mandag, september 01, 2025

Crispell/Andersson/Østergaard: The Cave (ILK) digital

Den amerikanske pianist Marilyn Crispell har passeret 75 år og kan se tilbage på en karriere med længerevarende samarbejder med bla. Anthony Braxton, Joe Lovano, danske Lotte Anker og med egne udgivelser på ECM Records. Karrieren er ikke på vej i hi. Crispell har sammen med den danske trommeslager og komponist Michala Østergaard Nielsen og den svenske bassist Thommy Andersson lavet et smukt album. Der er i øvrigt også en udgivelse med Jakob Bro og Marilyn Crispell på vej, mere om den senere.


Der er Michala Østergaards musik der bringes til live på The Cave, hvor jazzens frie sjæle mødes og interagerer. Det er åbne og luftige kompositioner der bringer trioen på vej. Åbningsnummeret, der også er titelnummer, er et smukt og enkelt klaverstykke, hvor meditative ro forplanter sig i lytteren, der med sindsro går ind i trioens musikalske hule. Den efterfølgende My Spirit Heart er et centralt nummer på en plade, der byder på koncentreret musik, der nærmest står og vibrerer i rummet, når den afspilles. Det er en central og vigtig udgivelse i Michala Østergaard-Nielsens karriere.

Bandcamp

Ingen kommentarer: