lørdag, september 03, 2011

Jonas Johansen: Move this (Stunt)

De dynamiske djævle
I en klassisk kvartet-opsætning har Jonas Johansen holdt fast i MOVE i snart 20 år og over fire plader. Eneste medlem der udover Johansen har været med hele vejen er saxofonisten Fredrik Lundin - og det er ikke nogen dum idé! De skriver begge nogle fede kompositioner til kvartetten der flyder over af dynamisk groove, klassisk jazzforståelse og masser af plads til hver enkelt musiker.

Dynamikken og det drive som musikerne spiller med, er pladens helt store attraktion. De nye medlemmer af kvartetten er begge med til at løfte dynamikken. Pianisten Jacob Christoffersens tændte og melodiske tilgang er en fornøjelse - noget han også på det seneste har vist på pladen med The Orchestra og hans egen trioplade. Bassisten Daniel Franck har et fyldigt basspil, der feks. på det fantastiske nummer Swaying gentle sideways spreder sig bredt ud, mens Christoffersen spiller på wurlitzer, Johansen med whiskers og Lundin på saxen i en bevægende og lækker melodi som Lundin er mester i at lave.


Fredrik Lundins saxspil og -tone har gennem årene fået nye nuancer uden, at det rører ved personligheden. I selskab med Jonas Johansen er han så meget på hjemmebane at han kan læne sig tilbage. Han hviler på fundamentet og får så tilpas megen ro til, at han endnu en gang får saxspillet til at blomstre.

Bonusinfo:
Jonas Johansen MOVE spiller på Huset d. 30. november arrangeret af Paradise Jazz.
jonasjohansen.dk

Ingen kommentarer: