Tys Tys med Marie Laurette Friis i spidsen lavede i årene 2001-2006 tre albums. Musikerne kom fra det Rytmiske Musikkonservatorium i København. De forblev et undergrundshit, som jazzklubberne Sunship i Århus og Loco i København bla. var med til at promovere. Deres særegne blanding af skæv pop, kabaret, jazz og avantgarde var unik. I dag kan vi konstatere at "genren" fortsat trækker vejret. ILK Records der også lavede de to sidste Tys Tys plader har to aktuelle udgivelser der trækker på den samme tradition. Sekten har tidligere lavet to albums og er denne gang gået til filmen. I samarbejde med dokumentaristen Sofie Tønsberg har de sat billeder til deres musik. Et af kendetegnende ved Sekten er de to markante sangerinder Qarin Wikström og Josefine Lindstrand. Nu er Lindstrand ikke med længere, hvilket er et tab. Wikström kan sagtens synge sig igennem og sætte sig i front men det mærkes at Lindstrand ikke længere er der. Simon Toldam er i topform på både flygel, tørt franskbrød, saftevand og chokoladestang. Sekten byder os indefor i deres Klubbhus. Sproget der synges på er som sædvanligt svensk. Musikerne er gravalvorlige. De starter filmen med at iklæde sig uniformen hvid skjorte, sort slips, sort jakke og hornbriller. Så møder vi dem i stuen hos Mama Sekten, der i blomstrede gevandter vimser omkring bandet der spiller musikken omkring et spisebord. Vi ser - som i en Tom & Jerry film - aldrig Mama's ansigt. Hun er tilstede og alligevel anonym. Hun er tydeligvis ikke medlem i klubben. Billederne der ledsager musikken, er i god forlængelse af det man kender fra en Sekten koncert, hvor performance altid har været en del af showet. De bevæger sig på den hårfine kant mellem sjov og alvor. Der hverken grines eller grædes.
I en lille sekvens i filmen hopper Mama Sekten på pilates-bold sammen med tre mænd. En af dem er trompetisten Jimmy Nyborg. Han spiller ikke. Det gør han til gengæld i Little Red Big Bang, der er den udvidede udgave af duoen Little Red Suitcase. Johanna Borchert på piano og Elena Setien på sang har før samarbejdet med digteren Lars Skinnebach. Denne gang er samarbejdet udvidet til syv mand. 5 blæsere, bas og trommer. Det er boblende skæv og konstrueret pop. Det fungerer bedst på de mest poppede sager som Will we ever meet again? Andre gange falder det lidt blødt til jorden og formår ikke at komme i gang. Det er en på mange måder fascinerende plade, der sætter krav til lytteren. Avantgardepop kunne man kalde det.
sekten.nu
littleredsuitcase.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar