Endelig fik jeg mulighed for at opleve Tampere Jazz Happening. Det var 34. gang at der var jazzfest i byen. Årets højdepunkt, mente en af de lokale som jeg talte med. Programmet balancerer elegant mellem at præsentere den eksperimenterende jazz, internationale stjerner, finske hot shots og andet godt stads for jazzbloggeren. Festivalen er også kendt for sin gode afslappede atmosfære, venlige stemning og særdeles tjekkede programlægning. Det var det jeg ville forsøge at dykke ned i.
Mats/Morgan Band
Det svenske multigenre rockband Mats/Morgan Band stillede op i gule reflekstrøjer, så de også kunne ses i mørke. Det var ikke specielt mørk musik de spillede, så det var ikke nødvendigt. Trommeslageren Morgan Ågren spillede i slutfirserne sammen med Frank Zappa og det fornægter sig ikke i bandet. Krøllede breaks og vilde påfund er mere almindelige end den lige landevej. Heftig optræden med dobbelt stortromme og masser af synth.
Der er tre scener på festivalen. Den finske radiostation YLE var på plads med OB vognen og optog alle koncerterne på den store scene. Koncerter der siden hen vil kunne høres på andre radiostationer der er med i EBU samarbejdet.
Trilok Gurtu/Omar Sosa/Paolo Fresu
Fredagens hovednavn var den internationale trio. Inderen Trilok Gurtu på percussion/tablas, cubaneren Omar Sosa på klaver og andre tangenter og italieneren Paolo Fresu på trompet. Det var ekvilibrisme i allerhøjeste klasse. Det var også showmanship, hvor Gurtu og Sosa i et underholdende samarbejde fangede publikum med en udadvendt forestilling. Musikalsk var der ikke så meget at komme efter. Fresu var ikke en integreret del af showet, selv om han lavede nogle lækkerier på trompeten. Omar Sosa siger at han ikke ser sig selv som pianist. Han er percussionist med 88 trommer. Det blev et rytmeshow, hvor der taltes mange forskellige sprog. Desværre talte de oftest i munden på hinanden.
Herefter var der to muligheder for at høre det smukke finske sprog på meget forskellig vis.
Ricky Tick Big Band & Julkinen Sana
I den store sal i Pakkahuone var stolene nu fjernet og det suveræne Ricky Tick Big Band kunne indtage scenen sammen med en raptrio. Jeg har ofte hørt deres debutalbum fra 2010, der er en dejligt dansabel sag. Siden har de lavet to albums sammen med raptrioen Julikinen Sana. Det er tre erfarne rappere, der har fint styr på flowet. Lederen af big bandet Valtteri Laurell Pöyhönen har også fint styr på arrangementerne. Jeg blev udfordret af den finske rap, der sandsynligvis var ret morsom, da flere publikummer grinte lystigt. Jazzen havde jeg ikke problemer med at forstå. Den var veltilberedt.
Hannu Salama & Vapaat Radikaalit
På den lille scene i Telakka optrådte en af finsk litteraturs store navne. Digteren Hannu Salama var sammen med et jazzband under ledelse af saxofonisten Hepa Halme, hvor saxofonisten Mikko Innanen som vi ofte har set i Danmark var med. Salama intonerer perfekt og selv om jeg ikke forstod hvad han sagde, var det både smukt og bevægende. Bandet spillede lidt for tilbageholdende. Jeg ville f.eks. gerne have haft en Mikko solo der sparkede røv.
For mit vedkommende afsluttedes natten med fredagens sidste koncert, der afholdtes på Klubi, hvor der dagen før havde været Young Nordic Jazz Comets. De fleste af de unge musikere var stadig i Tampere, bl.a. Bremer/McCoy, der var på plads for at høre jazz af den fede slags og det blev begge imponerede.
David Murray Infinity Quartet feat. Saul Williams
Det var første gang at trommeslageren Hamid Drake spillede med Murray's Infinity Quartet. Det var nu ikke noget man tænkte over. Tværtimod! Musikerne Orrin Evans på piano og Jaribu Shahid på bas var på talefod med Drake lige fra begyndelsen. Det er lige ved at jeg vil kalde Drake for et fænomen. Hans trommespil var vanvittigt levende og skarpt. Han var hele tiden afstemt med de andre musikere og helt fremme på beatet. God damn! Det var fedt! Orrin Evans pressede nogle soli ud af flygelet. De to stjerner på scenen overlod masser af plads til den suveræne trio. Men når de kom til mikrofonen, havde de også noget at fortælle. Rapperen og spoken word kunstneren Saul Williams brændte intenst ved mikrofonen, hvor han talte om de store forandringer der sker inden i og udenfor et menneske. David Murray's saxsoli blev doseret passende ud over det hele. Han har gammeldags tone, der alt for sjældent høres i sammenhænge som den blev præsenteret i fredag nat. En stor oplevelse.
Det var blevet klokken meget sent. Jeg måtte lige skylle oplevelserne ned med en enkelt øl, inden jeg kunne gå i seng efter en vildt spændende dag. Lørdag ventede der atter nogle store oplevelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar