Den svenske saxofonist Rolf Billberg døde kort før sin 36 års fødselsdag. Han opholdt sig i længere perioder i København, hvor han bla. spillede med Jørgen Ryg, Ib Glindemann, William Schiøpffe, Erik Moseholm og fik et barn. I Sverige spillede han ofte med Lars Gullin. Det var først efter hans død, at der blev udgivet plader i Rolf Billbergs navn, heraf flere med udgangspunkt i tiden i København.
Denne plade indeholder musik indspillet i Malmö under et år før hans død. Når man hører hans altsax, klangen, nerven og tilstedeværelsen i musikken kan man kun blive trist over at Rolf Billberg ikke fik lov til, at være her længere. Han er en af de helt store i svensk jazz. Musikken er indspillet på klubben Subland, hvor han er sammen med Lucas Lindholm på bas, Lasse Lindström på trommer og guitaristen Kjell Norlén på et enkelt nummer.
Det er næppe tilfældigt at de spiller Lee Konitz’ Hi Beck. Jeg kommer til at tænke på Konitz’ rene og klare tone, hvor der aldrig tvivles. Det er noget af det samme der kommer fra Billberg. Pladen afsluttes med Charlie Parker’s Yardbird Suite. På pladens side 1 finder vi I can’t get started og Topsy. Lyden på pladen er fuld af ambience. Musikere står skarpt og rent i billedet. I baggrunden kan man konstant høre en masse snakken og uro. Det er mildest talt skide hyggeligt. Vi er budt indenfor i selskab med jazzen. Forestil dig en rå udgave af Jazz at The Pawnshop. '
En vigtig udgivelse som den indsigtsfulde instrumentkollega Mats Gustafsson har skrevet linernotes til.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar