torsdag, november 15, 2018

Jazznytprisen 2018 går til Janne Mark

 Torsdag aften fik sangeren og komponisten Janne Mark Jazznytprisen, i forbindelse med en koncert i Skjoldhøjkirken i Aarhus.

Det er syvende gang, at bloggen JazzNyt uddeler prisen. Den gives til en kunstner, der med afsæt i jazzen er med til, at udvikle og udfordre traditionerne. En kunstner der uden at gå på kompromis, er med til at løfte jazzen ud til et større publikum.

Med albummet Pilgrim forener Janne Mark, på smuk vis, de stærke danske salmetraditioner med jazzens nordiske toneklang. De omfavner og komplementerer hinanden i Janne Marks verden.


Der lægges stor vægt på at Jazznytprismodtageren skal være original og personlig i sit udtryk. Det er Janne Mark i høj grad. Hun skriver selv al musik og tekst. Salmerne rummer stærke beskrivelser af livet og følelser, der i Janne Marks fremførelse fremstår levende og nærværende.

Janne Mark laver musik til nutiden. Den er et samlingspunkt. Et sted hvor man samler sig. Hvor man finder ro. Janne Mark laver også musik til eftertiden. Det er langtidsholdbare salmer der fortjener at blive brugt og hørt af mange mennesker.

Jazznytprisen 2018 består af en flaske bobler og et stykke originalgrafik lavet af Mette Overgård.


Janne Mark er oprindeligt fra Struer. Hun har siden år 2000 været ansat som sanger og musikudvikler i Brorsonskirken i København. Hun har etableret sig som en af de mest overbevisende salmedigtere og komponister i sin generation med den internationale salmeudgivelse Pilgrim på det store tyske pladeselskab ACT.

Musikalsk befinder hun sig på et spor imellem sangskrivning, salmer, jazz og nordisk folketone. En meditativ, karakterfuld enkelhed præger hendes udtryk. På ’Pilgrim’ underbygges dette af den nyskabende norske trompetist Arve Henriksen.


Tidligere vindere af prisen: 
2017: Lasse Mørck
2016: Jens Mikkel
2015: Jakob Buchanan
2014: Carsten Dahl
2013: Jakob Bro

2012: Stefan Pasborg

Ingen kommentarer: