Digteren Lars Skinnebach er sammen med duoen Little Red Suitcase på pladen Enhver betydning er også en mislyd - der ligeledes er titlen på Skinnebachs digtsamling fra sidste år, som han fik Montanas Litteraturpris for. Little red Suitcase har tidligere fået megen ros for deres enkle originale og improviserede musik. Nærmest organisk, som planter der formulder eller træer der vokser - alt efter hvilket humør de er i.
Når Skinnebach med sine digte og altsax sammensmeltes med de to kvinder Johanna Borchert på piano og Elena Setién på sang, violin og percussion åbnes der op for nye muligheder - som de alle tre tager fat i. Allerede på første nummer 1.1 introduceres vi for Skinnebachs skingre oplæsninger. Der hvines. Skinebachs stemme knækker over, som var den i overgang. Her skabes grundlaget for de næste melodier, hvor Setién synger tekster inspireret af det foregående digt.
Skinnebachs oplæsninger bevæger sig på kanten af noget, hvor man kommer i tvivl om han mener det seriøst eller laver sjov. Spillet mellem Skinnebachs hankat-i-løbetid udladninger og Elena Setiéns efterfølgende sangbearbejdning fungerer overraskende godt.
Hvordan kan jeg ydmyge mig for dig, spørger Skinnebach. Midt i optagetheden af at finde frem til, hvordan man gør det, har han allerede selv svaret. Måden hvorpå han fremfører sine digte. Den i jazzsammenhæng noget hjælpeløse altsax og fløjte han forsøger sig med, er mere end rigeligt svar på, hvordan man ydmyger sig selv.
Skinnebach er modig i den hudløse afklædning af selvet. Det gør ondt på Skinnebach. De to kvinder svæver blidt over det hele, sætter musik på og frelser Lars Skinnebach fra den totale ydmygelse.
My Space: www.myspace.com/enhverbetydning
Ingen kommentarer:
Send en kommentar