The Bad Plus -joined by Wendy Lewis: For all i care (Do the math/Emarcy/Universal)

Fra Bee Gees til Ligeti

Trioen The Bad Plus har siden 2000 holdt sig til en kraftfyldt og ekplosiv spillestil, hvor der ind imellem er smidt en gammel rock/pop sang blandt deres egne originale kompositioner. På debutpladen fra 2001 er der i CD-hæftet, en lille historie om dengang, hvor de før deres debutkoncert i maj 2000 snakker om hvad de skal spille. Bassisten Reid Anderson og trommeslageren Dave King foreslår at de spiller noget rockmusik, men det afviser pianisten Ethan Iverson. Han kender ikke nogen rocksange (hvilket man måske tænker er krukkeri, men manden er klavernørdernes nørd og har holdt sig til de 88 tangenter og ikke så meget andet). Reid og Dave foreslår flere rocksange de skal spille, Ethan afslår hver gang, da han ikke kender sangene. Som en joke foreslås Nirvana's Smells like teen spirit, den kender Ethan ikke...heller ikke da den spilles for ham.
Den kom alligevel med på debutpladen, iøvrigt sammen med Abba's Knowing me knowing you.
Siden da har de lavet flere forrygende coverversioner, hvor de har givet rockklassikerne en ordentlig omgang jazzprygl. Hvor længe kan man så fortsætte i det spor? Ja, det vides ikke. Men på den nye plade bryder de sporet, der er kommet en sangerinde med.
Rock/pop klassikerne er der stadig, men nu med sang af Wendy Lewis. De spilles endda så pænt at man næsten provokeres af, at de vover det. De er ret tro mod originalerne og antallet af musikalske skæverter i numrene er så få, at de næsten ville kunne spilles på DAB-radiokanalen Radio Soft. Bliver det så kedeligt? Næh det gør det overhovedet ikke.
Pladen starter med en anden Nirvana klassiker, den dystre Lithium der også er fra Nevermind-pladen ligesom Smells like teen spirit, det kan jo være at Iverson har hørt hele pladen siden? Wendy Lewis synger med en ikke-jazzet stemme, der rent og med en tilpas surmulet indierock attitude passer fint til trioen. Denne gang er der ikke blevet plads til kompositioner af egen avl. Til gengæld kommer vi hele paletten rundt. Lige fra György Ligeti's og Milton Babbit's matematisk korrekte musik - uden vokal, til numre af Pink Floyd (Comfortably numb), Wilco (Radio cure), Yes (Long distance runaround), Bee Gees (How deep is your love), Heart (Barracuda, den sang som Heart var sure over at Sarah Palin brugte ved et republikanske konvent i september) og flere andre.
The Bad Plus: www.thebadplus.com
My Space: www.myspace.com/badplus
Blog: thebadplus.typepad.com/dothemath