Årets bedste danske jazzudgivelser 2024

 

For nylig læste jeg, at hver eneste dag udgives der lige så meget ny musik, som der gjorde i hele 1989. Den digitale eksplosion, hvor næsten al musik udkommer på platforme som Spotify eller Tidal, stiller ekstreme krav til overbliksevnerne. 

Her vil jeg påstå at jeg har overblikket over lyden af dansk jazz. Der er ikke gået en dag i 2024, hvor dansk jazz ikke har været på min lytte radar. Der er kommet over 200 nye udgivelser, hvor jeg nok har skrevet om halvdelen her på bloggen. Den anden halvdel har jeg også hørt - men ikke haft tid til at skrive om. 

Dansk jazz er inde i en eksplosiv udvikling. Den er mere end nogensinde splittet i mange retninger. Det er mit ydmyge ønske at jeg med min blog Jazznyt, kan guide jazzinteresserede på vej i junglen. 

I år er det 21. gang, at Jazznyt laver en liste over de bedste danske jazzplader. Pladerne er listet op i alfabetisk rækkefølge. De er udvalgt ud fra mange krøllede kriterier; nyt, overraskende, bevægende, originalt, personligt, fedt (nok det vigtigste kriterium) og noget jeg vil anbefale til andre at bruge lidt tid på, at lytte til. 

Alawari: Leviathan (April Records)

Vildskaben er der skruet ned for. I stedet er der skruet op for stor, fyldig nærmest symfonisk lyd og stemning. Albummet er afvekslende, original (de lyder ikke som andre i dansk jazz), bevægende og gennembearbejdet. 

Anna Roemer: Blåregn (Anna Roemer)

Det er et meget melodisk og imødekommende album, der i sin sjæl vil favne livet. Det er musik der rækker ud til lytteren, hvilket på mange måder er med til at understrege, hvorfor Anna Roemer er noget særligt. Med nogle enkle melodier sætter hun stemning og følelse. Hun er ikke søgende eller tvivlende. Hun er tilstede for sin far, som hun har dedikeret musikken til, for musikken og for lytteren.

Antonio Dayyani: Trop op (April Records)

Dayyani er den diskrete trommeslager, der støtter og fremmer de andre musikere. Hans rolige melodier, der er rundet af ballader og stærke stemninger går lige i hjertet på mig. Som der står i covernoterne, så er den delikate balance af Nordic melancholy og dusty americana intakt. 

Carsten Dahl Golden Ratio Trio: Interpretations The Norway Sessions (Storyville)

Carsten Dahl siger at han er en åndelig arkæolog, der leder efter lyden af træets rødder. Han er sammen med Daniel Franck på bas og Jakob Høyer på trommer. Det er i samme vibe som Keith Jarrett - og alligevel, er det umiskendeligt meget Carsten Dahl - og der er ingen der er bedre til at spille Carsten Dahl end Carsten Dahl.

Clothing Club: Fresh Fade (Blikflak)

En trommeslager der er rundet af hip hoppen, en pianist med et stort melodisk hjerte og en bassist der har en krop lavet af et groove. Det lyder næsten for godt til, at være sandt. Det findes i virkeligheden. Det hedder Clothing Club og kommer fra Aarhus. Dem bliver jeg ikke færdig med foreløbig - jeg er klar til et længerevarende forhold. Er Clothing Club også klar?

Daniel Sommer, Arve Henriksen & Johannes Lundberg: Sounds & Sequences (April Records)

Musikken balancerer elegant mellem det akustiske og det elektroniske - der hvor man ikke tænker over om det er det ene eller det andet. Arve Henriksens store musikalske rummelighed og opfindsomhed passer godt sammen med Daniel Sommers musikalske retning, hvor der er tid og ro til at lade musikken udvikle sig.

Lars Fiil: New Ground (Fiil Free)

Lars Fiil har lavet et moderne nordisk jazzalbum med akustiske klangflader og ambient elektroniske teksturer. Helt grundlæggende står det på nogle gode melodier. Den har sin egen originale karakter, oven i den umiddelbart lette tilgængelighed, der kommer af det genkendelige melankolske nordiske jazzsprog.

Maria Bertel: Monophonic (Eget Værelse) 

Det er hypersoniske kaskader af messing tilsat distortion. Det er fri improvisation i noise-genren af den bedste slags. Maria Bertels kompromisløse måde, at bruge trombonen på er befriende. Er man til eksperimenterende og grænsesøgende musik er Maria Bertels Monophonic en plade man er forpligtet til at bruge tid på. Jeg er iøvrigt ret vild med lyden på pladen. Den er så ren i alt det brutale.

Smag På Dig Selv: SPDS (Stunt)

Har man været til koncert med trioen Smag på dig selv og mærket deres utæmmelige energi, så burde man være tilfreds med bare at kunne mærke halvdelen, når man skal høre dem på anlægget eller i sine hovedtelefoner. Men sådan forholder det ikke med dem. De har taget energien med i studiet og lader den eksplodere i ørene på den sagesløse lytter. Det er uden tvivl den vildeste energiudladning i dansk jazz i adskillige år.

Søren Skov Orbit: Adrift (Frederiksberg Records)

Søren Skov er en jazzsaxofonist for jazzens connoisseurs. Han har fundet inspiration fra så forskellige folk som Albert Ayler, Archie Shepp, Hans Dulfer og såmænd også John Gilmore og Yusef Lateef. Det er spirituelt og dybt. Det er opløftende og stemningsfuldt. Peder Vinds piano med en klang der er off og rå, passer perfekt ind i lydbilledet der har en vild og intens autencitet.

Dusko Goykovich: Doo’s Blues (sdban) LP/digital

 

I februar 1967 indspillede Bent Jædig pladen Danish Jazzman 1967, der på denne matrikel betragtes som en af de vigtigste danske jazzplader fra 60’erne…overhovedet. Der kom heller ikke så mange, vil den kyniske betragter måske sige. Det ændrer ikke på det faktum, at Jædig som 31 årig samlede et hårdt hold af danske musikere for at spille Jædigs musik - og så havde han taget en god ven med fra de år, han havde tilbragt i Tyskland, den jugoslaviske trompetist Dusko Goykovich. De lavede europæisk jazz til tiden.

Goykovich havde skrevet to af pladens fire numre og spillede med på en enkelt. Kort tid efter var Jædig og Goykovich i Bruxelles, hvor belgisk radio optog en session med dem, der nu er udgivet. De spiller begge Jædigs numre fra Jazzman-pladen, B’s Waltz og Atlicity og Goykovich’s Doo’s Blues suppleret med Goykovich’s The hot lick, som ikke tidligere har været ude. Backing leveres af amerikanske musikere der var bosat i Europa på det tidspunkt. Det er en dejlig tilføjelse til historien om Jædig. Både Goykovich og Jædig er på toppen. De føjer nye vinkler til de tre numre fra Jazzman-pladen. Det er tight som bare…

Pladen indeholder også tre numre fra andre sessions som Dusko Goykovich lavede for belgisk radio samme år. De er også værd at lytte til. Men det er sagerne med Jædig, der er skyld i, at jeg anbefaler pladen til die hard Bent Jædig-fans - og dem er der helt sikkert nogle stykker af derude.

Bandcamp

Rasmus Sørensen: At the right time (April Records) LP/CD/digital

 

Den unge jazzpianist Rasmus Sørensen er ikke til at stoppe. Ligesom man troede at sæsonen for triojazzplader var ovre, så sparker han døren ind med den meget overbevisende At the right time. Pladen er indspillet i foråret 2024, lige efter at April Records havde udgivet de to første plader med Sørensen. Det var med hver sin trio, den amerikanske og den europæiske. Den europæiske trioplade var fra 2022, hvor den kun udkom digitalt. 

Nu er han atter aktuel med den europæiske trio, hvor han er sammen med svenske Jon Henriksson på bas og den italienske trommeslager Francesco Ciniglio, der bla. har turneret med Wynton Marsalis Quartet på det seneste.

Rasmus Sørensen spiller med et overskud og en lethed, der minder mig om dengang hvor Peter Rosendal var på vej frem. Forskellen er at Sørensen har tilbragt en længere periode i New York. Det har farvet musikken. Hvis Brad Mehldau, Fred Hersch eller Vijay Iyer siger dig noget, så er du godt på vej. Hvis ikke, så kan du glæde dig over skønne melodier som The Sun, Perennial Youth eller titelnummeret At the right time. Der lige præcis det som denne plade er. På det rette tidspunkt.

Bandcamp

Lars Fiil: New Ground (Fiil Free Records) digital

 

Jeg fik musikken i god tid før udgivelsen og nu er der gået præcis en måned siden den udkom. Endelig har jeg fået tid til at sætte ord på en af de smukkeste danske jazzudgivelser der er kommet i år. Det er Lars Fiils New Ground. 

Lars Fiil har bevæget sig rundt i dansk jazz i mange år uden, at få en opmærksomhed der er proportional med talentet. I egne projekter som Fiil Free og Frit Fald, hvor det har været den frie improvisatoriske jazz der har været i centrum eller som sideman i I Think You’re Awesome.

Nu føjer han et nyt kapitel til karrieren, der bør få fleres ører i retning af manden. 

Han er sammen med bassisten Nicolai Kaas Claesson og trommeslageren Matt Carroll aka. SloGlo. De har lavet et moderne nordisk jazzalbum med akustiske klangflader og ambient elektroniske teksturer. Helt grundlæggende står det på nogle gode melodier, der sammen med måden det præsenteres på, går direkte i hjertet.

Klarinettisten Carolyn Goodwyn er gæst på A question of time, ligesom trompetisten Jakob Sørensen er det på et par numre. De tilføjer lidt ekstra til det i forvejen fuldendte univers. Lars Fiils musik bør få samme opmærksomhed som Bremer/McCoy, Svaneborg/Kardyb og Hvalfugl. Den har, ligesom de andre sin egen originale karakter, oven i den umiddelbart lette tilgængelighed, der kommer af det genkendelige melankolske nordiske jazzsprog.

Hvis du ikke forstår hvad jeg skriver, så tjek lige nummeret It is what it is ud.

Lars Fiil får en kæmpe anbefaling herfra.

Bandcamp