torsdag, november 16, 2006

Malene sammen med Minh
Malene Mortensen har lige udsendt en ny CD kaldet Malene. Pladen er lavet i tæt samarbejde med Chris Minh Doky. Den byder på intim og nærværende jazzpop, med fokus på balladerne, hvor der bliver plads til Malenes stemme og udtryk.
For nylig udkom Benni Chawes' debutplade, hvor Malene medvirkede på et par numre. Den var ligeledes produceret af Minh Doky, derudover er grundstammen af musikere den samme. Jacob Christoffersen (piano), Rasmus Kihlberg (trommer) og Minh på bas og diverse. På Malenes plade er der desuden blevet plads til nogle internationale gæster, hvor Chris Potter og Mike Stern er de mest prominente.
Malene har skrevet 7 af pladens numre i samarbejde med andre. Pladens sidste nummer er et Emil Aarestrup digt, som Malene har sat musik, det drejer sig om digtet Angst, der her er blevet til Aarestrup i Marts. Malene har også kastet sig over numre af John Mayer og Don Henley/Glenn Frey.
Malene er i resten af november på turné rundt i Europa, og slutter af på Quasimodo i Berlin d. 2. dec. og Jazzhouse d. 3. dec. Den forrige plade Date with a dream solgte 30.000 eksemplarer, og nåede blandt andet at komme ind på den tyske jazzhitliste.
Malene Mortensen: www.malenemortensen.dk

Fra Paris til Herning

Violinisten Line Kruse har lige været i København, sammen med verdenssuccesen Gotan Project, det er der ikke noget nyt i, det var hun også i sommers, hvor de optrådte i Operaen, under Copenhagen Jazz Festival. Vil man opleve Line Kruse i hendes eget projekt kan man i weekenden høre hende i Paris. Men d. 7. december kommer hun til Danmark og spiller på Fermaten Small i Herning. Det er første gang at hun spiller i Danmark med sin egen latin jazz kvartet, og den eneste i denne omgang. Hun medbringer Heri Paredes (piano), Claude Mouton (bas), Francis Arnaud (trommer) og Abraham Mansfaroll (percussion). Line Kruse udgav sidste år pladen Warm waves, som er en blanding af nyt og gammelt, men med fællesnævneren varm svingende melodisk jazz.
Hun spiller både egne numre og gamle klassikere som Caravan.
Line Kruse: linekruse.blogspot.com

Den frygtløse John
John Coltrane ville være fyldt 80 i år, hvis han stadig havde levet. Han regnes for, at have lavet nogle af de største og vigtigste jazzplader ever! Som feks. A love supreme fra '64 eller Giant Steps fra '59. Desuden var han med på den mest kendte af de kendte, Miles Davis' Kind of blue. Men inden da havde han allerede lavet en stribe plader på egen hånd. Dem sættes der fokus på, på det 6-dobbelte boxsæt Fearless leader som netop er udkommet. Musikken er indspillet mellem 1957 og 1958 og blev oprindelig udgivet af Prestige. Bob Weinstock der ejede Prestige, havde lejet fredagene i Rudy van Gelders legendariske New Jersey studio, så derfor er næsten alle indspilningerne fra fredage, måske en overflødig information, men det fortæller også noget om tempoet som det foregik i. Indspilningerne udløste en stribe LP plader, og ved siden af indspillede Coltrane jo også plader sammen med andre og som sideman for andre. Disse sessions kommer senere i to andre bokse.
På indspilningerne her, møder vi først og fremmest bassisten Paul Cambers, der er gennemgående, ellers er Red Garland på piano og Art Taylor på trommer der er med på de fleste indspilninger. Det er svært på dette tidspunkt, at forestille sig at han ganske få år senere laver Ascension, og dermed skaber en af avantgardejazzens største klassikere. Alligevel er lyden og tonen umiskendeligt John Coltranes. Materialet består for en stor dels vedkommende af standards, som Come rain or come shine eller Lush life, samt originale ting som Traneing in. Coltrane havde placeret sig som en sværvægter, der er der ingen tvivl om. Det er egentlig ganske uretfærdigt at sammenligne disse indspilninger, med nogle af de relikvier som han senere laver, men da der står Coltrane på dem begge, må man nok konstatere at musikken på Fearless leader blegner lidt. Men omvendt er musikken alligevel så stor, at boksen bliver uomgængelig.
Som en lille ekstra godbid kan du legalt downloade hele Traneing in her, og lytte til det lange nummer mens du sparer sammen til boksen.
Tranening in' Gratis MP3

Tysk jazzfilm
Det er ikke så tit at du kan læse nyheder fra Tyskland her, og slet ikke om jazzfilm. Men det kan du nu! Filmen Play your own thing handler om den europæiske jazzscene, og man kan møde en perlerække af personligheder fra den europæiske jazzscene. Lige fra de norske giganter som Garbarek og Arild Andersen, til professor Django Bates over polske Komeda og Stanko, samt alle de andre. Fra Danmark medvirker Palle Mikkelborg og NHØP. Nu er der kun lige den detalje at filmen kun er oppe i tyske biografer, men vi kan da håbe på, at en dansk distributør tager den op.
Mere om filmen og trailer: www.play-your-own-thing.de

NHØP mindes
D. 23. november starter NHØP mindeturen på Helios i Fåborg. Niels Henning Ørsted-Pedersens gamle triomusikere, Jonas Johansen på trommer og Ulf Wakenius på guitar er på turné sammen med Henrik Gunde på piano og Jespe
r Bodilsen på bas. Musikken vil selvfølgelig tage udgangspunkt i NHØPs lange karriere, hvor han specielt i trioen dyrkede nogle bestemte standards. Turnéen løber helt frem til d. 3. dec. hvor man kan opleve de fremragende musikere i Holbæk.

Ingen kommentarer: