tirsdag, juli 01, 2008

Babylove & The Van Dangos: Lovers choice (Megalith/Gateway) >> Jazz Five: Live '08 (Calibrated)

På Roskilde og i Maribo
På torsdag går det igen løs på Roskilde Festival og blandt de optrædende finder man Babylove & The Van Dangos, der er albumaktuelle med pladen Lovers choice. Den udgives på det spanske! pladeselskab Megalith, der er i eliten indenfor europæiske reggaeudgivelser. Babylove spiller skainspireret reggae. Tempoet er helt dernede, hvor man kan gå godt ned i knæene og lade sig forføre af bassen og rytmen. En vigtig del af bandet er blæserne, hvor saxofonisten Johan Bylling Lang er en af de to faste blæsere, den anden er basunisten Kristian Rinck-Henriksen. Trompetisten Thomas Caudery er med på tre numre, bla. Fuel to the fire, der godt kan anbefales til download. Det kan Number One med sangerinden Doreen Shaffer også, hun er idag 75 år og var helt tilbage i 50'erne med til at starte det legendariske Jamaicanske band The Skatalites, der skabte fundamentet for genren ska.

Bylling Lang der bla. tidligere har spillet med vanvidshiphopperne Ikscheltaschel, er også albumaktuel med Jazz Five der lige har udgivet deres anden CD Live '08. Hvor Babylove hører hjemme på Roskildes Odeon scene, er Jazz Fives scene en helt anden. Det er et partyorkester, der spiller numre som Dr. Johns Junko partner, Louis Prima's I wanna be like you, Chuck Berry's You never can tell men også trad.klassikere som St. James Infirmary og On the sunny side of the street. Med andre ord er det musik der fungerer bedst med fem øl indenbords og et dansegulv i nærheden. Pladen er fin som et salgsprospekt der skal skaffe job ude i landet, som lytteplade hjemme i stuen holder den ikke. I levende live er bandet uden tvivl underholdende, og har bla. haft stor succes på Femø Jazzfestival.
Bonusinfo:
Babylove spiller bla. på Silkeborg Reggaefestival d. 16. august.
Jazz Five kan opleves på Maribo Jazzfestival d. 18. juli, Femø Jazz d. 2. august og flere andre trad. jazz festivaler.
Babylove & The Van Dangos: www.myspace.com/babylovethevandangos
Jazz Five: www.jazzfive.dk

Ingen kommentarer: