Anonyme melodier men god guitarist
Guitaristen Christian Frank hører ikke til blandt mest kendte jazzmusikere herhjemme. Men det siger heldigvis ikke noget om kvaliteten. Christian Frank holder sig til den klassiske, men moderne (kan man sige det?) guitarstil som man kender den fra specielt John Abercrombie. De tre musikere i kvartetten: Søren Bebe på piano, Thomas Ovesen på bas og Chano Olskær på trommer er med til at støtte godt op om det høje tekniske niveau. Christian Frank er en dygtig guitarist, det skal der ikke herske nogen tvivl om! Men jeg kan ikke lade være med at lege med tanken om at han havde valgt noget andet materiale end det er tilfældet på pladen. Han har selv skrevet alle melodierne og de har desværre en tendens til at blive anonyme og lidt kedelige. Når pladen er taget ud af CD-afspillerens skuffe er den også væk fra min bevidsthed, hvad var det lige han spillede?
Der er rigtigt mange danske jazzguitarister som befinder sig i samme lag som Christian Frank. Pissedygtige og højt uddannede er mange af dem, så konkurrencen er meget hård. Christian Frank burde kaste sig over noget andet materiale næste gang. Om det skal være fra The great american songbook eller noget af mere moderne tilsnit er underordnet, Christian Franks elegante og kvalificerede guitarspil kan bære en hel del. Desuden vil han få en mere skarp profil og det er der brug for, hvis han skal ud på de danske spillesteder.
Christian Frank: www.christianfrank.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar