Det er med en begejstring, der befinder sig i klassen: "Hold nu op! Det er sådan en pianotrio der spiller standards skal lyde." I princippet er det ikke nødvendigt at føje særligt mange ord til det udbrud. Meeeen, nu er det her en blog, hvor jazzbloggeren har frirum til, kagle lige så meget han vil. Keith Jarrett Trio er om nogen, den trio der har flydt mest gennem mine ører, når der skulle lyttes til jazzstandards. De er blevet referencen for hvordan det skal lyde. De spiller ikke som en trio der skal imponere. De spiller som en trio, der er den musik de spiller.
På den nyeste plade med trioen, der ud over Jarrett også består af Gary Peacock på bas og Jack DeJohnette på trommer, hører vi dem i en indspilning fra 1998. Det er en lidt særlig optagelse i Jarrett trio historien. Vi hører trioen i en optagelse af den første koncert som de spillede i et par år efter, at Jarrett havde været ude af stand til, at optræde live på grund af det kroniske træthedssyndrom, som Jarrett var udfordret af.
Trioen bobler af glæde over at spille sammen, hvor der er sat fokus på bebop numre, da Jarrett var mest tryg ved, at spille dem. Prøv f.eks. at lytte til deres udgave af Charlie Parkers Scrapple from the apple. Her er de er i fuld kontakt med beboppens inderste sjæl. Ellers er de to CD’er fyldt med lækkerier som Old Folks, Bouncin’ with Bud og When I fall in love. Har du allerede en masse plader med Keith Jarrett Trio. Så er der ingen vej udenom, så skal du også have den her. Det er triojazz i jazzmosfærisk høj klasse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar