tirsdag, januar 25, 2011

JazznytMening

Hvorfor er Jazzspecial ikke på Facebook?
Nyhederne på jazzspecial.dk fylder nu 3 år. Altså sådan helt konkret. Det er nu tre år siden at nyhederne om bla. Marilyn Mazur's nye album blev lagt på jazzspecial.dk Siden er der ikke sket en pind på hjemmesiden. Man havde valgt en ny webstrategi. Den strategi har så været tre år undervejs og der er endnu ikke sket noget.

Man sælger et godt og velskrevet magasin - med et anerkendt navn på stort set samme måde som man har solgt det fra starten. Få en bunke jazzplader sammen med et abonnement til en lav pris. Da jeg første gang tegnede abonnement på bladet i 90'erne var det et godt tilbud. Det synes jeg stadig at det er - for jeg kan godt lide CD'er og har væggen i stuen plastret til med CD-hylder. Jeg ved godt at jeg er en sjælden race. Der er ikke mange unge (dem der er yngre end mig og jeg er 42 år) der gider at have CD-plader. Endnu mindre indenfor en kort årrække. Derfor bortfalder værdien af lokkemaden fuldstændigt overfor et nyt og yngre publikum. I den anden ende af aldersskalaen kommer der jo ikke så mange til.

Hvordan fanger man så nye læsere?

Det kunne være på en hjemmeside med aktuelle smånyheder og anmeldelser af feks. koncerter. Noget som mange læsere og jazzmusikere savner i det fysiske blad, men som også bliver hamrende uaktuelt, når bladet kun udkommer hver anden måned. Her er nettet jo en oplagt mulighed for aktuelle anmeldelser.

Man kunne feks. kigge norske Jazznytt over skulderen. Her er der en aktuel hjemmeside, hvor hele bladet også kan læses gratis. Hvad ville der ske, hvis Jazzspecial gjorde det samme? Ligeledes har de svenske blade Lira og Orkesterjournalen aktuelle nyhedssider på nettet.

Der lægges en hulens masse kræfter i, at udgive Jazzspecial hver anden måned. Økonomi, artikler og alt hvad der hører til, når et godt blad skal skrues sammen. For det er et godt blad. Der er artikler jeg kunne undvære, men dem glemmer jeg fuldstændigt, når jeg læser et godt interview med en dansk jazzmusiker.
Når energien er brugt til at skrive bladet er der tilsyneladende ikke flere kræfter tilbage, til f.eks. at udfolde sig på nettet.

Jeg synes at det er en skam at man ikke benytter nogle oplagte muligheder for fortsat at promovere et godt jazzmagasin med et kendt navn. Det er noget der har en høj værdi. Jazzhus Montmartre er den tredje største danske kulturinstitution på Facebook. De har lige fra starten bevidst udnyttet de sociale medier på en intelligent måde. Hvilket jeg også som jazzblog-bestyrer har mærket. Både i form af invitationer til koncerter og billetter til konkurrencer på min blog. Ugentligt er der nyheder om kommende koncerter på Montmartre og andre spændende historier om det lille spillested - med det kendte navn - på Facebook.

Jeg har meget svært ved at se at, hvorfor Jazzspecial ikke også kunne få noget ud af, at være på Facebook, nettet eller andre sociale medier. Det kunne gøre bladet levende og eksisterende hele tiden - og ikke kun de seks dage om året hvor det dumper ind ad brevsprækken. Man kunne medinddrage læserne i debatter og give dem mulighed for at kommentere anmeldelser og lignende. Ligeledes er det en oplagt mulighed for, at promovere et godt magasin overfor kommende læsere (og købere) af bladet.

Hvad synes du?

3 kommentarer:

Anders Drud Jordan sagde ...

jeg er helt enig med analysen. Jeg havde abonnement på bladet tilbage i slut 90'erne, efter et slagtilbud under en koncert ved KBH jazzfestival. Jeg fandt egentlig aldrig bladet særligt akutelt, få gode artikler, og slutteligt et hav af sider med små notitser/anmeldelser om gamle plader.

Jeg havde egentlig troet at enten led bladet var gået i graven. Men med din artikel indser jeg at bladet stadig befinder sig på vej mod en langsom men sikker død.

Men lad os håbe at noget sker - Jeg hilser et aktuelt dansk blad med indsigt i den danske og internationale jazz scene meget velkomment.
/ anders

Anonym sagde ...

spændendendendendendendende, måske er det noget for dig at lave Niels?

Lars Fiil sagde ...

Jeg er enig!! Synes egentlig Jazzspecial er et fint blad, men en nogenlunde fungerende web-afdeling må da være et must for et hvert medie der har ambitioner om at få sit budskab ud til så mange mennesker som muligt (hvilket de forhåbentlig har!?)

Det må kunne lave en side (og gerne også en facebook/twitter/osv-profil) der regelmæssig poster nyheder og anmeldelser. Det er min opfattelse at mange musikere i dag er blevet så gode til at skrive pressemeddelelser at de kan postes uden særlig meget redigering (men det ved du nok bedre, Niels), og hvis man ikke vil afsløre alle anmeldelser der kommer i bladet, kunne man på hjemmesiden udelukkende fokusere på danske udgivelser.

Nu skal jeg ikke gøre mig til ekspert, men jeg er også af den opfattelse at uden synlighed på nettet på den ene eller anden måde er bladet på vej mod en, som Anders Drud siger, langsom men sikker død.

Men, men, men... i sidste ende er det jo nok et spørgsmål om økonomi og tid, og der kunne man diskutere om det ville være en ide at opprioritere web-delen på bekostning af dele af det fysiske blad?