Man kan beskylde Benjamin Koppel for mangt og meget. Det er dog ikke muligt at beskylde ham for, at ligge på den lade side. Han er blevet bigtime bestseller forfatter. Det afholder ham heldigvis ikke fra at udgive fed jazz. Det er lige præcis det han har gjort med Portable Infinity, der udover Koppel på altsax, består af svenske Jakob Karlzon på piano, amerikanske Scott Colley på bas og endnu en svensker, Magnus Öström på trommer.
Musikken er fra en koncert i Lugano i Schweiz, hvor den schweiziske radiofoni RSI heldigvis var tilstede og optog. Kvartetten havde ellers lige spillet en vild koncert på Jazzhus Montmartre, som skulle have været den indspilning der skulle udgives. Grundet en fejl var den ikke blevet gemt. Jeg tror ikke at det er en katastrofe.
Vi møder Portable Infinity efter, at de har spillet nogle koncerter sammen. Al musikken er skrevet af Benjamin Koppel, pånær et af ekstranumrene, Them Trees der er skrevet af Jakob Karlzon. Det er intens jazz, hvor Koppels åbne kompositioner åbner døren for musikerne. Det er musik der opstår i nuet. Det er improvisation blandt ligemænd.
Der er både åbne ekspressive sager som Where no man has gone og hitnummeret Atheist Breakfast, der i sin indbydende melodiske skønhed har fået mig til, at vende tilbage til nummeret mange gange. Ellers er albummet en samlet oplevelse. Kvartetten tager os med ind i deres musik, der flyder afsted, som en lang suite. En meget anbefalelsesværdig udgivelse fra musikeren Benjamin Koppel. Han kan også fortælle gode historier med musikken.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar