tirsdag, december 03, 2024

Dusko Goykovich: Doo’s Blues (sdban) LP/digital

 

I februar 1967 indspillede Bent Jædig pladen Danish Jazzman 1967, der på denne matrikel betragtes som en af de vigtigste danske jazzplader fra 60’erne…overhovedet. Der kom heller ikke så mange, vil den kyniske betragter måske sige. Det ændrer ikke på det faktum, at Jædig som 31 årig samlede et hårdt hold af danske musikere for at spille Jædigs musik - og så havde han taget en god ven med fra de år, han havde tilbragt i Tyskland, den jugoslaviske trompetist Dusko Goykovich. De lavede europæisk jazz til tiden.


Goykovich havde skrevet to af pladens fire numre og spillede med på en enkelt. Kort tid efter var Jædig og Goykovich i Bruxelles, hvor belgisk radio optog en session med dem, der nu er udgivet. De spiller begge Jædigs numre fra Jazzman-pladen, B’s Waltz og Atlicity og Goykovich’s Doo’s Blues suppleret med Goykovich’s The hot lick, som ikke tidligere har været ude. Backing leveres af amerikanske musikere der var bosat i Europa på det tidspunkt. Det er en dejlig tilføjelse til historien om Jædig. Både Goykovich og Jædig er på toppen. De føjer nye vinkler til de tre numre fra Jazzman-pladen. Det er tight som bare…


Pladen indeholder også tre numre fra andre sessions som Dusko Goykovich lavede for belgisk radio samme år. De er også værd at lytte til. Men det er sagerne med Jædig, der er skyld i, at jeg anbefaler pladen til die hard Bent Jædig-fans - og dem er der helt sikkert nogle stykker af derude.

Bandcamp

Ingen kommentarer: