Jazzfestivalsæsonen starter i weekenden. Der er ikke kun forårsfornemmelser. Det begynder så småt at dufte af sommer. Det er 6. gang at der er Modern Jazz Days på Tapperiet i Køge. Det er desværre også sidste gang, da styrmanden for festivalen, Jakob A.V. Baggesen går fra borde, når festivalen slutter på søndag.
Endnu en gang har Baggesen sammensat et program som aftvinger respekt for originalitet og modighed. De senere år har der været opmærksomhed på kønsfordelingen blandt de optrædende på festivaler i hele landet. I Køge gør man også noget ved det. Desuden har man sat fokus på blandingen af elektronisk musik og jazz.
Festivalen åbner på fredag med et stærkt nyt navn fra den danske jazzscene. Guitaristen Rasmus Oppenhagen Krogh udgav sidste år sit debutalbum Distill, som nærværende blog havde på listen over årets bedste jazzalbums. Han kommer sammen med en superskarp kvartet med veteranerne Nils "Bosse" Davidsen på bas og Kasper Tranberg på trompet, samt den unge Laurits Hilding Hyllested på trommer.
Søren Gemmer og Palle Mikkelborg MJD 2015 |
Herefter åbnes der op for de elektriske sluser, når Aarhus-fusionisterne Abekejser tager over. De følges op af nogle interessante duosamarbejder, hvor elektronikken er med som tredjemedlem. Guitaristen Tao Højgaard alias Mute State er sammen med sangerinden Astrid Engberg. Bassisten Lennart Ginman er sammen med sangerinden Ane Trolle. Duofesten afsluttes af 99 Blows (alias guitaristen mm. Rasmus Vestervig) og Tenoe (alias trommeslageren Terkel Nørgaard).
Til sidst kommer afrojazzelectronicafusionsbandet Kalaha på scenen, hvorefter kæmpe bigbandet Blood Sweat Drum + Bass sørger for at musikken stadig vil sidde i kroppen, når man rammer sengen fredag nat.
Lørdagen åbner børnevenligt med Æsken, der får følgeskab af en Toots Thielemanns tribute med Jacob Venndt og Mathias Heise. Herefter går det stærkt med en masse musik. Sinne Eeg starter i den store sal, hvorefter der følger en aften med Jesper Løvdal & Kathrine Windfeld Quartet, Kuku & Joseph Agamo & The Supreme Court, Live Foyn Friis w/ strings, Agergaard/Ginman/Blachmann/Tuznik, Excelsior og afslutteren Maximalistica.
Kresten Osgood MJD 2014 |
Det er fjerde gang, at Jazznyt er tilstede på Modern Jazz Days. Endnu en gang deltager jeg i en Sofa Session. Denne gang sammen med P8 jazz værten Jonas Visti og popsangeren Thøger Dixgaard. Her spiller, snakker og hygger vi om en god stak jazzvinyler.
Det hele slutter om søndagen, hvor Hanne Uldall Quartet med Christina Dahl spiller op til jazzbrunch.
I løbet af weekenden kan du også læse og høre lyde fra festivalen her på bloggen. Men det allerbedste ville selvfølgelig være, hvis du kom. Måske ses vi?
Her er en playliste med lidt inspiration.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar