onsdag, maj 14, 2008

Pasborg's Odessa 5: do. (Stunt/Sundance)

Fest med Pasborg

Fire blæsere og en trommeslager? Er det et minitambourkorps? Tjah det er ihvertfald Pasborg's nyeste NewOrleansPartyBalkanJazzSigøjnerRockEtnoMarch Orkester. Mads Hyhne på basun, Jonas Müller på Kornet, Anders Banke på tenorsax og Jakob Munck på sousafon er vildbasserne som sammen med Pasborg på trommer udgør et forfriskende bud på jazz der skuer tilbage, til siden og op og ned. Stefan Pasborg har allerede etableret sig som en af landets mest markante trommeslagere i bands som Ibrahim Electric, Fra De Varme Lande og Rød Planet. Denne plade kan utvivlsomt indfange flere fans.
Stefan Pasborg har set byen Odessa som en slags metafor for en kulturel smeltedigel, hvor der var plads til lidt af hvert. Ornette Colemans nummer Free fra 1959 fremføres her som et to et halvt minut langt New Orleans street parade nummer. Det kan ikke høres om der var en musiker der grinte under afviklingen af nummeret, men det må have været sjovt i studiet. Musikken er i det hele taget livsbekræftende glad og udadvendt. Jonas Müller har lavet en enkelt kompostion, Hymne og her sniger der sig sørme lidt afrojazz inspiration ind.
Denne plade kan anbefales til alle der trænger til en fest, hvor brølen og trampen i gulvet kombineret med nogle brede grin er en del af ingredienserne.
Bonusinfo
Pasborg Odessa 5 kan opleves på Kongsberg Jazzfestival d. 4. juli, Copenhagen Jazzfestival d. 7. og 10. juli og Aarhus International Jazzfestival d. 18. juli.
Stefan Pasborg: www.pasborg.dk

Ingen kommentarer: