Det kan godt være, at der var fokus på trombonen i løbet af DMA Jazz fejringen på Vega, mandag aften. Det var til gengæld to trommeslagere der stjal fokus.
Stefan Pasborg hyldede sin nyligt afdøde gudfar, den danske trommelegende Alex Riel med et rørende og bevægende indslag, hvor publikum i salen klappede i og fokuserede på musikken. Pasborg lagde ud med en solo, hvor han inkorporerede dele fra det frie solostykke fra Riels 1966-debut. Herefter kom saxofonisten Fredrik Lundin og pianisten Carsten Dahl på scenen, hvor de først spillede Alex Riels yndlingsmelodi Smile og derefter Idaho, som Riel bl.a. spillede på 2007-pladen The High and the Mighty (en plade der ikke kan roses for meget). Trioen satte musikken og dem selv i spil. Det kunne mærkes - og blandt andet derfor, var det en stor oplevelse og aftenens absolutte højdepunkt.
Det var anden gang at Store Vega lagde scene til DMA Jazz festen, der er arrangeret af JazzDanmark - og for første gang med Kresten Osgood i værtsrollen. Det gav forventninger til et loose, improviseret og mere jazzet show - hvilket heller ikke betød så meget, da P8 jazz ikke sendte programmet live, men i stedet havde valgt at lave den som en podcast.
At Kresten Osgood også tog prisen for at have lavet årets danske jazzudgivelse med Live at H15 pladen lå nok ikke i kortene, da JazzDanmark havde valgt ham som vært. I øvrigt var det første gang at han var nomineret. At jeg blev drillet af flere (ikke Osgood) for ikke, at have taget den med på Jazznyts liste over årets bedste danske jazzplader må jeg så leve med. Jeg synes stadig at den er rigtig god.
Bisses samarbejde med SVIN aka. BISSESVINET åbnede DMA Jazz showet med et højspændt og messende indslag, hvor SVINs brutale lydbillede matchede Bisses dramatiske evner.
Kategorien Året nye jazznavn var sammen med Årets alternative udgivelse, den eneste kategori, hvor jeg havde skrevet om alle pladerne her på bloggen. Jeg havde en personlig favorit i Årets nye jazznavn i form af Vingborg/Valencia - da jeg har fulgt dem meget tæt og med stor fornøjelse i al den tid de har eksisteret - at det så blev Øyunn der løb med prisen var helt okay. Aspects er et vellykket møde mellem indiepop og jazz. Iøvrigt fortalte hun mig senere på aftenen, at der er et nyt album på vej.
I kategorien Årets alternative jazzudgivelse var det Rasmus Holm der, lidt overraskende, da det måske var den mindst alternative af de fem nominerede, tog prisen med Anxiety Suite. Til gengæld er det et fedt album, der fortjener mere opmærksomhed.
Rasmus Holm spiller på trombone - det gjorde hele to af aftenens optrædende også. Først var det Lis Wessberg, der lagde ud med en instrumental version af Behind the Walls, som hun sammen med Karmen Rõivassepp var nomineret i singlekategorien for. Indslaget var smukt og elegant. Hun blev afløst af Maria Bertel, der ligeledes spiller trombone - hendes plade Monophonic har Jazznyt på listen over årets bedste danske jazzudgivelser- og hendes optræden var et koncentrat af den plade. En rå, monumental og brutal lyd, grænsende til noise-genren. Jeg ved godt at det er musik for de få. Tak til JazzDanmark for at give hende muligheden.
P8 ildsjælsprisen gik til en stor gruppe unge mennesker. De frivillige fra Jazzhaus i Kolding. Hvis jeg var 18 år, så ville jeg bo i Kolding. De kom på scenen med den skønneste energi. I den anden ende af aldersskalaen og med lige så stor og misundelsesværdig energi, kom Tversted Jazzy Days på scenen og fik prisen som Årets scene - efter at have lavet jazzfestival gennem 26 år i den lille by med 500 indbyggere.
En stor favorit her på bloggen gennem mange år, Jakob Buchanan fik prisen som Årets Jazzkomponist for værket Song & Wind, der er skrevet for kor, orkester og jazzensemble. Pianisten Rasmus Sørensen fik prisen som Årets musiker, med baggrund i pladen Balancing Act. Der er fart på unge Sørensen - der er kommet to plader med ham i år - og der er mere i vente i 2025. Jeg ville måske nærmere kalde ham De kommende års musiker.
Kathrine Windfeld kom direkte fra Mallorca, hvor hun havde spillet med sit band. Hun fik prisen som Årets livenavn. I singlekategorien tog Amalie Dahl’s Dafnie prisen med We don’t want your stupid war, nummeret var skrevet lige efter Ruslands invasion af Ukraine.
Kresten Osgood var god i værtsrollen - hvor han kom med personlige stikpiller og kærlighedserklæringer til jazzmiljøet. I det taget skabte han en afslappet, nærværende og god stemning. Det var ikke så stramt som det plejer. Til gengæld var skuldrene sænket og det hele blev så dejligt jazzet. Han fik undervejs hjælp af både Goodiepal og kulturministeren.
Saxofonisten Jan zum Vohrde spillede duo sammen med instrumentkollegaen Søren Siegumfeldt. Melissa Inya var tildelt den utaknemmelige rolle som finale - efter Pasborgs og co’s Riel-hyldest. Hun kom med et gospel og deep soul univers, der nok kunne noget - men på et svært tidspunkt, hvor der var opløsning i salen og folk var på vej til efterfest i sidebarerne og Ideal Bar.
“Vi er idealister og vi er ikke pragmatiske omkring det. Vi arbejder med utopier. Det er det vi har gang i. Det er derfor vi er så utroligt vigtige for samfundet. Jeg tænker tit, hvorfor ringer ringer folk ikke hele tiden til Jeppe Zeeberg (medlem i Kresten Osgood Quintet) og spørger ham til råds om samfundsmæssige spørgsmål. Han ville kunne løse mange af de problemer som folk sidder med rundt på kontorerne… husk nu at vi rent faktisk kan rigtigt meget fordi vi er jazzmusikere. Vi kan godt bruges til at løse en masse andre ting, der sker i samfundet end bare at være dem der har en sjov hat på og spiller jazz. Vi er faktisk nogle rimeligt seriøse mennesker.” som Kresten Osgood sagde i sin takketale.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar