I tredje afsnit af serien der afslører en smule af hvad
jazzens anmeldere, bookere og andre beslutningstagere har som favoritplader er
turen kommet til en af de tunge drenge. Han har haft fingrene i mange områder
indenfor jazzen i Danmark og udlandet.
Et kendetegnende træk ved ham er hans brændende og vedholdende entusiasme, der bla. Illustreres med den første mail jeg fik fra ham, hvor han ikke umiddelbart tænkte at det var muligt, da han sjældent havde tid til at lytte for sin fornøjelses skyld, da der altid stod et par meter dårlig samvittighed i pladereolen. Hvilket jeg som blogbestyrer også kender – dog ikke et par meter.
Men et døgn senere dukker denne omfattende og inspirerende mail, der var skrevet på hjem i toget fra Jazz Danmarks stormøde i Århus.
Det drejer sig selvfølgelig om:
Et kendetegnende træk ved ham er hans brændende og vedholdende entusiasme, der bla. Illustreres med den første mail jeg fik fra ham, hvor han ikke umiddelbart tænkte at det var muligt, da han sjældent havde tid til at lytte for sin fornøjelses skyld, da der altid stod et par meter dårlig samvittighed i pladereolen. Hvilket jeg som blogbestyrer også kender – dog ikke et par meter.
Men et døgn senere dukker denne omfattende og inspirerende mail, der var skrevet på hjem i toget fra Jazz Danmarks stormøde i Århus.
Det drejer sig selvfølgelig om:
Ole Matthiessen, 65 år
musikproducer og programmedarbejder på DR 1970 – 2008, Bestyrelsesmedlem Jazz Danmark, Ben Webster Fonden, Dansk Jazzmusikerforening og Radio Jazz.
Foredragsholder
Spiller med Rudy Smith Quartet, Past & Present, Søndergaard-Sørensen Quintet, Karsten Vogel My Old Flame og egen trio.
På Radio Jazz står jeg for live koncerterne, kører udsendelsesserien Trommernes Rejse, baseret på min bog af samme navn, og et dj program Take Five, som tager forskellige emner op fra gang til gang.
musikproducer og programmedarbejder på DR 1970 – 2008, Bestyrelsesmedlem Jazz Danmark, Ben Webster Fonden, Dansk Jazzmusikerforening og Radio Jazz.
Foredragsholder
Spiller med Rudy Smith Quartet, Past & Present, Søndergaard-Sørensen Quintet, Karsten Vogel My Old Flame og egen trio.
På Radio Jazz står jeg for live koncerterne, kører udsendelsesserien Trommernes Rejse, baseret på min bog af samme navn, og et dj program Take Five, som tager forskellige emner op fra gang til gang.
Hermed min liste, som selvfølgelig langt fra er komplet, men
som på en måde, hvad angår de internationale, dækker noget af den musik, som
har været med til at præge mit musikalske udblik. Men det var ikke kun plader,
som havde betydning for mig. Det var først og fremmest møderne med de mange
musikere, som kom til Danmark for at spille i 1960erne. Det var lidt ligesom at
have Bach, Beethoven, Wagner, Boulez osv. rendende rundt omkring ,og det
visuelle ved at opleve, hvordan de gjorde det og optrådte på en scene var en
meget vigtig del af det. Der var f.eks. live koncerterne med Coltrane, Rollins
1965, Miles 1964 og 67, Monk (mange år), Mingus 1964, og så selvfølgelig
Montmartre med Dexter Gordon, Bud Powell, Cecil Taylor, Tete Montoliu, Johnny
Griffin/Art Taylor, Stuff Smith, Dollar Brand, Albert Ayler, Steve Lacy osv.
osv.
Men her er i hvert fald 5, som har haft betydning for mig.
Fælles for dem alle er, at de er præget af en indre nødvendighed, intensitet og en gennemgående stemning.
I tilfældig rækkefølge:
Johnny Hodges/Duke Ellington: Back To Back (Verve, 1959)
En lektion i, at jazz ikke behøver at være højt og hurtigt. Norman Grantz' ide med at samle stjernemusikere fra Ellington og Basie og sætte dem til at spille musik fra deres grønne ungdom er simpelthen genial. Resultatet blev musik, som var velovervejet, afslappet, men alligevel koncentreret og for mig erkendelsen af, hvor stor en rolle den personlige instrumentklang betyder.
En lektion i, at jazz ikke behøver at være højt og hurtigt. Norman Grantz' ide med at samle stjernemusikere fra Ellington og Basie og sætte dem til at spille musik fra deres grønne ungdom er simpelthen genial. Resultatet blev musik, som var velovervejet, afslappet, men alligevel koncentreret og for mig erkendelsen af, hvor stor en rolle den personlige instrumentklang betyder.
Paul Bley: Footloose (Savoy, 1963)
Optaget hjemme i Bleys dagligstue på et lidt ustemt opretstående klaver med kompositioner af purunge Carla Bley og Ornette Coleman. Kreativ, syngende og et kogende, legende let sammenspil mellem Bley, Steve Swallow og Pete LaRocca. Uden denne indspilning har jeg svært ved at forestille mig, hvordan Keith Jarretts trio ville have lydt i dag.
Optaget hjemme i Bleys dagligstue på et lidt ustemt opretstående klaver med kompositioner af purunge Carla Bley og Ornette Coleman. Kreativ, syngende og et kogende, legende let sammenspil mellem Bley, Steve Swallow og Pete LaRocca. Uden denne indspilning har jeg svært ved at forestille mig, hvordan Keith Jarretts trio ville have lydt i dag.
Miles Davis: Milestones (Columbia, 1958)
Selv om hverken denne eller "Kind Of Blue" er specielt vellykkede som album betragtet, rager denne første sextet udgivelse højt op i trompetistens produktion. Niveauet er skyhøjt, 3 vidt forskellige solister: Miles lidt indadvendt, blød, melodisk enkel, men rytmisk kompliceret, Cannonball Adderley dansant og syngende, Coltrane intens og stadigvæk søgende, overdådigt trommespil fra Philly Joe Jones (hør f.eks. Two Bass Hit) og store indsatser i rytmegurppen hos Paul Chambers og Red Garland - også i trio coverversionen af Ahmad Jamals udgave af Billy Boy.
Selv om hverken denne eller "Kind Of Blue" er specielt vellykkede som album betragtet, rager denne første sextet udgivelse højt op i trompetistens produktion. Niveauet er skyhøjt, 3 vidt forskellige solister: Miles lidt indadvendt, blød, melodisk enkel, men rytmisk kompliceret, Cannonball Adderley dansant og syngende, Coltrane intens og stadigvæk søgende, overdådigt trommespil fra Philly Joe Jones (hør f.eks. Two Bass Hit) og store indsatser i rytmegurppen hos Paul Chambers og Red Garland - også i trio coverversionen af Ahmad Jamals udgave af Billy Boy.
John Coltrane: Coltrane (Impulse, 1962)
Også kaldet den blå Coltrane. Coltranes plader nåede ikke helt ind under huden, fordi vi havde hørt, hvad gruppen kunne præstere live, og det kan nu man høre på mange af de bootlegs, som er kommet de senere år. Men denne her skiller sig ud. I Out of This World messer han som en af de store sorte prædikanter, inderlig, spirituel, som om han taler direkte til Vorherre. Udstrålingen er fanget i rillerne både i Coltranes eget spil og det store klangtæppe som rulles ud bag ham med smukke kraftige farver fra McCoy Tyner og Jimmy Garrison og den tordnende Elvin. Optageteknikken afspejler hans daværende interesse for indisk musik med saxofon i den ene kanal,, trommer i den anden, og klaver og bas omkring midten.
Også kaldet den blå Coltrane. Coltranes plader nåede ikke helt ind under huden, fordi vi havde hørt, hvad gruppen kunne præstere live, og det kan nu man høre på mange af de bootlegs, som er kommet de senere år. Men denne her skiller sig ud. I Out of This World messer han som en af de store sorte prædikanter, inderlig, spirituel, som om han taler direkte til Vorherre. Udstrålingen er fanget i rillerne både i Coltranes eget spil og det store klangtæppe som rulles ud bag ham med smukke kraftige farver fra McCoy Tyner og Jimmy Garrison og den tordnende Elvin. Optageteknikken afspejler hans daværende interesse for indisk musik med saxofon i den ene kanal,, trommer i den anden, og klaver og bas omkring midten.
Louis Armstrong: Plays W.C. Handy (Columbia, 1954)
Min første lp tilbage i 1950erne. Musik, som jeg kan både forfra og bagfra. Mit første møde med store Louis Armstrong, som egenhændigt ændrede musikhistorien i det 20 århundrede. Hør hans unikke frasering, der indtil dato ikke er overgået. En perfekt opbygget lp, et overdådigt himmelstræbende trompetspil, som løfter hele ensemblet. Armstrongs solospil er som en billedhugger, der skaber former i tid.
En plade, som stadigvæk holder.
Min første lp tilbage i 1950erne. Musik, som jeg kan både forfra og bagfra. Mit første møde med store Louis Armstrong, som egenhændigt ændrede musikhistorien i det 20 århundrede. Hør hans unikke frasering, der indtil dato ikke er overgået. En perfekt opbygget lp, et overdådigt himmelstræbende trompetspil, som løfter hele ensemblet. Armstrongs solospil er som en billedhugger, der skaber former i tid.
En plade, som stadigvæk holder.
Hvis der skulle være plads til noget ekstra måtte det nok
være Bill Evans "My Foolish Heart" fra Village Vanguard. Utrolig smuk
og luftig musik, hvor titelnummeret åbner lader os se dybt ind i Bill Evans' sjæl.
Og så er der Jazz på Svenska, Getz/Gilberto, Gil Evans, Mingus, Monk, Prez,
Lady Day, Bird, Basie, Rollins, Dizzy, Thad, Ben Webster, Hawkins, Lateef, Roy
Haynes og... og... og.....
Hvad angår den danske jazz er mange af mine valg præget af,
hvad jeg selv har været involveret i gennem tiderne. Det gælder både udgivelser,
hvor jeg selv spiller, har produceret eller optaget, har researchet eller
skrevet noter til - mere end 250 er det blevet til gennem årene. Men her er i hvert
fald udvalgt af den danske bunke:
Cadentia Nova Danica: Afrodisiaca (MPS, 1969)
Musik af John Tchicai og Hugh Steinmetz.
Jeg spillede med gruppen I næsten 2 år, og John fik stor betydning for mig,
både gennem sin musik og sine pædagogiske metoder. Indspillet for tyske MPS
over to intense dage i Vanløse Bio - et af den fri jazz's mesterværker, også internationalt, for stort orkester. Et dybt
originalt album.
Bent Jædig: The Free Spirit (Little Beat Records, 2010)
Det var et stort privilegium at være med til at samle og redigere materiale til denne mindsten over Mr. Jazz. Jeg spillede selv mange gange med Bent gennem årene, og fik engang et kærligt kæmpeknus af ham, som bøjede et af mine ribben.
Det var et stort privilegium at være med til at samle og redigere materiale til denne mindsten over Mr. Jazz. Jeg spillede selv mange gange med Bent gennem årene, og fik engang et kærligt kæmpeknus af ham, som bøjede et af mine ribben.
Palle Mikkelborg: The Voice Of Silence (Stunt, 2000)
Gennem mine 37 år som musikproducer på Danmarks Radio deltog jeg i mange af Palle Mikkelborgs store projekter, som dengang kunne lade sig gøre i en kulturelt orienteret statsradiofoni. Det blev til megen original dansk musik gennem årene. Et af de sidste projekter var han hyldest til Louisiana museet i 2000, som året efter var på turne med DR Big Band til Australien, New Zealand, Japan, Korea og Singapore.
Musik, som noget uretfærdigt er kommet til at stå i skyggen af Aura. Optagelsen og mixen var den rene fryd - et teamwork mellem undertegnede, Palle og en af Danmarls bedste teknikere Niels Erik Lund, hvor der blev tryllet i studiet. Et specielt bevægende minde i projektet var koncerten på Louisiana kort før Knud W. Jensens død.
Gennem mine 37 år som musikproducer på Danmarks Radio deltog jeg i mange af Palle Mikkelborgs store projekter, som dengang kunne lade sig gøre i en kulturelt orienteret statsradiofoni. Det blev til megen original dansk musik gennem årene. Et af de sidste projekter var han hyldest til Louisiana museet i 2000, som året efter var på turne med DR Big Band til Australien, New Zealand, Japan, Korea og Singapore.
Musik, som noget uretfærdigt er kommet til at stå i skyggen af Aura. Optagelsen og mixen var den rene fryd - et teamwork mellem undertegnede, Palle og en af Danmarls bedste teknikere Niels Erik Lund, hvor der blev tryllet i studiet. Et specielt bevægende minde i projektet var koncerten på Louisiana kort før Knud W. Jensens død.
Ole Matthiessen: Past & Present (Stunt, 2011)
Min egen sidste cd, som stadigvæk et år efter optagelsen, fylder meget i min bevidsthed, især på grund af den dedikation, kreativitet og positive indstilling som alle gik ind i projektet på og gjorde denne indspilning til noget helt særligt. Check den ud!
Min egen sidste cd, som stadigvæk et år efter optagelsen, fylder meget i min bevidsthed, især på grund af den dedikation, kreativitet og positive indstilling som alle gik ind i projektet på og gjorde denne indspilning til noget helt særligt. Check den ud!
Atli Bjørn: Atlicity (Stunt, 1997)
En af vore få rigtig originale jazzmusikere, måske ikke med verdens bedste teknik, men med en karskhed og robusthed i udtrykket, der minder mig om en billedhugger, der står med sin mejsel og efterhånden groft hugger en kantet figur ud af sin sten.
En af vore få rigtig originale jazzmusikere, måske ikke med verdens bedste teknik, men med en karskhed og robusthed i udtrykket, der minder mig om en billedhugger, der står med sin mejsel og efterhånden groft hugger en kantet figur ud af sin sten.
Bonusinfo:
Lørdag d. 10. september kl. 13.00 kan du i programmet Take Five høre Ole spille nogle af sine første jazzplader på Radio Jazz
Lørdag d. 10. september kl. 13.00 kan du i programmet Take Five høre Ole spille nogle af sine første jazzplader på Radio Jazz
Ingen kommentarer:
Send en kommentar