Kronprinsen af souljazzorgelet Jimmy McGriff er død (kongen var Jimmy Smith, hvis du skulle være i tvivl) d. 24. maj i New Jersey, 72 år gammel. Han slog igennem i 1962 med en instrumentaludgave af Ray Charles-hittet I got a woman, der både kom på Top 20 og R&B hitlisterne i USA. I de følgende år i 60'erne var han med helt fremme i souljazz genren, først på pladeselskabet Solid State og siden på Blue Note, hvor en af de mest kendte melodier var All about my girl. I 70'erne gik der synthesizer i den og det var først i 80'erne at han vendte tilbage til Hammond B-3 orgelet, som det kunne høres på en lang række plader der udkom på Milestone Records.
Jimmy McGriff fik en revival da souljazzen atter blev populær i starten af 90'erne, hvor han fik opbygget et kultfølge af fans.
Kilde: www.jazztimes.com
En ikke trommeslagerplade fra en trommeslager
Trommeslageren Brian Blade har spillet med stort set alle på dagens a-liste indenfor jazzen og desuden også flere indenfor rocken gennem de sidste 15 år. I 1998 lavede han pladen Brian Blade Fellowship for Blue Note, som han fulgte op med Perceptual i 2000. Men først nu, 8 år senere er der blevet tid til endnu en plade i eget navn.
Kurt Rosenwinkel er fortsat med på guitar og pianisten Jon Cowherd er med til at sikre den poetiske tone med noter af melankoli der gennemsyrer pladen. Et nummer som Stoner Hill kunne være skrevet af en dansk jazzmusiker (tænk Hans Ulrik på pladen Blue & Purple). Pladen er ikke en trommeslagerplade. Men en plade med en jazzmusiker der har nogle gode melodier på hjertet og heldigvis har nogle gode musikalske venner.
Brian Blade: www.brianblade.com
Hvorfor er der ikke nogen der har tænkt på det før!? Et par Adidas Blue Note sko!! Modellen er den klassiske Pro model, der blev lavet første gang i 1960. Nu er den suppleret med et stort Blue Note logo hen ad siden. Skoen kan købes her: www.overkillshop.com/en/product_info/info/3705/
og koster 109,90 €. Der er desuden lavet en T-shirt og en skjorte.
Oh, hvilken diversitet
Det kan godt være at overskriften er lidt højstemt, men det bør den også være, når vi beskæftiger os med Jacob Anderskov, der er blandt de mest produktive jazzmusikere i Danmark. Sidste år udgav han to plader, en soloplade Panta Rhei og en elektronisk eksperimental skive An Auf sammen med Jakob Riis. Nu er han atter pladeaktuel og det er endda med to meget forskellige plader.
Den første er med Anderskov Accident, oktetten som Anderskov har ledet siden 2002. Det er den tredje plade med dette bemærkelsesværdige orkester. På den nye plade er Jesper Zeuthen på altsax kommet med i stedet for Laura Toxværd, ellers musikerne de samme som på Unity of action fra 2005. Kasper Tranberg på trompet, Ned Ferm på tenorsax, Anders Banke på basklarinet, Peter Dahlgren på basun, Jeppe Skovbakke på bas og Rune Kielsgaard på trommer.
Jacob Anderskov er komponisten og arrangøren der styrer slagets gang. Han har skrevet musikken ud og har haft den enkelte musiker i tankerne, og levner ind imellem plads til en solo. Oluf Rings Se nu stiger solen er det eneste indslag der ikke er skrevet af Anderskov. Den bevæger sig dovent afsted og er et af højdepunkterne på pladen. Et andet nummer som feks. Boxy, hvor Tranberg slippes løs på trompeten er nærmest rockende i sin sjæl. Endnu en gang har Anderskov Accident lavet en stor plade.
