Lyden af jazzen i 1975 - 1. afsnit

MILES HAVDE BRUG FOR EN PAUSE

Miles Davis var 48 år i 1975, da han indledte en 3 uger lang turné i Japan, der kastede de to album Agartha og Pangaea af sig. Førstnævnte blev udgivet samme år i Japan og Europa men først året efter i USA. På det tidspunkt havde Miles Davis trukket sig fra offentligheden og spillede ikke igen før 1980. De japanske live-indspilninger var nogle hidsigt funky jazzrock udladninger fra et skarpt band, som han havde turneret med i to år på det tidspunkt. 

1975 var et stort jazzpladeår. Der kom nogle afsindigt gode plader, der stadig holder. Nogle blev meget populære i samtiden - andre opdaget siden hen - mens en helt tredje kategori er dem, der flyttede jazzen, blev populære i samtiden og i dag er tidløse klassikere. I denne artikel vil jeg gennemgå lidt af hvert fra jazzens overdrev, forhåbentlig skabe et overblik og gøre dig mere nysgerrig på jazzen fra 1975. 

1975 var året hvor flere af de musikere som Miles Davis tidligere havde spillet sammen med, udgav deres bedste og mest kendte plader. Jeg kan lige så godt lægge ud med den største af dem alle. Keith Jarretts The Köln Concert, der blev indspillet d. 24. januar på Operaen i Köln. Pladen blev udgivet i november samme år og er en af den slags jazzplader, der har fundet et kæmpe publikum, også langt udenfor jazzen. Det vilde er, at Keith Jarrett også får udsendt pladerne Death and the flowet, Luminessence, El Juicio (The judgement) og Backhand i 1975, hvor særligt den første er en af mine mange Jarrett-favoritter. Ifølge Wikipedia er The Köln Concert det bedst sælgende soloalbum og klaveralbum nogensinde, rygtet siger over 4 mio. albums. Keith Jarrett var uoplagt, havde ondt i ryggen, sovet dårligt og for at toppe det hele, så var flygelet i meget dårlig stand - og der var ikke tid til at skifte det. Det var på den baggrund, at han pressede sig selv til det yderste og lavede albummet, der bør stå i en enhver jazzhusholdning.

Nogle få dage før Jarretts koncert i Köln havde saxofonisten Wayne Shorter, der bla. spillede med Miles i den berømte kvintet i 60’erne, udgivet albummet Native Dancer, hvor han var sammen med brasilianeren Milton Nascimento. Shorter og Nascimento lavede et vellykket møde mellem amerikansk jazz som den lød i midt-halvfjerdserne og brasilianske musiktradtitioner. Det var ikke direkte de ellers populære brasilianske bossa, tropicalia eller MPB genrer, selvom der var enkelte elementer. Milton Nascimento havde medbragt egne musikere og Shorter medbragte bla. Herbie Hancock.

Hancock havde også et godt 1975. Han lavede sit måske mest råfunky album nogensinde. Man-child markerede også slutningen på Headhunters samarbejdet. Headhunters lavede selv den ustyrligt fede Survival of the fittest i 1975. Albummet åbner med Hang up your hang ups. Riffs og grooves serveres med selvsikker præcision.

Pianisten Chick Corea der sammen med Hancock og Jarrett havde været med til, at sætte ild til den elektriske Miles, var meget aktiv på udgivelsesfronten Han havde produceret og spillet på Stan Getz pladen Captain Marvel i 1972, den så først dagens lys i 1975. Her spillede Stanley Clarke bas. Samme Clarke var selvfølgelig også med på Return To Forever pladen No Mystery sammen med Chick Corea. Al Di Meola’s guitar var med til at trække den ellers rimeligt funky plade i jazzrock retningen. Chick Corea fik en Grammy i kategorien Award for Best Instrumental Jazz Performance, Individual or Group i 1975 for denne plade.

Jazzrock var hot shit I 1975. Mahavishnu Orchestra med den tidligere Miles Davis guitarist John McLaughlin, udgav deres femte album med Visions of the emerald beyond. Trommeslageren fra 60’er kvintetten Tony Williams havde allerede lagt Lifetime bandet i graven og forsøgte sig nu med The New Lifetime, hvor han havde taget det engelske guitargeni Allen Holdsworth med i studiet. Inden jeg i næste afsnit går i flæsket på jazzrocken, vender jeg lige den sidste Miles-kumpan. Bassisten Ron Carter.

Carter havde travlt med pladeselskabet CTi, hvor han spillede på albums med Jim Hall (Concierto), Don Sebesky (The rape of El Morro), Hubert Laws (The Chicago Theme), Gerry Mulligan/Chet Baker (Carnegie Hall Concert), Stanley Turrentine (The Sugar Man), Freddie Hubbard (Polar AC) og sin egen Spanish Blue. Han nåede også at medvirke på plader med bla. Eddie Palmieri, Dr. Lonnie Smith, Gato Barbieri, Horace Silver, Hank Jones og mange andre.

Playliste med 100 jazznumre fra 1975

Lyden af jazzen i 1975 - 2. afsnit

ELGUITAR OG SAXOFON - SKAL VI HA’ JAZZROCK OG FUSION?

Elguitaren med tilhørende pedal havde gode kår i midten af 70’erne i jazzen. Det hed jazzrock og var måske ved at toppe. På den anden side var fusionsjazzen på vej. Mahavishnu Orchestra havde udgivet deres bedste albums. Kongen af jazzrocken, Miles Davis, var gået i hi. Return to Forever havde endnu et par skud i bøssen. Men hvordan stod det ellers til? 

Jeg kommer omkring danske Secret Oyster og Coronaria Dans i næste afsnit. I Sverige debuterede Kornet med deres første plade. De holdt til i den blødere ende af jazzrocken og brugte både xylofon, marimba, el klaver og lækre melodier.

I Norge havde guitaristen Terje Rypdal lavet Odyssey, hans fjerde album for pladeselskabet ECM. Nogle vil mene, at det er en regulær jazzrock klassiker. Der er mørke og melankolske progrock elementer og en originalitet udover det sædvanlige. 

ECM var med på jazzrockbølgen, men ligesom med Terje Rypdal, så gik de ikke den lige vej. En af de helt store plader fra ECM i 1975, var uden tvivl John Abercrombies Timeless. Han er sammen med Jan Hammer på tangenter og Jack DeJohnette på trommer. Hovedværket på albummet, er det 12 minutter lange svævende og tidløse titelnummer.

Guitaristen Ralph Towner udgav Solstice på ECM, her var han sammen med tyske Eberhard Weber og norske Jon Christensen og Jan Garbarek. En rolig, luftig og europæisk jazzklassiker. 

Jazzrocken havde gode kår i 1975 i Europa, med kunstnere som engelske Nucleus, Soft Machine, Robert Wyatt, Jeff Beck og King Crimson, hollandske Focus, tyske Passport, italienske Napoli Centrale og franske Magma opnåede en vis popularitet.

Fra USA kom multigenremusikeren Frank Zappas One size fits all, hvor George Duke medvirkede. Village Voice anmelderen Robert Christgau skrev rammende i hans anmeldelse: "Zappa's music has gotten a little slicker rhythmically—which is what happens when you consort with jazz guys—but basically it's unchanged.”

Weather Report med Wayne Shorter og Joe Zawinul udsendte Tale Spinning, hvor nummeret Lusitanos for mig, står som en klassiker. Joe Zawinul var helt fremme i bussen i brugen af nye synthesizere på albummet.

Playliste med 100 jazznumre fra 1975

 

Lyden af jazzen i 1975 - 3. afsnit

DANSK JAZZ OG ET FREMADSTORMENDE PLADESELSKAB FRA KLAMPENBORG 

Der kom ikke mange jazzplader med ny dansk jazz i 1975. Til gengæld kom der flere plader, der fortsat er værd at lytte til - endda med stor glæde. 

I Danmark sang det gamle Jazzhus Montmartre i St. Regnegade på sidste vers og lukkede endeligt i februar 1976. Meget symptomatisk, så var den amerikanske tenorgigant Dexter Gordon rejst hjem til USA i 1975 efter, at have boet i Danmark siden 60'erne. Til gengæld nåede Nils Winther fra pladeselskabet Steeplechase at lave en kontrakt med ham, der bla. kastede den Palle Mikkelborg arrangerede plade More than you know af sig. I det hele taget var Steeplechase i topform i den periode. Det kun tre år gamle pladeselskab udsendte plader i en lind strøm - det gør de iøvrigt stadig. Plader med Jackie McLean, Duke Jordan, Andrew Hill, Clifford Jordan, Kenny Drew, Walt Dickerson og Lee Konitz var med til, at gøre det til en af Steeplechase's bedste perioder. Her vil jeg i øvrigt gerne fremhæve Jackie McLean's New York Calling.

Niels-Henning Ørsted Pedersen udgav sin første plade i eget navn efter at han lavet de yderst succesfulde Duo-plader med Kenny Drew. Han var sammen med barndomsvennen Ole Kock Hansen, der selv udsendte LP'en Folkeviser i 1975 og de to udenlandske stjerner Phillip Catherine på guitar og Billy Higgins på trommer. Pladen er et tidstypisk dokument med el-klaver og en manglende retning. Til gengæld er det en fornøjelse at høre NHØP's skønne baslyd ud over det hele. Det er ham der bestemmer. Evige favoritter hos mig er Summer Song og melodien til datteren, My Little Anna.

Den anden danske udgivelse fra Steeplechase var Coronarias Dans' Visitor. Noget helt andet end Niels Henning Ørsted Pedersen. Trioen med de tre musikere, Kenneth Knudsen på keyboards, Claus Bøhling på guitar, Peter Friis Nielsen på bas og Ole Streenberg på trommer var ikke full blown jazzrock, selvom de nok viste deres jazzrock credentials med den afsluttende Which Witch. Inden da, kommer de vidt omkring og har efterladt et værdigt dokument fra et af 70'ernes mest spændende danske bands.

Secret Oyster var vel kongerne indenfor jazzrocken herhjemme. Tre af medlemmerne fra Coronarias Dans går igen i Secret Oyster. Det var Karsten Vogel der stod i spidsen og havde komponeret Vidunderlige kælling. Det er en fed sammenhængende musikalsk historie.

Gruppen Buki Yamaz indeholdt nogle medlemmer der i årene efter 1975 satte dybe spor i dansk musik. Latin, funk og jazz var fundamentet for gruppen på deres fænomenale debutplade, hvor Hot Funk og Mambo for Lone er blandt stjernenumrene. Kasper Winding var kortvarigt inde over gruppen og har skrevet fire numre på pladen. Mikkel Nordsø blev senere stjerne med Sneakers. Kim Sagild producerede diverse hovedværker i dansk rock i firserne. Aske Bentzon lavede det udødelige album Badminton. Henrik Bødtcher producerede både Nanna, Tøsedrengene, Halberg-Larsen og mange flere. 

Her til sidst i afsnittet om de danske jazzplader fra 1975, kan jeg ikke lade være med at nævne Papa Bue og Lillers hitplade Man kan vel ikke gøre for at man har charme. Det mest vellykkede crossover mellem traditionel jazz og dansktop nogensinde. LP'en solgte til en sølvplade. Min far, der på det tidspunkt var en 29 årig typograf havde også købt pladen. Jeg kan med garanti sige, at det var den eneste jazzplade jeg hørte i 1975, som 7 årig i vores nye gule parcelhus. Jeg har ikke hørt den meget siden. Men charme? Det har den.

Playliste med 100 jazznumre fra 1975

Lyden af jazzen i 1975 - 4. afsnit

 

FUNK UD OVER DET HELE

Hvis der er noget der er rigtigt meget af i min pladesamling, så er det funky jazz. Her er 1975 et af de helt store år. Disco var i sin tidlige vorden. Jazzfløjtenisten Herbie Mann indtog i februar 1975 førstepladsen på Billboard nye Hot Dance Club Play. En hitliste der afspejlede det der blev spillet på diskotekerne i New York og omegn. Det var nummeret Hi-jack fra albummet Discotheque der tog førstepladsen. Albummet indeholdt også versioner af Average White Bands Pick up the pieces og Labelles Lady Marmalade.

Trompetisten Donald Byrd havde fingrene godt og grundigt nede i funkkrukken, hvor tunge grooves, strygere og vokaler uden dybere budskaber markerede en ny tid for pladeselskabet Blue Note. Han havde allieret sig med Mizell brødrene, der kunne deres funk. De var også med til, at lave Donald Byrds andet album i 1975, Stepping into tomorrow, ligesom de også sammen med Donald Byrd var med til at lave The Blackbyrds albummet City Life med den udødelige Rock Creek Park og den mindre kendte og anbefalelsesværdige Vibes of truth med The 3 Pieces. Desuden var Mizell brødrene også inde over fløjtenisten Bobbi Humphreys Fancy Dancer, der også kom på Blue Note. 

Brecker Brothers debuterede med pladen der slet og ret hed The Brecker Brothers. Den åbner med Skunk Funk. Så kan hornbaseret jazzfunk simpelthen ikke skæres skarpere. Albummet indeholder også den skønne tilbagelænede Sneaking up behind you. Jazztrommeslageren Harvey Mason, der i 1977 lavede discobangeren Till you take my love, debuterede i 1975 med Marching in the street. Her markerer guitaristen Lee Ritenour sig ret tydeligt. Den dengang 23 årige guitarist havde bla. skrevet nummeret Wild rice på pladen. Alene i 1975 medvirker Lee Ritenour på plader med Aretha Franklin, Oliver Nelson, Patrice Rushen, George Duke, Michael Omartian, Art Garfunkel, Carly Simon, Brass Fever og Alphonse Mouzon.

Apropos sessionguitarister, så er John Tropea’s album Tropea en stor klassiker i min samling. Det er behagelig souljazzfunk med en sjat disco. Albummet holder hele vejen. I øvrigt spiller Steve Gadd trommer på pladen.

En af mine store favoritter fra 1975 er bassisten fra Ramsey Lewis’ band, Cleveland Eaton’s Plenty good Eaton, der blev udgivet af Black Jazz Records. Det er en tung basladet sag, der har trukket på inspiration fra blaxploitation film og andet godt. All you lover, all day, all night er altid et godt nummer. 

I Philadelphia holdt studiet Sigma Sound Studios til. Lokale helte som Harold Melvin & The Blue Note og Billy Paul fik indspillet deres største hits der. Studiet havde blandt andet et fuldt orkester med blæsere og strygere, der sad klar, når der var brug for den slags lækkerier. Det havde The Salsoul Orchestra med Vincent Montana jr. i spidsen. De lavede deres første plade i 1975. En overdreven overvejende instrumental funky soulsag med få og velplacerede  jazzelementer. I samme afdeling skal det andet Philadelphia instrumentale funkband MFSB også nævnes. Jeg kan heller ikke lade være med at nævne, at David Bowie i 1975 indspillede en stor del af et af hans allerbedste albums, Young Americans i Sigma Sound Studios i Philadelphia, hvor en ung David Sanborn tog en vigtig tørn på saxofonen.

Funky jazz havde godt fat i hele verden. I Brasilien udsendte min favorit jazzfunktrio Azymuth, deres første album. I Frankrig kom den første plade med Cortex, der siden har opnået kultstatus bl.a. i kraft af at hip hoppen har brugt mange samples fra albummet. Det er funky med elementer af både bossa og rock. Et andet fransk kultnavn er Harlem Pop Trotters, der har solgt flere plader i dag end de gjorde dengang. 

I Polen var man heller ikke døv overfor funken. Her lavede saxofonisten Zbigniew Namislowski albummet Kujaviak goes funky. Det er Wojciech Karolak der spiller elpiano på albummet. Karolak lavede selv pladen Easy! der sine steder kan minde om Weather Report. 

Japanske Jiro Inagaki skrev linernotes til den japanske udgave af Brecker Brothers første plade. Han spillede saxofon og var med til at lave pladen Funky Stuff med bandet Soul Media, der i de senere år er genudgivet på vinyl i flere udgaver. Den nyopståede interesse for albummet giver god mening. Det er organisk og røvrystende lækkert arrangeret jazzfunk. En anden japansk funky plade fra 1975 er Akira Ishikawas Back to rhythm, der primært indeholder coverversioner af kendinge som Bongo Rock, Pick up the pieces, I shot the sherif og den helt syge Hey Jude, sunget  på japansk. Nummeret Do it (till you’re satisfied) er til gengæld topklasse.

Jeg har svært ved at begrænse mig i dette afsnit om jazzfunken. Men jeg må hellere lukke ned nu og leve med at der er en masse jeg ikke får nævnt. Jeg kan anbefale at læse mine tidligere indlæg om Discojazz, hvor der også musik fra 1975. I det sidste afsnit handler det om den eksperimenterende jazz og nogle eftertanker.

Playliste med 100 jazznumre fra 1975

Lyden af jazzen i 1975 - 5. afsnit

 

EKSPERIMENTER OG EFTERTANKER

Når det gælder den eksperimenterende jazz, free jazz eller avantgarde jazz er jeg lidt på udebane, selv om det er genrer jeg ofte hører.  Jeg har saxofonisten Oliver Lake’s freejazzplade Heavy Spirits i samlingen og den er god. Den blev udgivet på det store pladeselskab Aristas underselskab Freedom, som de havde overtaget fra det engelske pladeselskab Black Lion. De udgav i 1975 bla. plader med Cecil Taylor, Albert Ayler, Andrew Hill, Sun Ra, Art Ensemble of Chicago og Marion Brown. Der var flere genudgivelser blandt dem. Men en også satsning på ikke-kommerciel musik fra et kommercielt selskab. Måske fortæller det noget om 70’ernes risikovillighed og vildskab.

Det i 70’erne, helt nye pladeselskab Virgin, der slog sit navn fast med Mike Oldfield, havde også en vild og eksperimenterende side. De udsendte i 1975 to plader med det engelske avantgarderockband Henry Cow. In praise of learning var i et viltert grænseland mellem avantgarde, rock og jazz. De skabte musik som ingen andre. De fandt sammen med den engelsk/tysk/amerikanske trio Slapp Happy på albummet Desperate straights, Slapp Happy musikerne medvirkede også på In praise of learning.

Don Cherry lavede nok sit kommercielt mest vellykkede album med Brown Rice. Titelnummeret er i dag et af de mest afspillede numre med Don Cherry på Spotify. Den ellers frie og eksperimenterende musiker var næsten ovre i fusionen. Han havde ikke glemt rødderne på den afsluttende Degi Degi, hvor der gives slip.

Det tyske freejazz fyrtårn Peter Brötzmann nåede at sende hele tre trioplader sammen Fred Van Hove og Han Bennink på gaden. Bla. Outspan 1 hvor Albert Mangelsdorff også medvirkede.

Jeg skrev et opslag i facebookgruppen Jazzogvinyl om at jeg var i gang med denne artikel om jazz fra 1975. Her bad jeg om input. Musikeren og pladesamleren PO Jørgens kom med nogle gode bud, særligt fra den eksperimenterende side af jazzen. Han nævnte bla. Revolutionary Ensemble, Irene Schweitzer, Tony Oxley, Evan Parker & Paul Lytton og Spontaneous Music Ensemble som nogle bud på kunstnere man skal være opmærksom på. I øvrigt er de nævnte kunstneres albums fra 1975 ikke på Spotify, så vinyljagt er eneste mulighed, hvis du vil høre dem.

Nu er jeg ved vejs ende på artiklen om jazz i 1975. Pludselig går det op for mig, at der en masse jeg ikke har skrevet om. Det gælder feks. Ronnie Laws Always there og Bill Evans plade sammen med Tony Bennett. Michael Franks debutplade og Joni Mitchells The Hissing of Summer lawns. En anden kvinde er Patrice Rushen, der lavede Before the dawn i 1975. Jeg må desværre erkende at kvinderne ikke fyldte meget i jazzen i 1975. 

1975 var også året hvor Lou Reed udsendte Metal Machine Music, et album der har haft en stor betydning for min tilgang til eksperimenterende musik. Jeg købte den oprindeligt kun fordi jeg samlede på Lou Reed plader - så hørte jeg den. Syntes at den var mærkelig. Så hørte jeg den igen og igen. I dag sætter jeg den meget højt i min pladesamling.

Den oplevelse er en påmindelse om, at der er visse former for musik der måske ikke fænger med det samme. Måske har det et eller andet som man bliver tiltrukket af. Derfor giver man musikken flere chancer, når man er nysgerrig og ikke er bange for at blive udfordret. Jeg har lavet en Spotify playliste med 100 jazznumre fra 1975. Der er helt sikkert noget der fænger med det samme. Andet skal have flere chancer. Brug listen som udgangspunkt for musikalske eventyr. Jeg vil opfordre dig til, at høre hele albummet, som de forskellige numre er fra. Du har god tid, hvis du skal nå det i 50 året for udgivelserne. Lyt til 2 albums om ugen, så har du hørt det hele når året er omme.

Playliste med 100 udvalgte jazznumre fra 1975