Norsk orgel-piano trio imponerer
Hmmmm...hvorfor er der ikke ret mange der gør det? Kombinationen piano, orgel og trommer i jazz er mere udbredt end kombinationen redekam, lut og olietønder er det i soulmusik for talebanere, men alligevel er det ikke ofte at vi ser/hører den først nævnte sammensætning. Måske er det fordi, at det er dårlig idé? Tjaaa...på den her plade er det ihvertfald en rigtigt god idé. Vi kender allerede organisten Steinar Nickelsen herhjemme, bla. for samarbejdet med Gunnar Halle og Jeppe Kjellberg, hvor han også trakterer kirkeorgelet, som han oprindelig er uddannet i.
Her spiller han sammen med to andre nordmænd; Vigleik Storaas på piano og Håkon Mjåset Johansen på trommer. Når det handler om orgel i jazz, er det ofte soulinspireret jazz med en god portion boogaloosauce. Det spiller Nickelsen ikke, han har sjæl men er mere funderet i et senbop-influeret spil. Når der ikke er nogen bas med, har organisten heldigvis den musikalske bund ved sine fødder, hvor han med fodpedalerne spiller bas. Det kan høres når specielt Storaas har solo på klaveret. Det skaber den helt specielle stemning på denne plade, der er fuld af power, energiudladninger, melodi og balance. Mjaaset Johansen på trommerne er en sand fornøjelse. Både som timekeeper, men også i kraft af hans afvekslende spil. Han spiller bla. med folk Maria Kannegaard, Håvard Wiik og Håkon Kornstad. Ham vil jeg lægge mærke til i fremtiden.
Steinar Nickelsen er på orgelet en god oplevelse, jeg kan ikke lade være med at tænke på amerikansk jazz når jeg hører ham. Som på triopladen Mis en bouteille á New York som han lavede sidste år, kan han som en af de få i norden i den grad mestre orgelet, som var han født på Hammond fabrikken.
Steinar Nickelsen: www.hammond.no
Park Grammofon: www.parkgrammofon.no
Ingen kommentarer:
Send en kommentar