Den anden plade med Anderskov er noget helt andet. Det er duoplade med den brasilianske percussionmester Airto Moreira eller Airto som hele verden lærte at kende ham som, da spillede med Miles Davis, Weather Report og Chick Corea i 70'erne. Pladen består af fem numre, der er ren improvisation. De to musikere spillede sammen sidste sommer, ved jazzfestivallerne i Århus og København og gik efterfølgende i studiet for at indspille denne plade. Airto har et kæmpearsenal af perkussive instrumenter, og ud- og benytter dem til det yderste. Desuden supplerer han med ordløs sang/gutturale udgydelser. Denne plade er måske ikke lettilgængelig, men jeg kan alligevel ikke undgå at blive indfanget af det spændende univers, som de to musikere skaber. Det er imponerende når Anderskov arbejder frit og evner at kommunikere med en musiker, der ikke umiddelbart ville have stået på min liste over dem, som jeg kunne forestille mig at han kunne samarbejde med. Hvis du kun downloader et nummer fra denne plade, skal det være titelnummeret.
Bonusinfo:
Jacob Anderskov spiller sammen med guitaristen Mark Solborg d. 23. maj i pladeforretningen Jazzkælderen, som en del af en løbende ILK festival, der slutter d. 30. maj med Lotte Anker og Andrea Parkins
Jacob Anderskov: www.jacobanderskov.dk
Bluesinficeret jazz
Den amerikanske tenorsaxofonist Scott Hamilton debuterede i 1977 for pladeselskabet Concord, og valgte med sin stil (Zoot Sims og Ben Webster) i den grad at opponere til datidens jazz, hvor alt drejede sig om fusion og elektriske instrumenter. Han er blevet på pladeselskabet og har opbygget et bagkatalog, som få andre. Han har ligeledes fastholdt stilen.
Den nye plade med Scott Hamilton hedder Across the tracks og det gør den, fordi det er der den er indspillet. Nemlig i Englewood Cliffs, New Jersey hos legenden Rudy Van Gelder. Det har måske inspireret Scott Hamilton til besætningen, der udover ham selv består af blues/jazz guitaristen Duke Robillard, organisten Gene Ludwig og Chuck Riggs på trommer. En besætning som vi kender den fra mange Blue Note-plader, som blev indspillet hos netop Rudy Van Gelder.
Robillard og Hamilton har kendt hinanden gennem mange år og gæstespillet hos hinanden, men det er første gang at de laver en hel plade sammen. Stilmæssigt er det bluesinficeret jazz med et strejf af ballader (det er her Ben Webster kommer ind). I det hele taget kan jeg ikke lade være med at tænke på vores egen Jesper Thilo, når jeg hører Hamilton. De ligger ikke langt fra hinanden.
Bonusinfo:
Scott Hamilton spiller i Musikhuset i Århus d. 15. juli, sammen med Scandinavian Five, der består af Jan Lundgren (Piano), Kristian Leth (trommer), Ulf Wakenius (guitar) og Jesper Bodilsen (bas).
Episk filmmusik
Den meste filmmusik er som regel lidt kedeligt uden de ledsagende billeder. Men omvendt findes der også musik der ikke er lavet til film, som virker filmiske, spændende og fortællende.
Det nye album med trompetisten Nils Petter Molvær er med filmmusik og hans musik er i forvejen episk. Så når man ikke kender de tre film, Edy (Frankrig 2005), Hoppet (Tyskland 2007) og Frozen Heart (1999 Norge) som musikken kommer fra, spiller det ikke den store rolle. Molværs musik skaber i sig selv billeder.
Nils Petter Molvær spiller stort set det hele selv, men får dog lidt hjælp fra Eivind Aarset på guitar, Anders Engen på trommer og enkelte andre.
Nils Petter Molværs musik er en blanding af verdensmusik, techno, ambient og improvsation. På den nye plade føjes der ikke nye kapitler til den musikalske historie om Nils Petter Molvær, hvilket heller ikke bør opfattes som noget problem, da han med perfektion har skabt en stil og lyd som ingen andre.
Nils Petter Molvær: www.nilspettermolvaer.no
Der er nogle danske jazzkunstnere der tilsyneladende har brændt lidt mere igennem end andre i det forgangne år. Den 6. juni uddeles DMA Jazz awards for 2007 på det nyrenoverede Copenhagen Jazzhouse. Juryen har haft megen fokus på specielt 4 musikere.
Pianisten Peter Rosendal er nomineret i kategorien årets danske jazzudgivelse for rosendal.earle.templeton pladen Tide og han er ligeledes indstillet til komponistprisen.
Saxofonisten Niels Lyhne Løkkegaard er nomineret til årets danske jazzudgivelse og årets nye danske jazznavn for pladen Light airborne, samt til komponistprisen.
Saxofonisten Simon Spang-Hanssen er nomineret til årets nye danske jazznavn for pladen Co-Existence, i kategorien årets danske cross-over udgivelse for pladen Rainbow spirit og han er desuden nomineret til komponistprisen.
Saxofonisten Michael Blicher er med Radiostar pladen It cannot bleed nomineret som både årets danske cross-over udgivelse og årets nye danske jazznavn.
Jonas Müller er nomineret som årets nye danske jazznavn for pladen East African prayer meeting.
I vokaljazz kategorien er der en vaskeægte overraskelse. Aldrig nogensinde før er der nomineret en jazz'n'poetry plade. Men det er altså sket i år med pladen Consul Pepsi & The Sweet Thunder Poetry Parade, hvor Peter Laugesen læser sine digte op til musikalsk ledsagelse af bla. John Tchicai og Jakob Buchanan. Sinne Eeg er nomineret for pladen Waiting for dawn og Cæcilie Norby er nomineret for pladen I had a ball, hvor Klüvers Big Band står for musikken.
Martin Lutz Group er nomineret i kategorien årets danske cross-over udgivelse med pladen Where are the trumpets.
Aftenens vært er Lennart Ginman, og der vil være musikalske indslag med bla. Sinne Eeg, People Are Machines og Ducret/Pasborg duo.
EU har besluttet at støtte big band projektet Swinging Europe med en fast årlig støtte på 1,6 mio kroner over de næste 3 år. Det er første gang at orkestret får en fast støtte. Swinging Europe er organisationen med Erik Moseholm og Birgit Vinge i spiden, der hvert år sammensætter et big band bestående af unge musikere fra EBU medlemslandene. Big bandet kaldes European Youth Jazz Orchestra, og de har netop den årlige turné. Næste år går turen bla. til Rumænien.
I onsdags fik 28 kunstnere Kunstfondens treårige arbejdsstipendiat. Det består af 280.000 kr. om året i tre år. Blandt de heldige var bassisten og komponisten Lennart Ginman, der sidste år udsendte det suveræne album Deep, hvor Jimmy Jørgensen tager sig af vokalen.
Ny dansk jazzsangerinde der vil frem
Når man som ung dansk jazzsangerinde debuterer, er det godt at alliere sig med nogle gode musikere. Det har den 25 årige Sidsel Storm også gjort på sin første plade. Morten Lund på trommer, Jacob Karlzon på klaver, Jesper Thorn på bas, Gunnar Halle på trompet og Alexander Kragelund på violin. Et helt igennem velafprøvet orkester, der nok ved hvordan en jazzskive skal skæres. Det er dog lidt spøjst at det faktisk er trommeslageren fra hendes faste band, Jonas Dueholm der har komponeret og skrevet teksterne til fire af pladens elleve numre. Han var muligvis bortrejst da pladen skulle indspilles.
Sidsel Storm holder sig til straight-ahead vokal jazz, med fokus på melodi og den teknisk krævende udførelse. Numrene er med få undtagelser umiddelbart tilgængelige. Det er ikke til at lade være med at nævne Malene Mortensen i denne sammenhæng, da de stilmæssigt ligger tæt op ad hinanden.
Repertoiret på pladen er en blanding af den mere avancerede jazz som i Fall in NYC, nogle herlige popjazz numre som feks. Butterflies and lovers, en enkelt dansk sangklassiker Solen er så rød, mor og to standards Blame it on my youth og My favvourite things.
Bonusinfo:
Sidsel Storm optræder adskillige gange under sommerens jazzfestivaler, se mere på hendes My Space.
Pladen udgives d. 26. maj
My Space: myspace.com/sidselstorm
Fest med Pasborg
Fire blæsere og en trommeslager? Er det et minitambourkorps? Tjah det er ihvertfald Pasborg's nyeste NewOrleansPartyBalkanJazzSigøjnerRockEtnoMarch Orkester. Mads Hyhne på basun, Jonas Müller på Kornet, Anders Banke på tenorsax og Jakob Munck på sousafon er vildbasserne som sammen med Pasborg på trommer udgør et forfriskende bud på jazz der skuer tilbage, til siden og op og ned. Stefan Pasborg har allerede etableret sig som en af landets mest markante trommeslagere i bands som Ibrahim Electric, Fra De Varme Lande og Rød Planet. Denne plade kan utvivlsomt indfange flere fans.
Stefan Pasborg har set byen Odessa som en slags metafor for en kulturel smeltedigel, hvor der var plads til lidt af hvert. Ornette Colemans nummer Free fra 1959 fremføres her som et to et halvt minut langt New Orleans street parade nummer. Det kan ikke høres om der var en musiker der grinte under afviklingen af nummeret, men det må have været sjovt i studiet. Musikken er i det hele taget livsbekræftende glad og udadvendt. Jonas Müller har lavet en enkelt kompostion, Hymne og her sniger der sig sørme lidt afrojazz inspiration ind.
Denne plade kan anbefales til alle der trænger til en fest, hvor brølen og trampen i gulvet kombineret med nogle brede grin er en del af ingredienserne.
Bonusinfo
Pasborg Odessa 5 kan opleves på Kongsberg Jazzfestival d. 4. juli, Copenhagen Jazzfestival d. 7. og 10. juli og Aarhus International Jazzfestival d. 18. juli.
Stefan Pasborg: www.pasborg.dk
Sådansk
Der er gået seks år siden den sidste udgivelse med pianisten Maj-Britt Kramer. Dengang var det sammen med sangerinden Marie Bergman og før det havde hun lavet nogle meget roste plader sammen med den engelske saxofonist Andy Sheppard. Fælles for dem var at rytmegruppen var den samme. Benita Haastrup på trommer og Jens Skou Olsen på bas. De er også med på den aktuelle plade, der ganske enkelt hedder Trio.
Trioen er dansk som en mild og sommerlig maj måned. Pladen indledes med I Danmark er jeg født, og fortsætter med Kramers komposition Tidvis, hvor Haastrup spiller percussion. Ofte bruger man vendingen den nordiske tone. Her vil jeg foretrække at kalde det den danske tone. Kramers pianospil er blødt og bølgende som "Paa Sjølunds fagre Sletter ved Østersøens Bred, hvor Skoven Kranse fletter om Engens Blomsterbed." for at citere B.S. Ingemanns tekst til Niels W. Gades melodi fra 1838 der kaldes Paa Sjølunds fagre sletter og som trioen spiller på pladen.
Denne plade kan anbefales alle der holder af triojazz og trænger til at lytte en gennemført dansk udgave af den genre.
I forbindelse med udgivelsen af Mikkel Ploug Groups ny plade Harmoniehof er der releaseparty på Christianshavns Beboerhus torsdag d. 15. maj kl. 20.30.
Mikkel Ploug Group består af Mark Turner på sax, Jeppe Skovbakke på bas, Sean Carpio på trommer og Mikkel Ploug på guitar. Pladen er Plougs anden udgivelse på selskabet Fresh Sound.
Efter koncerten på Christianshavn spiller Ploug en lang række koncerter i Tyskland -bla. på A-Trane i Berlin, i Frankrig på Sunset i Paris, i Spanien på Jamboree i Barcelona etc. Du kan se flere detaljer på Plougs My Space
My Space: www.myspace.com/ploug
Afvekslende og fransk
Fransk jazz er ikke det vi hører mest til herhjemme, og Darnis et Companie er vist fuldstændigt ukendte. Men det bliver der så rådet bod på nu for Jazznyts læsere. Thierry Darnis er guitarist og spiller både akustisk og elektrisk guitar på pladen. Det fungerer allerbedst med den akustiske, da det er der materialet fremstår mest originalt. På et nummer som La russe, hvor Darnis spiller duet med Jean-Yves Auchére på sopransax bliver man ført ind i et smukt og intimt kammerspil. Nummeret La Gorgone indledes med en afdæmpet marchlilletromme, hvorefter den akustiske guitar og siden bassen kommer ind, det er meget smukt og bevægende. Nummeret Dans la cave er en fusion mellem den moderne jazz og mellemøstlig mysticisme. Gennemgående er det en spændende og afvekslende plade.
Thierry Réocreux på bas og Roland Merlinc på trommeslager er gode til det intime kammerspil. Det kan anbefales at hente La Russe og La Gorgone på iTunes.
Darnis et Compagnie: www.darnisetcie.com
En franskmand i Malmö
En fransk pianist (Loïc Dequidt), en skotsk saxofonist (Tommy Smith), en svensk bassist (Mathias Hjorth) og en svensk trommeslager (Peter Nilsson) udgør kvartetten på pladen Nomade. Det er Loïc Dequidt der kapelmester og komponist af musikken. Den Malmöbaserede pianist har tidligere udgivet en trioplade i 2006, og dannede sidste efterår denne kvartet, hvor specielt saxofonisten nok kan huskes af nogle.
Tommy Smith blev opdaget af Gary Burton, der i 1986 inkluderede den dengang 18 årige tenorsaxofonist i sit band. Smith blev i de følgende år knyttet til Blue Note Records, hvor han i årene 88-92 udgav fire plader med både fusion og post bop.
Dequidts spil er impressionistisk og skabt med inspiration fra så forskellig kilder som etiopisk musik og sigøjnere. De to svenskere Hjoth og Nilsson der bla. spiller sammen i Cennet Jönsson Quartet, er ikke uden grund blandt de mest eftertragtede svenske musikere. Deres forståelse og indlevelse for Dequidts eftertænksomme kompositioner er forbilledlig. Undervejs i lytningen af pladen kan man godt komme til at tænke lidt på den nordiske inspiration, som feks. i nummeret Amhara, men der er alligevel lagt noget varme ind i den nordiske coolness.
Loïc Dequidt: loicdequidt.com
My Space: www.myspace.com/loicdequidt
De amerikanske jazz journalisters sammenslutning, The Jazz Journalists Association har netop offentliggjort nomineringslisterne over årets alt muligt indenfor jazz. Vinderne afsløres d. 18. juni på The Jazz Standard i New York. De nominerede er i udpræget grad fra USA og uden store overraskelser. Nogle ganske få overraskelser er der dog blevet plads til. På pianistlisten er Stefano Bollani nomineret i selskab med folk som Cecil Taylor og Hank Jones. Blandt de nominerede trommeslagere finder vi nordmanden Paal Nilssen-Love der bla. er oppe mod Paul Motian og Roy Haynes. Men den bedste overraskelse er at vores egen Marilyn Mazur er nomineret i kategorien Percussionist of the year, her er hun bla. oppe mod Hamid Drake.
www.jazzhouse.org/2008finalists.html
Den danske jazzpianist Søren Møller, der bor i New York er begyndt at blogge for Politiken. På blog.politiken.dk/brooklyn kan man læse om Sørens liv som jazzpianist og hvad der følger med i jazzens hovedstad.
Søren Møller skriver selv at det er en inside guide til livet som musiker i New York. Et indblik i strømninger og tendenser i den amerikanske musikverden, samt historier og oplevelser set fra scenen.
Om det danske statstyrede musikmiljø versus den amerikanske kapitalistiske musikindustri.
Om at overleve i en fremmed, multietnisk kultur, hvor mange mennesker ikke kender Danmarks geografiske placering i verden.
Om at få sine kompositioner spillet i amerikansk radio og være på radioens top 40 hitliste for jazz.
Pep med Leo Mathisen
Er eftertiden gået glip af noget? Man kommer let på tanken når man hører de 2 minutter og 18 sekunder fra en radiotransmission fra Restaurant München d. 18. januar 1942, hvor Leo Mathisens Orkester står på scenen og spiller The joint is jumpin'. Der er simpelthen mere knald på og orkesteret spiller mere løssluppent, end det man ellers kan høre på pladeindspilninger fra samme periode. Indspilningen er den eneste som er overlevet fra dengang. Men kedelig er han dog ikke på pladeindspilningerne.
Da krigen havde holdt sit indtog, var musikerne afskåret fra inspiration udefra...og sådan fortsætter legenden om dansk jazz's nærmest sagnomspundne guldalder - og var der nogen der var med i den gyldne periode var det Leo Mathisen. Det dokumenteres på den fjerde CD der er kommet i den serie, som er med til at kortlægge Leo Mathisens musikalske liv. Den dækker perioden fra d. 2. november 1941 til d. 29. april 1942. Mathisen holder til på Restaurant München med sit orkester, men får i denne tid også indspillet en række pladesider.
Musikerne han omgiver sig med er nogle af datidens stærke kræfter; Erik Parker på trompet og sang, Henry Hagemann-Larsen på tenorsax og klarinet, Børge Ring på guitar etc. Leo Mathisen er på sit musikalske og underholdningsmæssige højdepunkt i den periode. Numre som To be or not to be, Corrine Corrina, Ah-ha og I wonder where my baby is tonight er regulært pep til humøret. Han indspiller også fire pladesider med The Keyboard Capers, hvis specialitet er to pianister (den anden er Walther Bødker) og medleys over populære melodier (som feks. Smoke gets in your eyes/If I could be with you/I'm in the mood for love). Det er ikke ligeså spændende som Mathisens Orkester, men kan godt gå an. Der er ligeledes to numre med Peter Rasmussen and Swingin' Seven, hvor Mathisen har arrangeret musikken, men altså ikke spiller med, her er nummeret Whoa baby er i top. I orkesteret finder man bla. Jonny Campbell på altsax og Henry Hagemann-Larsen på tenorsax.
Den fjerde CD i serien er endnu en tyk streg under det suveræne arbejde, som folkene på Little Beat Records er igang med. Covernoterne er informative og spændende læsning og et godt supplement til musikken. Desuden er lydtroldmanden Jørgen Vads forbilledlige indsats med de gamle 78'ere og acetater noget vi kan glæde os over i mange år fremover.
www.littlebeatrecords.dk
Får revival jazzen en revival?
Trad jazz, happy jazz, New Orleans jazz, revival jazz etc. Kært og forkætret barn har mange navne. Den traditionelle jazz med rødder i New Orleans har i de sidste mange år levet i sin egen parallelverden indenfor jazzen. Den har været et populært indslag i mange provinsbyer, hvor den under navnet frokostjazz har været mulig at indtage i selskab med en kold fadbamse kl. 12 en lørdag. Genren er præget af de mange amatørorkestre, hvor ældre mænd med skæg og friværdi har slået sig løs. Derfor har genren også fået et mindre pænt ry i kunststyrelser og lignende.
Derfor er denne plade også en stor og dejlig overraskelse. Unge musikere, nogle med papir fra konservatorium er gået sammen om at dyrke jazzens fortid. Det er mange år siden at der er kommet en plade med unge musikere der spiller denne form for musik. Six City Stompers består af musikere der for fleres vedkommende også spiller moderne jazz. De forfalder derfor heller ikke til de værste musikalske klichéer. Pianisten Peter Rosendal er den mest kendte. Her spiller han dog mest på hornet, der er en krympet basun og som han kalder for sit følehorn. I front for orkestret står sangeren og saxofonisten Mads Mathias, der ubesværet kan croone sig ud af det meste. Han er et stort plus for stomperne Peter Marott på trompet og flygelhorn er det vigtige medlem, han smider frisk og uimponeret de vigtige Louis Armstrong elementer ind i orkesteret. Six City Stompers føjer intet nyt til den traditionelle jazz og det er heller ikke meningen. Til gengæld sørger de for at der er ungt orkester der kvalificeret spiller en genre der stadig vil være her, men som lider gevaldigt under at dens publikum for de flestes vedkommende er over 60 år. Måske kan den få en revival ved det unge publikum, med dette orkester?
Bonusinfo
Six City Stompers spiller på Riverboat Jazz Festival i Silkeborg, hvis festivalkoordinator Steffen Juul iøvrigt er far til Mads Mathias.
My Space: www.myspace.com/sixcitystompers
Her er ugens liste over de mest hotte albums på min Ipod den seneste uges tid.
Masqualero: Masqualero (ældre norsk udgivelse med bla. Nils Petter Molvær og Tore Brunborg)
Novox: Out of Jazz (Fransk acidjazz)
Anderskov Accident: Newspeak (ny plade med jazzulykken)
Jacob Anderskov & Airto Moreira: Ears to the ground
Loïc Dequidt Quartet feat. Tommy Smith: Nomade (Franskmand i samarbejde med skotte på svensk skivbolag)
Pauseland: Palindrome (ECM jazz, the Risskov way)
Return to Forever: Light as a feather
Darnie et Companie: La Passerelle (fransk kvartet)
Shearing/NHØP/Stewart: MPS Trio sessions (uha uha)
Plader på vej
Maj måned er traditionelt set en god pladeudgivelsesmåned, nedenfor kan du få et lille overblik over nogle af de mest spændende udgivelser.Verve remixed/Unmixed 4 (Universal)
Stanton Moore Trio: Emphasis (on Parenthesis) (Telarc)
Monty Alexander: The good life, plays the music of Tony Bennett (Chesky)
Esperanza Spalding: Esperanza (Heads Up)
Wayne Escoffery: Hopes and dreams (Savant)
Mathias Eick: The door (ECM)
Jacob Fred Jazz Odyssey: Lil'tae rides again (Hyena)
Victor Wooten: Palmystery (Heads Up)
John Ellis & Double Wide: Dance like there's tomorrow (Hyena)
David Sanchez: Cultural survival (Concord)
Yellowjackets: Lifecycle (Heads Up)
Pat Metheny Trio: Tokyo Day Trip Live EP (Warner)
Anna Maria Jopek: ID International (Universal)
Bill Frisell: History Mystery (Warner)
Brian Blade & Fellowship Band: Seasons of change (Verve)
Wadada Leo Smiths Golden Quartet: Tabligh (Cuneiform)
Earl Klugh; The spice of life (Universal)
Elvis Costello: Momofuku (Universal)
George Duke: My soul - The Complete MPS fusion recordings (Universal)
Nils Petter Molvær: Revision (Universal)
Scott Hamilton & Friends: Across the tracks (Universal)
Roy Hargrove: Earfood (Verve)
Wynton Marsalis: Congo Square - Live in Montreal (Universal)
Benjamin Koppel & Paul Bley: Contemplation (Cowbell)
Benjamin Koppel European Jazz Factory: European Jazz Factory (Cowbell)
Anderskov Accident: Newspeak (ILK)
Jacob Anderskov & Airto Moreira: Ears to the ground (ILK)
Hess Is More: Ssshhhh (Music for dreams)
Ayi Solomon: Themes of hope (Gateway)
Larry Willis: The offering (High Note)
Anonyme melodier men god guitarist
Guitaristen Christian Frank hører ikke til blandt mest kendte jazzmusikere herhjemme. Men det siger heldigvis ikke noget om kvaliteten. Christian Frank holder sig til den klassiske, men moderne (kan man sige det?) guitarstil som man kender den fra specielt John Abercrombie. De tre musikere i kvartetten: Søren Bebe på piano, Thomas Ovesen på bas og Chano Olskær på trommer er med til at støtte godt op om det høje tekniske niveau. Christian Frank er en dygtig guitarist, det skal der ikke herske nogen tvivl om! Men jeg kan ikke lade være med at lege med tanken om at han havde valgt noget andet materiale end det er tilfældet på pladen. Han har selv skrevet alle melodierne og de har desværre en tendens til at blive anonyme og lidt kedelige. Når pladen er taget ud af CD-afspillerens skuffe er den også væk fra min bevidsthed, hvad var det lige han spillede?
Der er rigtigt mange danske jazzguitarister som befinder sig i samme lag som Christian Frank. Pissedygtige og højt uddannede er mange af dem, så konkurrencen er meget hård. Christian Frank burde kaste sig over noget andet materiale næste gang. Om det skal være fra The great american songbook eller noget af mere moderne tilsnit er underordnet, Christian Franks elegante og kvalificerede guitarspil kan bære en hel del. Desuden vil han få en mere skarp profil og det er der brug for, hvis han skal ud på de danske spillesteder.
Christian Frank: www.christianfrank.dk
