke at han kunne bade i den samme flod to gange, da både han og floden i mellemtiden skulle have forandret sig. Omgivelserne og personen er evig forandring. Det er også en ny situation for Jacob Anderskov, efter 10 albums hvor han har samarbejdet med andre, kommer han med sit første soloklaveralbum. Man kommer til at tænke på to andre danske jazzpianister; Carsten Dahl og Jan Kaspersen, der begge har flere soloplader i deres bagkatalog. Anderskov er som de to andre også inspireret af klassisk musik, så meget at han ligefrem har dedikeret et nummer til den ungarske komponist György Ligeti, der døde sidste sommer. Jacob Anderskov er ikke kendt for at lave den lettest tilgængelige musik (han nåede ganske givet nye højder i utilgængelighed med den elektroakustiske plade An/Auf), men på den nye plade er der både plads til melodi, og meget lig Keith Jarrett, der nok for de fleste er jazzsolopiano kongen, er det hele improviseret. De to numre Extractio: Skumring og Reactio: Eisenach - Djoliba er gode eksempler herpå, de flyder og ændrer sig konstant. Anderskov har arbejdet intenst med materialet, der blev indspillet efter en soloturné sidste efterår, og har lavet en spændende og meget lytteværdig plade. Bonusinfo: Jacob Anderskov har indgået et nyt triosamarbejde med trommeslageren Kresten Osgood og bassisten Thomas Morgan, sidstnævnte spiller bla. i Steve Coleman's Five Elements. Trioen er på tur i Skandinavien fra d. 14. jan. 2008. Jacob Anderskov: www.jacobanderskov.dk
Tirsdag d. 6 november starter Ginman/Jimmy Jørgensen deres Danmarksturné på Voxhall i Århus, hvor de præsenterer det nye album Deep, live. De spiller en lang række koncerter på spillesteder landet over i den følgende tid. JazzNyt har lavet et mini interview via e-mail, med 10 skarpe spørgsmål til bandlederen Lennart Ginman inden turstarten.
JazzNyt: Hånden på hjertet, hvilket instrument har du spillet mest på indenfor det sidste år, når du ikke har været på scenen, laptoppen eller bassen? Ginman: Jeg øver altid en time om dagen på kontrabassen. Det er vigtigt for mig at være i tæt kontakt med instrumentet. Jeg sætter uret og stopper efter præcis 60 min. Ved at lade uret bestemme 100%, er jeg som regel lige midt i et eller andet godt flow som blir’ afbrudt og dermed gir’ mig ”sult” efter at fortsætte dagen efter. Men jeg har også brugt LANG tid med laptoppen. Dels til at komponere på, men også det rent tekniske med at sætte mig ind i det tyske program Ableton Live og integrere det (vha. et avanceret midi-system som trigges med fødderne under koncerten) i en liveperformance side om side med musikerne i mit band. JazzNyt: Flere af numrene starter med noget filmagtigt snak indover, er det fra rigtige film? -eller tør du overhovedet svare på det, i forhold til ophavsrettighederne? Ginman: Det er lydstumper fra foredrag, film, radio, vinyl men også fra mine mange rejser rundt om i verden hvor jeg altid har min lille båndoptager med. Dogs starter feks. med et tog nede fra industrihavnen i Yokohama........ JazzNyt: Du var i Vietnam med forløberen til dit aktuelle projekt og der er en vietnamesisk musiker med på to numre, hvorfor? Ginman: Jeg elsker Vietnam og har spillet derude flere gange. Denne unge musiker gjorde et dybt indtryk på mig. Specielt i udklingningen af figurer, er han fantasisk rørende. Samtidig er han blevet en af mine venner, og jeg har forstået mange ting i historien bedre efter mit møde med ham. Og så er Vietnam for mig et meget specielt og smertefuldt spejlbillede på store og tragiske menneskeskabte begivenheder i såvel hele Asien (specielt Kina) som i den vestlige verdens historie. JazzNyt: Andre jazzmusikere som Peter Rosendal og Chris Minh Doky har også arbejdet med electronicamusik indenfor det sidste års tid. Har du hørt det? -og hvad synes du om det? Ginman: Jeg har desværre ikke hørt det. JazzNyt: Basunen, trommerne, sangen, pedal steel'en og bassen er besat, når i står på scenen, hvem skal så sørge for keyboard og samples? Ginman: Laptoppen og mit sirligt udviklede midipedal system som er den fuldendte sammensmeltning af menneske og maskine. Jeg kan skabe og følge improviserede forløb med orkestret og samtidig have den vidunderlige kølighed og repeterende vibe, som kun loops og maskiner har. JazzNyt: Sangerne Jimmy Jørgensen og Steen Jørgensen kommer begge fra Københavns sorte rockundergrund, hvor man gik med spidse sko og havde sorte rander under øjnene i 80'erne. Oplevede du dem nogensinde dengang til en koncert? Ginman: Nej faktisk ikke. Men de er begge nogle af de største sangere på kloden efter min mening. JazzNyt: Du fik to grammy'er i 1999 for Ginman/Jørgensen pladen, hvad betød de for dig? Ginman: Rigtigt meget personligt må jeg indrømme. JazzNyt: Hvorfor er Carsten Dahl Danmarks fedeste jazzpianist? Ginman: At udnævne en til DEN fedeste er umuligt. Men jeg elsker Carsten og hans spil er verdensklasse. Han har den styggeste time og kan swinge så man skal holde fast i bordpladen. Carsten og mig lyder vildt godt sammen. Vi har spillet (og grint og grædt) så meget sammen at vi har et meget tæt forhold. Han er fantastisk. JazzNyt: I 10 år har der været jazzstævner på Vallekilde med stor succes, og med dig som en bagmændene. I år blev det aflyst pga. for få tilmeldte. Hvorfor var der ikke flere tilmeldte? Ginman: Indholdet kedede åbenbart de som vi troede det ville interesse. For lav underholdningsværdi. JazzNyt: Hvad kan publikum forvente, når de står i den koncertsal/klub, hvor I skal give koncert? Ginman: En ny koncertform som ikke tidligere er set. Mellem numrene kører jeg speak, citater, realoptagelser etc. som umærkeligt glider ind og ud af numrene og skaber associationer i opleverens indre. Der er ikke pause mellem numrene, men vi laver et sammenhængende flow i mørket. Dette underbygges af visuals som Casper Øbro har skabt til hvert enkelt nummer, som afvikles på en stor skærm bag os på scenen. Koncertdatoer/steder og mere info på:www.ginman.dk
Bas, trommer og så en hulens masse guitar. Ikke den mest almindelige opskrift på en jazzplade. Men det er heller ikke en helt almindelig plade, den her. Titlen kan hos den ældre generation give associationer til guitarekvilibristen Duane Eddy, der i slutningen 50'erne skabte guitartwang lyden, der er præget af tremolo, ekko og vibrato. Han hittede med numre som Rebel Rouser og Peter Gunn. Guitaristen Jesper Nordal er aktuel med pladen Twang, hvor han med både akustiske og elektriske guitarer spiller jazz, hvori der er blandet en masse country, blues og rock af den tunge melodiske slags. Der er også blevet plads til nogle fuldfede væg-til-væg riffs. Det er både navne som Bill Frisell og John Scofield, men også John Mayer man kommer til at tænke på. Nordal har skrevet alle melodierne, der på melodiøs vis sender os på rejse til øde ørkenlandskaber med støv, lavtstående skarp sol og benzintankskilte der står og knirker i vinden. Nordal får hjælp af Esben Eyermann på bas, Rasmus Grosell på trommer og Lynge Wagner Hansen på Dobro og Pedal Steel. MP3 Downloadtip: Blue Jesper Nordal: www.nordal.dk My Space: www.myspace.com/jespernordal
De tre italienske musikere Orazio Maugeri (alt sax), Francesco Cigna (guitar) og Tony Cigna (trommer) udgør grundstammen i ReBop Union, der tidligere har udsendt pladerne Minor Tension og Casual meeting. Fælles for pladerne er at der danske musikere med som sidemen. På den aktuelle udgivelse er det trompetisten Thomas Fryland og bassisten og halvdanskeren Daniel Franck der er inviteret med. Pladens 10 numre er overvejende skrevet af Francesco Cigna, der sværmer for tonen af den klassiske jazz. Be Bop og Hard Bop er grundstammen i den energiske udladning som ReBop Union leverer på pladen Blue Notes, hvor fem af numrene er liveindspilninger fra Odenses hyggelige jazztempel Dexter. Thomas Fryland er veloplagt i rollen som Art Farmer/Clifford Brown inspireret trompetist og Francesco Cigna spiller veloplagt klassisk jazzguitar. MP3 Downloadtip: Mondello Rebop Union: www.tonycigna.dk/page15.htm
Han er 76 år, amerikaner og har boet i Danmark siden 1972. Pianisten Horace Parlan kom til New York i 1957 og kom med i Charles Mingus' band, hvorefter han tog vejen fra saxofonisterne Lou Donaldson og Stanley Turrentine til Roland Kirk og Archie Shepp. På den aktuelle plade My little bown book er det også en saxofonist der er i hovedrollen. Christina von Bülows altsaxofon betager og indtager endnu en gang lytteren. Hun er en ener på den danske jazzscene, og selvom Parlan's pianospil ikke er så kraftfyldt som det var en gang, passer det fint til von Bülows intime saxspil. Musikken er indspillet hjemme hos Horace Parlan. Bassisten Jesper Lundgaard har stået for indspilningen og passer ligeledes bassen på myndig og tilbagelænet vis. Materialet på pladen er en blanding af standards og Parlans egne numre
Cab Calloway, der nok for de fleste er kendt som ham der synger Minnie the Moocher i filmen The Blues Brothers, lavede i 1932 sangen Reefer Man, om en mand med en jættestor joint, der som følge deraf er herreskæv. Den er også med på den nye CD The Harlem Experiment fra Ropeadope Records, hvor der er lavet en forrygende video til, der i South Park stil fremstiller George Bush som Reefer man. Taj Mahal synger og Don Byron spiller på klarinet. Pladen fortæller i musik, historien om Harlem der er kendt som det sorte neighbourhood på Manhattan, men udover jazz, funk og hip hop, er der også Spanish Harlem med latinmusikken og Jewish Harlem med klezmermusikken. Du kan høre mere på sitet, hvor du også kan se videoen. harlem.ropeadope.com
Improviseret musik på mimeteater Den nystiftede forening ”Generator” afholder endagsfestival for original improviseret musik, på Mimeteatret i Odense den 3 november. Foreningen Generator blev dannet af nogle af byens unge musikere i sommeren 2007, og er dels synlighedsorganisation dels koncertarrangør. Formålet er at skabe opmærksomhed om alle de dygtige unge musikere og spændende orkestre med original improviseret musik, som hvert år strømmer væk fra Fyn og Odense på grund af manglende levevilkår –der er simpelthen ingen steder at spille, siger Generator. TadsTaTour (med P2 prisvinderen Mads la Cour), Inerti, The Double Power Unit, Snorkel Snirkel Storband, Elektro, Understrøm, Horn Amok!, Termostat og Neo Super Surprise og de blå Trøfler er på scenen i tidsrummet kl. 15.00-01.00. Der skal nok blive larm i Mimeteatret på lørdag. Generator: generator-fyn.dk
Optur med Benjamin Trærup
