Gastronomisk jazz
Først kom swingpladen, så kom bluespladen og nu er turen så kommet til Djangopladen. Guitaristen Jacob Fischer vælger endnu en gang at følge en bestemt stil på en hel plade. Sigøjnerjazz guitaristen Django Reinhardt havde en klart defineret spillestil, der stiller noglehelt specielle krav til en guitarists evner.
Ved at inkludere accordionisten Francesco Cali til trioen sendes musikken straks adskillige hundrede kilometer sydpå. Vi lander et sted mellem det franske og italienske. Der er Nino Rota's udødelige italienske ballade Amarcord fra Fellinis film fra 1973, der på dansk hed Mig og min familie. Der er Fischers egen Accent circonflexe, der let vill kunne spilles langs bredderne ved Seinen uden ,at der var nogen der ville brokke sig. Om det så er trangen til Amarone og Gorgonzola eller Bourgogne og Comté er for så vidt lige gyldigt. Jacob Fischers plade passer til begge situationer. Det er stemningsfyldt musik, der kan fungere som det hemmelige krydderi, når man er ved at tilberede en italiensk eller fransk menu.
Han holder sig overvejende til den akustiske guitar og sammen med de faste triomakkere, bassisten Hugo Rasmussen og tromemslageren Janus Templeton har han god og sikker musikalsk opbakning. På finanskrisehittet (den første finanskrise) Brother Can you spare a dime spiller Fischer solo. Mens han på Bud Powells udødelige Parisian Thoroughfare spiller med sin uforlignelige og vanvittigt flotte jazzguitarstil. Noget af det der har gjort Fischer til et kultnavn i kredse, hvor man ikke bruger begrebet kult. De to sidste numre på pladen er Kai Normann Andersens Den allersidste dans, et nummer som Francesco Cali foreslog at de skulle spille og når man hører Cali's accordion presser tårerne på. Det er så smukt. Pladen lukker ned med Steen Holkenovs titelmelodi til Huset på Christianshavn i en fornøjelig udgave.
Jacob Fischer har endnu en gang lavet en jazzplade til et stort publikum, der ikke lefler eller går på kompromis. Den musikalske standard er megahøj hele vejen rundt og til sidst skal der lyde en tak for, at Francesco Cali er med på pladen.
jacobfischer.dk
Først kom swingpladen, så kom bluespladen og nu er turen så kommet til Djangopladen. Guitaristen Jacob Fischer vælger endnu en gang at følge en bestemt stil på en hel plade. Sigøjnerjazz guitaristen Django Reinhardt havde en klart defineret spillestil, der stiller noglehelt specielle krav til en guitarists evner.
Ved at inkludere accordionisten Francesco Cali til trioen sendes musikken straks adskillige hundrede kilometer sydpå. Vi lander et sted mellem det franske og italienske. Der er Nino Rota's udødelige italienske ballade Amarcord fra Fellinis film fra 1973, der på dansk hed Mig og min familie. Der er Fischers egen Accent circonflexe, der let vill kunne spilles langs bredderne ved Seinen uden ,at der var nogen der ville brokke sig. Om det så er trangen til Amarone og Gorgonzola eller Bourgogne og Comté er for så vidt lige gyldigt. Jacob Fischers plade passer til begge situationer. Det er stemningsfyldt musik, der kan fungere som det hemmelige krydderi, når man er ved at tilberede en italiensk eller fransk menu.
Han holder sig overvejende til den akustiske guitar og sammen med de faste triomakkere, bassisten Hugo Rasmussen og tromemslageren Janus Templeton har han god og sikker musikalsk opbakning. På finanskrisehittet (den første finanskrise) Brother Can you spare a dime spiller Fischer solo. Mens han på Bud Powells udødelige Parisian Thoroughfare spiller med sin uforlignelige og vanvittigt flotte jazzguitarstil. Noget af det der har gjort Fischer til et kultnavn i kredse, hvor man ikke bruger begrebet kult. De to sidste numre på pladen er Kai Normann Andersens Den allersidste dans, et nummer som Francesco Cali foreslog at de skulle spille og når man hører Cali's accordion presser tårerne på. Det er så smukt. Pladen lukker ned med Steen Holkenovs titelmelodi til Huset på Christianshavn i en fornøjelig udgave.
Jacob Fischer har endnu en gang lavet en jazzplade til et stort publikum, der ikke lefler eller går på kompromis. Den musikalske standard er megahøj hele vejen rundt og til sidst skal der lyde en tak for, at Francesco Cali er med på pladen.
jacobfischer.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar