tirsdag, april 10, 2018

Henrik Sørensen: Organum Momentum IV (Wave) CD

Der er næsten gået 8 år siden jeg anmeldte den første orgelimprovisationsplade med Henrik Sørensen. Dengang sluttede jeg anmeldelsen af med at skrive at der også ville komme en plade, der tog udgangspunkt i jazzen med kompositioner af bl.a. Lars Jansson. Han nåede at lave en anden ind i mellem. Men nu er den lovede plade her.

Henrik Sørensen er ikke kun kirkeorganist. Han er også jazzpianist. Det giver med andre ord god mening, at han laver en plade, hvor de to verdener mødes. Han har ihvertfald et meget kvalificeret udgangspunkt.
Kirkeorgelet er et imponerende instrument. Det kan have et kraftfyldt og voldsomt udtryk og give et los i lyttelappen. Det kan have et mildt og blødt udtryk som et silketæppe. Det er nok ikke det du umiddelbart tænker på, når du hører kirkeorganisten spille op til en salme i kirken. 

Henrik Sørensen vil mere end det vi hører i kirken om søndagen. Han er meget tro mod instrumentet og udfordrer det som sådan ikke unødigt. I stedet arbejder han med genrerne. Han flytter jazz og improvisation ind til kirkeorgelet. Improvisation er ikke ukendt for kirkeorganister. Henrik Sørensen åbner også albummet med noget jeg godt tør kalde et præludium. En indledning, en starter han kalder Dawn at Søndersø. 

Lars Janssons smukke ballade Hope fra Janssons 1999-album af samme navn spiller Sørensen på meget bevægende vis. Den følges op af Ebbe Skammelsøn, et af albummets højdepunkter. Den starter ud på dramatisk vis i det dybe register. Så kommer der et ordentligt tryk seksten, hvor orgelets lydtryk forplanter sig i hver en celle i kroppen. Det er både stærkt og effektivt.

Jan Johansson lavede ikke Visa från Utanmyra og Emigrantvisa, da det var svenske folkemelodier. Men han har gjort dem kendte. Henrik Sørensen spiller dem begge på en måde, hvor han fortæller noget nyt med de kendte og elskede melodier. Det samme gælder i øvrigt Abdullah Ibrahims The Wedding. Hvis jeg atter skulle giftes, så var der ingen tvivl...

Hvis du have det fulde udbytte af det her album, så skal du sætte dig i en god lænestol, glo lige ud i luften og tage hovedtelefonerne på. Så vil du blive klar til at tage imod vellyden fra orgelet i domkirken i Maribo.


Ingen kommentarer: