torsdag, september 15, 2011

Thomas Hass Quartet: Answer theory (Gateway)

Hass og de unge
På det forrige album fra 2008 var det John Coltrane der stod fremme i inspirationskabinettet. Sammen med jævnaldrende musikere lavede tenoristen Thomas Hass en veloplagt koncertindspilning. Denne gang har han været i studiet sammen med tre yngre jazzmusikere, der alle er godt på vej i deres respektive karrierer.


Grundlæggende spiller Thomas Hass en klassisk lydende sax, der her ledsages af ni numre som han selv har skrevet. Det er 15 år siden at Hass sidst har lavet en straight jazzplade med så mange selvskrevne numre. Det er egentlig ikke fordi at Hass overrender de danske jazzscener. Så meget desto mere er der grund til at spidse ører, når han lader tonerne fra saxen flyde.
Inspirationen hentes bla. hos Sonny Rollins, John Coltrane, Wayne Shorter, Michael Brecker og Thelonious Monk. I de ni forskellige numre hersker der en fælles grundstemning. Men det afholder ikke Hass fra at frembringe et detaljerigt repertoire. Der er St. Croix der henter inspiration fra Rollins udødelige calypso St. Thomas. Der er Panther Ponk, der hylder komponisten Mancini der lavede Pink Panther temaet. Der er den natteblå ballade Blue balloons. Der bebopnummeret The Plaza, hvor trommeslageren Andreas Fryland får lov til at udfolde sig i et herligt kantet tempo. Der er den luftige Velvet notes, hvor kvartetten spiller frit. Der er titelnummeret Answer theory der med sit fremadrettede groove lader bassisten Morten Ankarfeldt komme til fadet, mens den svenske pianist William Larsson får spillet nogle nordiske toner.
Det er et befriende godt album som Thomas Hass har lavet. Han har fundet sammen med tre musikere, der alle får vist at den nye generation også er værd at satse på, når der skal spilles jazz, som den blev lavet for 50 år siden. Forfriskende old fashioned.
thomashass.dk

Ingen kommentarer: