mandag, august 17, 2009

Jakob Park: Tales from a lost poet (Gateway)

En god gammeldags romantiker

Det er ikke ukendt at man vælger et nyt navn, når man skal forsøge sig i showbusiness. Nogle af klassikerne er dem der i amerikansk showbiz, har ændret deres jødiske efternavne, til noget mere "spiseligt". Robert Zimmerman der blev til Bob Dylan og Jonathan Stuart Leibowitz der blev til Jon Stewart. Der er selvfølgelig også Krusty the Clown fra The Simpsons der rigtigt hedder Herschel Schmoykel Krustofski. Her er der vist enighed om, at det er et for besværligt navn for en klovn der er vært i børnetv-program. I samme kategori falder sangerinden Sweet Mary. Sweet hvem? tænker du nok. Ja, det tænkte jeg også da jeg så hendes navn først gang på omslaget til Jakob Park's CD, Tales from a lost poet. Men hun hedder i virkeligheden Annemarie Jensen og det er jo ganske rigtigt ikke et showbiznavn, men navnet på en ung kvinde fra Nordjylland. Hun synger så heldigvis så godt, at hun kan begå sig i showbiz.
Jakob Park er pladedebuterende pianist (suppleret med Rhodes og orgel) der har valgt det klassiske trioformat som fundament. Med Janus Tempelton på trommer og Hugo Rasmussen på bas må man også sige at det musikalske fundament er iorden. At han supplerer med førnævnte Sweet Mary på vokalen er en gevinst. Pladen indeholder flere gode sange, med nynne-med-potentiale. Bewitched og What am I to say er blandt dem. Men Love song # 1 tager prisen. Den har jeg har taget mig selv I at nynne adskillige gange. At Jakob Park så gik og nynnede Waltz for Debby da han lavede den - går jeg ud fra - trækker ikke ned. En fin vals der klæder den lyrisk elegante trio og Sweet Mary's stemme.
Bill Evans er heller ikke langt væk som inspiration ved klaviaturet. Jakob Park har lavet en afvekslende plade med små solopianostykker, trio og vokalnumre. Han har skrevet alle numrene og er en god gammeldags romantiker. Sådan en vil vi altid have brug for.
Bonusinfo:
Pladen er indspillet i Nilento Studios i Göteborg med Lars Nilsson ved roret.
My Space: www.myspace.com/jakobparktrio

Ingen kommentarer: