Lone Boyd: All my tomorrows (Groovesville)

Jeg må med skam bekende at jeg ikke kendte sangerinden Lone Boyd før nu. Hun lavede for 8 år siden en plade med sange af Kai Normann Andersen. Til gengæld kender jeg trioen der giver musikalsk opbakning. Under ledelse af bassisten Jesper Bodilsen er pianisten Lars Jansson og trommeslageren Morten Lund som altid velspillende og veloplagte. 

Lone Boyd har valgt at give sig i kast med en stribe standards, yndlingssange og nogle enkelte originale skrevet af Jesper Bodilsen, Helle Hansen og Katrine Madsen. Hun har ingen problemer med at levere varen. Hun synger rent, pænt (for pænt?) og med en god portion indlevelse. Udvalget af standards er tilpas originalt, svingende fra April in Paris til Abbey Lincoln's Throw it away. Sidstnævnte er ret beset ikke en standard men et nummer der er ofte hørt fra jazzsangerinder. I sidste uge hørte jeg sangerinden Mette Juul fremføre den med stor indføling ved en koncert. Lone Boyd er også i fin kontakt med sangen men bliver også temmelig straight i fremførelsen.
Problemet med Boyd's plade er anonymiteten. Hun bliver simpelthen for svær at genkende på en jazzscene, hvor der i forvejen er fyldt godt op med sangerinder. Katrine Madsen har autoritet og erfaring og Mette Juul har en sjælden indføling, hvis jeg skulle nævne to sangerinder som hun er oppe mod. Tilføjelsen af mestertenorsaxofonisten Tomas Franck på 3 af pladens numre giver noget af det som kunne være med til, at løfte Boyd ud af anonymiteten. Trioen, hvor især Lars Jansson på pianoet får lov til at udfolde sig, har ingen problemer med at bakke op Lone Boyd op. Spørgsmålet er om de bliver udfordret nok?
listn.to/loneboyd