lørdag, december 20, 2008

Nye danske jazzplader i 2009


Det er to år siden vi sidst hørte fra den tidligere Ung Jazz vinder Jazzkamikaze på plade. Nu skulle der være nyt på vej fra dem. Den nye plade er indspillet i USA og der er ligeledes et amerikansk management involveret, de kalder iøvrigt Jazzkamikaze for Kamikaze på deres hjemmeside, så nu må vi se om der sker en navneændring når pladen kommer.

Magnus fra Gaarden vandt Ung Jazz i 2008 og udsender deres debutplade meget snart på Calibrated Records.

Magnus Hjorth Trio har indspillet i det suveræne Nilento-studio i Göteborg. Der kommer en ny plade til februar på Stunt.

Nikolaj Hess og Sissel Vera Petterson lavede i 2006 den lavmælte By this river, der nu følges op af pladen A word i slutningen af januar.

Sissel Vera medvirker også på sangerinden Anna Kruses debutplade Lyckokatt, der udsendes til februar. Tekstforlægget tager udgangspunkt i Edith Södergrans digte. Blandt de andre medvirkende er Lisbeth Diers, Gunnar Halle og Eva Malling.

Senere i 2009 skulle der komme en ny plade med sangerinden Malene Mortensen, der stilistisk bevæger sig mere væk fra det balladebaserede og føjer nye dimensioner til musikken. Kan man ikke vente indtil da, er der allerede nu udgivet en plade, der såvidt jeg ved kun findes som digital download. Den hedder Malene Live in Paris.

Ingen kommentarer: