mandag, september 05, 2011

Carsten Sindvald: The Kings Chamber (Newmanna Records)

Pyramide Jazz
Ægypten, en klassisk uddannet saxofonist og en fascination af fusionsjazzen som Chick Corea blev kendt for er hovedelementerne på Carsten Sindvalds debutalbum. Sindvald er aktiv ved Odense Symfoniorkester som assistent og i flere kammermusik sammenhænge og desuden er han underviser. Han har også medvirket på Robin Taylor's seneste fire udgivelser. Her er det saxofonen der er det foretrukne instrument.


På den aktuelle plade holder sig ikke tilbage for at spille på piano, keyboard, EWI og klarinet udover hovedinstrumentet. Pladen er en massiv omgang med hele 19 numre, de 10 af numrene er nogle små fine solopiano skitser, der kommer spredt udover pladen.
Der er flere gode arrangementsmæssige idéer på pladen, bla. på det utilslørede Weather Report rip off som nummeret Sunboat Jive. Sindvald er ingen mester i begrænsningens kunst og læsser pladen til med effekter og forskellige keyboardmuligheder. Han starter et nummer som What's up, Crocs! fint ud, men når han allerede efter 30 sekunder, smider nogle tynde 80'er agtige synthblæserriffs på sendes nummeret ud over kanten. Pladen indeholder mange umiddelbart charmerende ting, der efter flere dybere gående gennemlytninger - får mig til, at erindre hvorfor jeg egentlig havde det så svært med Yellowjackets. 


Havde der været flere numre som titelnummeret The King's chamber, hvor Sindvald bruger energien på at spille en flot sopransax havde det løftet pladen. Sindvald er god saxofonist, og en energisk arrangør med et overflod af idéer. Jeg vil helst høre det første.
Sindvald får musikalsk støtte af blandt andet den tidligere Chick Corea percussionist Dave Hennessy, vibrafonisten Kai Steensgaard og trommeslageren Anders Mogensen.
sindvald.com

Ingen kommentarer: