Jeg kan lige så godt afsløre med det samme, at jeg er mere end almindeligt begejstret for denne plade. Den 24 årige norske saxofonist Mette Henriette har begået en debut der seriøst bør banke hul på en international karriere. Hun debuterer med et dobbeltalbum på tyske ECM Records efter, at hun bogstaveligt talt ramlede ind i ECM-bossen Manfred Eicher ved en Dino Saluzzi koncert i Oslo. Han er ikke en mand der er kendt for at lave pladekontrakter med unge kvinder (eller mænd for dens sags skyld).
Efterfølgende er hun ovenikøbet afbildet på pladecoveret, med et billede taget af den legendariske rockfotograf Anton Corbijn - hvilket er et brud med den vanlige ECM æstetik. Det er et helt særligt album, hvor den ene kaldet “O” koncentrerer sig om kammermusikalske stemninger, hvor hun er sammen med de to musikere Katrine Schiøtt på cello og Johan Lindvall på piano. På den anden kaldet “Ø” er det sammen med 11 musikere, heriblandt 6 strygere, Andreas Rokseth på bandoneon, Johan Lindvall på piano, Per Zanussi på bas, Per Oddvar Johansen på trommer, Eivind Lønning på trompet og Henrik Nørstebø på trombone.
Mette Henriette er ganske vist saxofonist - endda med en ret håndfast tone - men hun er ligeså meget kapelmester og komponist. Hun bruger musikken til at skabe stemninger. På “Ø” tager det flere skæve drejninger. Voldsomme og urovækkende stemninger afløses af magiske og rolige øjeblikke. Dualiteten er tilstede. På “O” er der en indadvendt spændt nerve, der foldes ud og bruges til at skabe musik med dybde. Mette Henriette bruger alle musikerne som en samlet organisk sjæl, et kollektiv der taler samme sprog. Det er et af årets bedste jazzalbums. En debut der er meget anbefalelsesværdig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar