torsdag, juli 31, 2008

Exil: Porntip (Your Favourite Records)

Ung Jazz vinder på plade

Exil vandt sidste år Dansk Jazzforbunds Ung Jazz konkurrence, og det har tidligere vist sig at det ikke er nogen hæmsko, for et ungt dansk jazzbands videre færden her i verden. Her tænker jeg selvfølgelig på Jazzkamikaze, der siden de vandt i 2005 har sat deres præg på de danske livescener -indtil for nylig, for hvad laver de egentlig for tiden?
Exil spiller ikke den samme udadvendte rockinspirerede jazz, som Jazzkamikaze. Exil er mere jazzjazz, men dog af den ungdommelige slags. Umiddelbart kommer jeg til at tænke på guitaristen Kurt Rosenwinkel når jeg hører deres plade. Rosenwinkel har ofte samarbejdet med saxofonister i kvartetform. Chris Potter, Mark Turner, Chris Cheek og danske Jakob Dinesen er blandt dem. Exil består af Mikko Etienne på sax, Petter Eldh på bas, Bo Thymann på guitar og Marc Lohr på trommer. Det er en international kvartet der har fundet sammen i Københavns globaliserede og frugtbare musikmiljø.
Musikken er levende, frisk og pågående og er af den slags som fungerer djævelsk godt på en scene. De har allerede en del liveerfaring i kraft af de mange jobs, der fulgte i enden på Ung Jazz vinder-titlen. Der skal ikke herske nogen tvivl om at det har styrket bandet og musikken at de prøvet materialet så meget af, inden det kom ud på en plade.
Saxofonisten Mikko Etienne er et nyt bekendtskab og han efterlader et indtryk på den fede måde. Han spiller ikke supertight, men er god til at slæbe efter og blæser med en afdæmpet skrøbelighed -smukt!
Your Favourite Records: www.yourfavouriterecords.dk
My Space: www.myspace.com/musicbyexil

Ingen kommentarer: