Kan der føjes noget nyt til julens velkendte melodier? Det kan der når kvartetten Jazz på Dansk med Martin Schack på piano, Michael Olesen på saxofon, Morten Ramsbøl på bas og Morten Lund på trommer kaster sig over 5 julemelodier på EP’en Jul 2024. De lavede for 8 år siden CD’en Jule og vintersange. Den nye udgivelse er en god forlængelse af den.
Det siger givetvis mest om min alder, at jeg synes at deres version af titelmelodien fra julekalenderen Vinterbyøster fra 1973 er den fedeste på EP’en. Den julekalender har altid været en stor favorit hos mig. Derfor vækker melodien gode minder. Når den bliver jazzificeret i Jazz på Dansk-universet, hvor det swinger og flyder så smukt, så forlanger jeg ikke så meget mere. EP’en afsluttes med en anden julekalenderklassiker, Nu det jul! fra Nissebanden fra 1984. Derimellem spiller de Julen har bragt velsignet bud, Sikken voldsom trængsel og alarm og den svenske Jul jul strålende jul.
Jul 2024 er et dejligt supplement til gløgg, æbleskiver og ønsket om en hvid jul. Kvartetten er tæt på noget af det bedste der kan opdrives i dansk jazz, når det kommer til, at spille den slags materiale. Glædelig jul.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar