EKSPERIMENTER OG EFTERTANKER
Når det gælder den eksperimenterende jazz, free jazz eller avantgarde jazz er jeg lidt på udebane, selv om det er genrer jeg ofte hører. Jeg har saxofonisten Oliver Lake’s freejazzplade Heavy Spirits i samlingen og den er god. Den blev udgivet på det store pladeselskab Aristas underselskab Freedom, som de havde overtaget fra det engelske pladeselskab Black Lion. De udgav i 1975 bla. plader med Cecil Taylor, Albert Ayler, Andrew Hill, Sun Ra, Art Ensemble of Chicago og Marion Brown. Der var flere genudgivelser blandt dem. Men en også satsning på ikke-kommerciel musik fra et kommercielt selskab. Måske fortæller det noget om 70’ernes risikovillighed og vildskab.
Det i 70’erne, helt nye pladeselskab Virgin, der slog sit navn fast med Mike Oldfield, havde også en vild og eksperimenterende side. De udsendte i 1975 to plader med det engelske avantgarderockband Henry Cow. In praise of learning var i et viltert grænseland mellem avantgarde, rock og jazz. De skabte musik som ingen andre. De fandt sammen med den engelsk/tysk/amerikanske trio Slapp Happy på albummet Desperate straights, Slapp Happy musikerne medvirkede også på In praise of learning.
Don Cherry lavede nok sit kommercielt mest vellykkede album med Brown Rice. Titelnummeret er i dag et af de mest afspillede numre med Don Cherry på Spotify. Den ellers frie og eksperimenterende musiker var næsten ovre i fusionen. Han havde ikke glemt rødderne på den afsluttende Degi Degi, hvor der gives slip.
Det tyske freejazz fyrtårn Peter Brötzmann nåede at sende hele tre trioplader sammen Fred Van Hove og Han Bennink på gaden. Bla. Outspan 1 hvor Albert Mangelsdorff også medvirkede.
Jeg skrev et opslag i facebookgruppen Jazzogvinyl om at jeg var i gang med denne artikel om jazz fra 1975. Her bad jeg om input. Musikeren og pladesamleren PO Jørgens kom med nogle gode bud, særligt fra den eksperimenterende side af jazzen. Han nævnte bla. Revolutionary Ensemble, Irene Schweitzer, Tony Oxley, Evan Parker & Paul Lytton og Spontaneous Music Ensemble som nogle bud på kunstnere man skal være opmærksom på. I øvrigt er de nævnte kunstneres albums fra 1975 ikke på Spotify, så vinyljagt er eneste mulighed, hvis du vil høre dem.
Nu er jeg ved vejs ende på artiklen om jazz i 1975. Pludselig går det op for mig, at der en masse jeg ikke har skrevet om. Det gælder feks. Ronnie Laws Always there og Bill Evans plade sammen med Tony Bennett. Michael Franks debutplade og Joni Mitchells The Hissing of Summer lawns. En anden kvinde er Patrice Rushen, der lavede Before the dawn i 1975. Jeg må desværre erkende at kvinderne ikke fyldte meget i jazzen i 1975.
1975 var også året hvor Lou Reed udsendte Metal Machine Music, et album der har haft en stor betydning for min tilgang til eksperimenterende musik. Jeg købte den oprindeligt kun fordi jeg samlede på Lou Reed plader - så hørte jeg den. Syntes at den var mærkelig. Så hørte jeg den igen og igen. I dag sætter jeg den meget højt i min pladesamling.
Den oplevelse er en påmindelse om, at der er visse former for musik der måske ikke fænger med det samme. Måske har det et eller andet som man bliver tiltrukket af. Derfor giver man musikken flere chancer, når man er nysgerrig og ikke er bange for at blive udfordret. Jeg har lavet en Spotify playliste med 100 jazznumre fra 1975. Der er helt sikkert noget der fænger med det samme. Andet skal have flere chancer. Brug listen som udgangspunkt for musikalske eventyr. Jeg vil opfordre dig til, at høre hele albummet, som de forskellige numre er fra. Du har god tid, hvis du skal nå det i 50 året for udgivelserne. Lyt til 2 albums om ugen, så har du hørt det hele når året er omme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar