I det nordjyske har jazzguitaristen Jens Fisker efterhånden huseret i en del år. Han har en enkelt trioudgivelse fra 2017 i eget navn på samvittigheden. Den får nu selskab af den nye udgivelse We’re all wonders, hvor triobesætningen er udvidet med altsaxofonisten Olga Amelchenko og vokalisten Karmen Rõivassepp. Det er Marius Prasniewski der spiller bas og Aidan Löwe på trommer.
Jens Fisker er klassisk jazzguitarist med Jim Hall, Wes Montgomery og Joe Pass på moodboardet. Det er den varme guitarlyd, der bæres frem af et teknisk velfunderet spil. Fisker vil mere end at kunne frembringe den klassiske jazzguitarlyd. Musikken er ikke standardjazzmateriale. Det er reflekterende musik, hvor musikerne spejler følelser, relationer og samvær i nutiden.
Samværet bruges af de fem musikere til, at skabe en forståelse på tværs af nationaliteter og baggrund. Olga Amelchenkos altsax står skarpt og flot hele vejen, Rõivassepps ordløse sang står godt sammen med altsaxen. Fisker kaster sig ud nogle sikre soli undervejs. Eksempelvis på Syncopated Hearts, hvor Rõivassepp har en tekst som udgangspunkt for sin vokal. Det er nok også min favorit på pladen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar