To omgange "Den tredje plade..."
Camilla Dayyani er datter af en iransk far og en vestjysk mor. Det er ikke umiddelbart det, der leder en direkte mod den amerikanske jazz. Men der er andre veje og den vej har Dayyani så fundet. På hendes tredje udspil siden debuten Silver & gold fra 2005 præsenterer hun os for en række original-numre, skrevet af hende selv - en enkelt dog i selskab med Trinelise Væring. To standards Autumn serenade og Speak softly love er der også blevet plads til.
Guitaristen Mads Kjølbye manøvrerer sikkert rundt i de forskellige numre. Han er en stor og medvirkende årsag til pladens kvalitet. Der er ikke revolutionerende nyt på pladen, der holder sig pænt på jazzens (ikke alt for) smalle sti. Dayyani er en personlig og teknisk dygtig sangerinde, der synger med elegance og inderlighed. Lyt feks. til nummeret One more hymn, der indledes af Tue Lautrup på bratsch. Kasper Tranberg på trompet er med til, at få flere numre på pladen til at lette musikalsk og flyve nye steder hen.
Den norske sangerinde Inger Marie Gundersen har også netop udsendt sit tredje album. Hun har også en guitarist, Georg Wadenius i en musikalsk hovedrolle suppleret med en stærk trompetist Mathias Eick. Men hører mange af lighederne også op. Inger Marie er langt mere smooth. Lyt til feks. til en tilbagelænet jazzpopversion af reggaestandarden I can see clearly now inklusiv Georg Wadenius med en George Benson-solo. Inger Marie har opnået stor succes i Asien i bla. Thailand og Japan - med ugelangt engagement på Cotton Club i Tokyo og i Sydkorea. Hendes sikre og ubesværede tilgang til jazzen er tiltalende. Den kan dog blive lidt kedelig i længden. En enkelt mere vilter og løsrevet solo i ny og næ havde ikke skadet på en plade, hvor det musikalske niveau ellers er drønhøjt.
Bonusinfo:
Der er releasekoncert for Camilla Dayyani's plade i Jazzkælderen d. 2. oktober og d. 8. oktober kan hun høres på Godset i Kolding sammen med saxofonisten Claus Waidtløw.
My Space: myspace.com/camilladayyanigroup
Inger Marie: www.ingermarie.com
Malene alene
Siden Malene Mortensen deltog ved det internationale melodi grand prix i Tallin i 2002 har hun bevæget sig i jazzmusikalske cirkler. Det startede i 2003 med albummet Paradise, hvor det var Niels Lan Doky der trak i snorene. I 2005 kom det fine Kasper Villaume-producerede album Date with a dream, så var det i 2006 en anden Doky, nemlig Chris Minh der producerede pladen Malene (der i den asiatiske version iøvrigt heddet Desperado). I 2007 kom parantesen julepladen ...to all of you, som String Swing-kapelmesteren Søren Siegumfeldt havde produceret.
Malene Mortensen har opnået stor succes i udlandet. Hun er sandsynligvis et af pladeselskabet Stunt Records' - og dansk jazz's - bedste kort i udlandet. Hun har med stor succes optrådt i så forskellige lande som Thailand, Polen, Frankrig og Tyskland.
Den nye plade er en opfølgning på noget som har været undervejs i nogle år. Hun har endelig lavet en plade sammen med det band hun har turneret med i flere år. Magnus Hjorth på piano, Snorre Kirk på trommer, Petter Eldh på bas og ikke mindst Carl Mörner-Ringström på guitar. Bandet har trækker Malene i en mere pågående, personlig og fanden-i-voldsk retning.
Malene har selv skrevet al musikken og teksterne, flere af dem i samarbejde med Magnus Hjorth og Carl Mörner-Ringström, det er ligeledes hende selv der er hovedproducer og har trukket den afgørende streg. Pladen præsenterer os for et meget velspillende band og en sangerinde der mere end nogensinde er sig selv.
Der er flere fine numre, enkelte af dem har har popapppeal - lyt feks. til Into your heart, der har et klaverrif der lyder fuldstændig som den på Nick Straker Bands 30 år gamle Walk in the park (Jeg har nævnt det for Magnus Hjorth, men han mente ikke at han kendte den, men han må sgu' ha' hørt Nick Straker - ubevidst i morgenradio eller sådan noget). Ellers kan man ikke beskylde Malene for at have valgt den direkte popvej til lytterens øre.
Pladen er gennemgående fint sammenhængende. Jeg forstår bare ikke Mörner-Ringström's over fire minutter lange eksperimenterende guitarsolo Valentine, der krænger over i en Joe Satriani-lignende elspade strengevrider. Den passer ikke rigtig ind her.
My Space: www.myspace.com/malenemortensen
I Tversted i Nordjylland har man netop fejret at Jazzy Days festivalen har eksisteret i 10 år. I uge 42 går det løs igen, med et stærkt og ikke mindst originalt program.
Det hele starter d. 9. oktober, hvor der er dobbeltkoncert med Sinne Eeg og Søren Sko. Herefter løber det de følgende dage ud over stepperne (klitterne?), med daglige koncerter. Jacob Fischer, Malene Mortensen, Henrik Gunde, Lars Jansson Trio og Niels Lan Doky Trio er blandt fristelserne. Men der er også andre spændende ting på programmet. Er man til smooth jazz, får man mulighed for at møde suverænt dansk bud i den genre. Jamhunters optræder sammen med Martin Brygman og Christina Boelskifte. De to sangerinder Cathrine Legardh og Mette Halle optræder sammen med Marott Kvartet.
En ukendt amerikansk vibrafonist har også sneget sig ind i programmet. Tim Collins optræder i triosetting, med orgel og trommer. Han udsendte sidste år pladen Fade på Ropeadope, her medvirkede bla. guitaristen Charlie Hunter. Collins er en moderne vibrafonist med inspiration fra bla. Gary Burton, Tortoise, Neil Young og The Beatles.
Joh, Jazzy Days har endnu en gang gjort sit til at det er hot at holde efterårsferie i det nordjyske, hvilket jeg så har valgt at gøre :-)
Jazzy Days: www.jazzydays.dk
Jazznyt - med to t'er
Det norske jazzmagasin Jazznytt opstod lang tid før der var nogen som havde tænkt på internet, blog etc. Men de er selvfølgelig repræsenteret på nettet, med deres eget site inklusive nyheder og andet godt. Men! det er også muligt at downloade magasinet i en PDF-version og det kan nok være at det 64 sider lange magasin er spækket med spændende læsning. Bla. en artikel om Andy Sheppard. Derudover er der hele anmeldersektionen, hvor en lang række danske udgivelser er anmeldt: Dahl/Vinding/Riel, Makiko Hirabayashi, Anders Mogensen, Nuevotrioporteno, European Jazz Orchestra, Christian Herluf Pedersen (dansk tenorsaxofonist bosiddende i Stockholm), Susi Hyldgaard, Sinne Eeg og Lilly (som Jazznytt lidt pinligt kalder svensk).
www.jazznytt.no
I dagene fra d. 30. september til d. 4. oktober inviterer KOPA for fjerde gang til festival i Malmö og Lund. Temaet er nordisk med musikere fra Sverige, Danmark, Norge og Finland. Kernen af musikere er taget fra pladeselskabet Kopasetic som feks. Cennet Jönsson, Peter Nilsson og Mattias Hjorth.
Fra Danmark kommer Marilyn Mazur, der spiller sammen med Krister Jonsson Project. Saxofonisten Morten Carlsen og basunisten/laptopper Jakob Riis spiller med Henrik Frisk's Pli
Se programmet her: www.kopasetic.se/ArticleDisplay.asp?id=1323
To af de mest spændende navne indenfor dansk jazz lige nu, tager begge på turné i starten af oktober, som opvarmning til CD-indspilning og udgivelse.
Pianisten og komponisten Jakob Davidsen har atter samlet det 7 mand store orkester Mangfoldighed. De drager på en lille turne, der starter hos Skive Jazzklub d. 29. september og fortsætter mod Sunship på Musikcafeen i Århus d. 30, Godset i Kolding d. 1. oktober og på Jazzhouse d. 2. oktober. Weekenden bruges til indspilning af gruppens tredje album. De præsenterer bla. en ny suite; Music from the desert.
Saxofonisten og komponisten Niels Lyhne Løkkegaard varmer op med en turné, til udgivelsen af et nyt album til november. The scales of gray markerer samtidig starten på et nyt band for Løkkegaard. Søren Kjærgaard på piano, Jonas Westergaard på bas, Jeppe Gram på trommer og guitaristen Jeppe Kjellberg - der på det seneste har nydt stor international succes i discorock-bandet Who Made Who - udgør det nye band. De spiller første gang på Huset i Ålborg d. 8. oktober og fortsætter til yderligere 3 steder i det jyske. I november er det sjællændernes tur. Se mere på Løkkegaards site.
Jakob Davidsen: www.jakobdavidsen.dk
Niels Lyhne Løkkegaard: www.nielsloekkegaard.dk
Fri i Parken
Det er første gang at den hollandske freejazz-trommeslager, 67 årige Han Bennink leder en trio i eget navn. Nu er der så kommet en plade med trioen der har spillet sammen siden sommeren 2008, bla. på adskillige festivaler. Danske Simon Toldam på 29 år sidder ved klaveret og belgiske Joachim Badenhorst på 27 år spiller klarinet og basklarinet.
På trods af den aldersmæssige forskel mødes de tre musikere ubesværet i et musikmøde, hvor lyttesansen udfordres på det skarpeste. Der tages udgangspunkt i musik komponeret af trioen, men også tre Ellington numre har de fundet sammen om. Lady of the lavender mist, Isfahan og Fleurette Africaine får skudt europæisk freejazz ind i blodårerne og genopstår som nye jazzvæsener. Pladen lukkes med titelnummeret, der er en ny version af sangen Parken, fra gruppen Sektens Mäktiga vingar der kom tidligere i år. Qarin Wikstöm fra Sekten synger også på denne version.
Pladen er en udpræget europæisk freejazz plade, hvor to yngre kræfter til fulde beviser at arven fra 60'ernes frie pionerer kan forvaltes originalt og nutidigt.
Bonusinfo:
Trioen spillede sammen med den amerikanske trompetist Dave Douglas på sommerens North Sea Jazz Festival i Rotterdam
Youtube-klip fra koncert i Budapest d. 12. september 2009
Da DR's Koncerthus åbnede i januar præsenteredes de forskellige DR ensembler. Heriblandt altså også DR Big Band, der havde den engelske trompetst Gerard Presencer med som gæstesolist. Nu vender han tilbage til big bandet, men denne gang som fast medlem, hvor han kommet med i (surprise!) trompetsektionen. Ifølge en pressemeddelelse fra Danmarks Radio har han valgt at bosætte sig i Danmark. Per Gade på guitar er med som nyt medlem og Peter Jensen på basun er efter et par års pause tilbage igen.
DR Big Band starter den musikalske sæson d. 25. september med West Side Story i en opsætning sammen med Den. Kgl. Ballet. Herefter kan de bla. opleves med guitaristen Robben Ford d. 13. november, med en Leo Mathisen hyldest d. 17. november, en Django Reinhardt hyldest d. 22. januar, sammen med Randy Brecker under overskriften The Jazz Ballad Song Book d. 30. januar og d. 5. februar er det sammen med saxofonisten Chris Potter.
DR Big Band: www.dr.dk/bigband
Den danske violinist Mads Tolling har opnået stor succes i USA som medlem af kvartet Turtle Island String Quartet og Stanley Clarke Band. Sidste år udsendte han sin første CD Speed of light i eget navn, en triosag med guitar og bas.
Den 27. oktober udsender han den næste plade i eget navn; The playmaker, hvor så fine folk som Stanley Clarke, Stefon Harris og Russell Ferrante medvirker. Pladen præsenteres d. 29. oktober med en releasekoncert på San Francisco-klubben Yoshi's.
Mads Tolling: www.madstolling.com
Nullermand på rundrejse
Når en CD fremsendes i selskab med en herrestor nullermand, så kan der være en risiko for at den måske har ligget på et postkontor i nogle år. Men når man så opdager at det drejer sig om plade med Nullernix så er man straks mere rolig. For det er da en de få nullermænd jeg har lyst til at være i selskab med.
For et par år siden kom den første plade med Nullernix. Sangerinden Cathrine Legardh havde skabt et musikalsk børneunivers med en god sjat nullerjazz. Nu er det så blevet tid til den anden plade.
Nullernix i New Orleans er en plade med tekster der kredser om at rejse. Lige fra biltur i Norden og skitur til Sälen på pladens første nummer, den latininspirerede Feriesangen, hvor Legardh får vokalhjælp fra selveste Tom McEwan. Herefter tages vi med rundt til bla. Texas, New York, New Orleans og Mississippi River. Genremæssigt er der mange musikalske afstikkere. Men jazzen vendes der tilbage til gang på gang. Feks. på pladens tre ikke-originale numre Down by the Riverside, der er kommet til at hedde Krokodillens pølsesnak og Do you know what it means to miss New Orleans, der hedder Baby, ta' mig tilbage og Charlie Parker's Confirmation der er kommet til at handle om Racerotten Rudi.
Cathrine Legardh har lavet endnu en børneplade, der for det første præsenterer børn for rytmisk musik, hvor der ikke kun tælles til fire. Den fungerer som fin reklame for de mange koncerter Cathrine Legardh holder landet rundt med Nullernix. Legardh har en dejlig klar stemme, som er vigtig når der rent faktisk synges sange, hvor det er værd at lytte til teksterne.
I bandet bakkes hun op af Brian Mørk Hansen på div. strengeinstrumenter, Anders Mortensen på div. tangetinstrumenter, Tomas Wisti Raae på bas og Andreas Bay Estrup på trommer. Førnævnte McEwan gæster på vokal og vaskebræt, Nulle kigger forbi med klarinetten, Mads Mathias med saxofonen og Peter Marott med trompeten.
Bonusinfo:
Cathrine Legardh har også en karriere som "voksen"-sangerinde. Hun udsendte i 2008 pladen Gorgeus creatures.
My Space: www.myspace.com/nullernix
Nullernix: www.nullernix.dk
Limfjordsporter og pommes frites
Det er som en Limfjordsporter og en omgang sprøde pommes frites. Det smager djævelsk godt, men er ikke noget man ser på menukortet på hverken grillbaren eller restauranten.
Basun eller trombone sammen med en kontrabas er heller ikke hverdagskost på jazzscenen. Men det er der heldigvis musikere der ikke lader sig styre af. Bassisten Mads Vinding har før lavet duoplader som feks. basduopladen sammen med Jesper Lundgaard i 2002 eller Together fra 1998 sammen med Bob Brookmeyer. Den sidste falder i samme sjældne kategori som den aktuelle plade, forskellen er at Brookmeyer spiller ventilbasun og Steen Nikolaj Hansen på den aktuelle plade spiller på trækbasun.
Mads Vinding og Steen Hansen kender hinanden fra DR Big Band. Her spillede de sammen fra midten af firserne. Gennem deres venskab voksede idéen om denne plade. Hansen har arrangeret numrene der åbner for sammenspil og nye musikalske veje. Når to musikere fra jazz-eliten mødes og laver et så udpræget con amore projekt, er man som jazznørd allerede godt tændt inden man har hørt en lyd.
Men holder det så i den musikalske virkelighed? Selvfølgelig holder det hele vejen. Der står ikke så meget på spil for de to herrer. De tør spille op til hinanden, udfordre og ikke mindst bruge en masse musikalsk humor. Steen Nikolaj Hansen har skrevet et enkelt nummer til pladen. Resten er taget fra jazzens standardrepertoire, men der er også blevet plads til sager som en forrygende udgave af titelmelodien fra den gamle film Spartacus og Tom Harrell's Sail away. Ellers finder man mere kendte sager som It might as well be spring og You don't know what love is.
Pladen kan på det kraftigste anbefales til jazzconnoisseuren der troede han/hun havde hørt alt. Men også til den glade jazzlytter der feks. kan bruge pladen som soundtrack til en tur i køkkenet, hvor der laves pommes frites - måske med en hjemmerørt kryddermayo?
Bonusinfo:
Pladen udsendes af Vordingborg-pladeselskabet Bro Recordings
Mads Vinding: http://www.vinding.dk/
Steen Nikolaj Hansen: http://www.trombone.dk/
Falgrens verden
Indenfor de sidste 2 måneder har jeg allerede skrevet om 3 nyudgivelser med jazzviolinister i hovedrollerne; Kristian Jørgensen, Svend Asmussen og senest Line Kruse. Men der er mere at trække op af den hat. Bjarke Falgren er aktuel med hele to plader.
Den første med Hot N Spicy udkom for et par måneder siden. Det er en tilbagevenden til det musikalske udgangspunkt fra 2000 hvor de, mens de gik på rytmekons opnåede stor popularitet på koncertscenerne. Svein Erik Martinsen på sang og guitar, Lars Tormod Jenset på bas og Falgren på violinen tog udgangspunkt i den swingprægede jazz med afstikkere til bla. gypsyjazz. Med smil læben og positiv udadvendt scenetække havde de fat i publikum. De fik så lyst til at prøve noget andet og kaldte sig (passende?) Pillow i en periode, hvor det jazzede blev forladt til fordel for noget mere singer/songwriter inspireret.
Uden at være alt for hårde ved dem skal de roses for at vende tilbage til det, hvor de er i særklasse. De har selv skrevet 7 af pladens 10 numre. De tre resterende er Eight days a week, Exactly like you og I've grown accustomed to her face. Pladen byder på solidt og hyggeligt håndværk med stort musikalsk overskud.
Den anden plade med Falgren er ligeledes med et band han har spillet i, i en årrække. World on a string er et musikalsk broderi af mange genrer. Balkan, irsk folkemusik, østens lyde og rytmer blandet op med bla. jazz, nordisk folkemusik. De fik i 2005 en Danish music award for bedste cross-over plade. Sjældent har cross-over været mere betegnende.
Kvartetten består udover Falgren af nogle erfarne herrer. John Sund på guitar, Ole Thiell på tabla og Morten Lundsby på bas danner fundament for bandets selvskrevne kompositioner, der som levende organiske væsener trækker vejret på måder man ikke troede var muligt.
Bonusinfo:
Hot N Spicy spiller på Jazzcup i København d. 9. oktober og på Fermaten i Herning d. 24. oktober.
John Sund er aktuel med endnu en plade til oktober, denne gang med Ayi Solomon.
My Space: www.myspace.com/hotnspicymusic
World on a string: www.worldonastring.dk
Parisiske drømme
Hun har ikke gjort det store væsen af sig før i Danmark. Violinisten og danskeren Line Kruse har været bosat i Paris siden 1993. Hun har primært haft en karriere kørende som medlem af tango-succesen Gotan Project, der også har besøgt Danmark flere gange. Hun har kun spillet herhjemme nogle ganske få gange med sin egen musik. I 2005 udgav hun pladen Warm Waves, der ikke direkte afslørede at hun spillede i et electronica-inspireret tango-orkester.
Det er der så ikke den store tvivl om med den nye plade. Hun har som en væsentlig faktor inddraget DJ Smadj, der står for programmeringen af den elektroniske del. Han har stor erfaring med at blande electronica med akustiske instrumenter og er desuden en fabelagtig oud-spiller. Det er dog ikke en electronica-plade, hertil er der for mange fremtrædende gennemgående akustiske instrumenter. Line Kruse tager udgangspunkt i jazzen, men med inkluderingen af feks. beats, har hun lavet det mest elektroniske album jeg nogensinde har hørt fra Stunt Records.
Pladen indeholder regulære dansenumre, som Penguin parade og My house, eksperimenterende numre som Versailles, powernumre som Mozart's moment, med citater fra Mozart's musik. Line Kruse er oprindelig klassisk uddannet violinist fra musikkonservatoriet i København. Men pladen indeholder også et nummer med hitpotentiale. Piensa en mi med Gotan Project-sangerinden Veronika Silva og bandoneon-spilleren Paolo Russo er som skabt til en sen nattetime i selskab med den du elsker.
Line Kruse har lavet en original og holdbar plade der har spillet sig direkte ind i mit hjerte.
My Space: www.myspace.com/linekruse
Carlos Malta i Danmark
Der er kommet to danske udgivelser indenfor kort tid, hvor den brasilianske musiker Carlos Malta medvirker. Han kommer fra Rio i Brasilien og spiller både på sopransaxofon og diverse fløjtetyper. Han regnes for at være blandt de førende i sit hjemland. Han har tidligere bla. spillet 12 år i Hermeto Pascoal's band. Herudover han har medvirket på en lang række pladeindspilninger.
Da Det Jyske Musikonservatorium flyttede ind i nye bygninger i 2007 blev det bla. fejret med en spektakulær koncert, hvor konservatoriets big band, sambagruppen Monobloco og Carlos Malta med sit band Pife Muderno stod på scenen på samme tid. Malta har i flere omgange været gæsteunderviser på konservatoriet og i samarbejde med big bandets faste dirigent og arrangør Jens Chr. Chappe Jensen.
Pladen Live Brazil er en optagelse af den koncert. Jeg forbavses over at pladen hænger så godt sammen som den gør. Chappe har arrangeret al musikken og er ikke uden skyld i at pladen fungerer så fint. Ikke nok med at der er en hulens masse musikere på scenen. Der spilles også forskellige typer brasilianske numre, som Heitor Villa-Lobos' Bachianas Brasileiras no. 5, med Malta på Wayne Shorter-lækker sopransax. Herudover er der også numre af Airto Moreira og Milton Nascimento og Lenine's funky Jack Soul Braseleiro afslutter pladen. Indenda får vi Carlos Malta's medrivende Tupyzinho.
Den er også med på næste plade med Carlos Malta. Pianisten Thomas Clausens forhold til den brasilianske har været nært og kært i mange år. Sammen med Malta og den brasilianske - men i USA-bosatte - guitarist og sanger Celia Melaheiros har han lavet trioen tRIO, der har været på flere turnéer sammen. I marts 2008 gik de i studiet sammen i Rio de Janeiro for at dokumentere deres musik. Jeg har oplevet trioen til koncert en enkelt gang i september 2007, her blev jeg noget skuffet over deres noget indadvendte stil. Men der er sket noget siden da. Trioen har udviklet sig sammen og pladen After the carnaval lever mere op til den standard som Thomas Clausen ellers kendes for. Musikken på pladen er en blanding af kompositioner fra alle tre.
Bonusinfo:
Thomas Clausen fylder 60 år og det fejres d. 5. oktober på Copenhagen Jazzhouse. Her spiller han bla. sammen med Palle Mikkelborg, Mona Larsen og både sin kvintet og trio. Desuden spiller han sammen med tRIO, der herefter tager på turné i Danmark og Tyskland, hvor de bla. kan høres i Vejen og Assens
Thomas Clausen: www.thomasclausen.com
tRIO My Space: www.myspace.com/triobrazilianjazz
Dansk Undergrundsjazz fra Holland
Mikkel Ploug har i de senere år etableret sig som jazzguitarist, i samarbejde med bla. den amerikanske saxofonist Mark Turner. Anders Holst er guitarist i bla. The State, The Market & The DJ og saxofonisten Jeppe Rasmussen bor i Barcelona, her har han etabeleret sig på den lokale jazzscene hos folk som Ramon Diaz Quintet, David Quevedo og i gruppen 6m².
De tre musikere udgør trioen Franklinstraat, der nu har udsendt pladen 88a. Den indeholder en indspilning fra 2006. Ploug spiller ikke guitar, men trommer på pladen. Anders Holst spiller bas i stedet for guitar, mens Jeppe Rasmussen holder sig til saxofonen, hvor han på 3 numre suppleres med den svenske tenorsaxofonist Fredrik Carlquist.
Trioen opstod mens de gik på konservatoriet i Haag i Holland. De spiller jazz uden en masse breaks, licks, fill-ins og overflødige tilsætningsstoffer. De har hentet en inpiration i rockmusikkens mere glidende og rytmiske forløb. Ploug ruller unuanceret og ukompliceret steady afsted på trommerne. Anders Holst tager sig af bassen på nogenlunde samme måde. Det lyder måske kedeligt. Men man kan godt høre at de er musikere, der har sansen for at smide detaljer og spidsfindigheder ind i musikken, der fastholder lytteren i længere tid. Jeppe Rasmussen er et spændende bekendtskab på saxofonen. Han er med til at løfte pladen med sit energiske og iderige saxspil.
Pladen er stemningsmæssigt en dyster og mørk sag, som man skal være varsom med. Er humøret dårligt, løftes det ikke. Til gengæld er den et godt soundtrack til en grå, regnvåd og blæsende efterårsdag - hvor du vel at mærke er indendøre.
Bonusinfo:
Jeppe Rasmussen medvirker Ramon Diaz' plade Unblocking, som Fresh Sound New Talent udgav sidste år.
My Space: www.myspace.com/franklinstraat
På cruise tilbage til firserne
Det er kvintetten Santa Cruz's tredje album. De to første gik der dog 21 år imellem. Denne gang er der så kun gået 3 år. De har besluttet sig for at være mere end et tribute-band, der blev gendannet i forbindelse med, at den oprindelige bassist Jens Melgaard døde i 2003. Bo Stief kom istedet med på bassen og Hans Ulrik blev indskrevet på sax'en. Han havde i 1988 haft Jens Melgaard med på sin debutplade Fusion, hvor et andet Santa Cruz-medlem medvirkede; tangentekvilibristen og komponisten Frans Bak. Den plade kan iøvrigt stadig anbefales for, at være suverænt eksempel på dansk firser-fusion. Den minder så pudsigt nok en hel del om den aktuelle udgivelse med Santa Cruz.
Den nye plade skal roses for sin rolige, afslappede og nonchalante indstilling til, at der er sket meget indenfor dansk jazz i de seneste 25 år. Det kan nemlig overhovedet ikke høres på When the sun goes down.
Det er der mange grunde til. Primært fordi flere af musikerne i bandet var med til, at skabe væsentlige dele af firsernes pop, rock og jazz i Danmark.
Poul Halberg på guitar, Alex Riel på trommer, Bo Stief på bas samt Hans Ulrik og Frans Bak udgør et respektindgydende line-up, der kan fornøje enhver der har et mere end sentimentalt kærlighedsforhold til firsernes teknisk krævende og melodiske fusions-jazz.
I forhold til udgivelsen Cruzing fra 2006 er den nye plade mere sammenhængende og flydende. Hvilket ikke burde være muligt, da man på numrene godt kan høre, at der er forskel på hvem der har lavet dem. Frans Bak kan lave de mest fantastiske melodier, der allerede er genkendelige første gang man hører dem. Numrene Tak for lån og Hjemme igen er gode eksempler herpå, sidstnævnte er iøvrigt en gammel kending på Santa Cruz repertoiret. Bo Stief er vildbassen, der med et nummer som On his way får åbnet godt op for Halbergs heftige guitar og Bak's synthriffs. Hans Ulrik har sansen for de mere kringlede fusionsarrangementer. Poul Halberg er 80'er-mesteren. Prøv at ligge ører til pladens første nummer Zeppo - enhver gammel Halberg/Larsen-fan bør få tårer i øjnene med den guitarlyd Halberg skyder med, der.
Bonusinfo:
Du kan opleve Santa Cruz følgende steder frad . 19. september: Slagelse, København, Kolding, Bredsten, Bjerringbro, Randers og Ålborg. Se deres myspace for datoer.
My Space: www.myspace.com/santacruzdenmark
To omgange "Den tredje plade..."
