tirsdag, februar 21, 2012

Rasmus Kjær Trio: Broken Bow (Gateway)

Pianisten Rasmus Kjær er et forholdsvist ubeskrevet blad indenfor jazzen. Han har tidligere været medlem af Under Byen. Det er med et respektindgydende line up, han har valgt at lave en trioplade sammen med. Trommeslageren Kresten Osgood og bassisten Jonas Westergaard er kendte fra mange forskellige musikalske sammenhænge, overvejende i jazzen. Men det er såmænd ikke fordi de har overrendt plader med klavertriojazz.
Med 9 selvskrevne numre satser Rasmus Kjær hele butikken. Han søger ikke efter de lette veje. Første del af pladen er helliget det løst spillede og eksperimenterende. Jeg kommer til at tænke på Paul Bley, når jeg hører det.
Anden halvdel af pladen har mere struktur og sammenhæng. Uploader er et flot eksempel på dette. Kjærs venstre hånd spiller sammen med Westergaards bas i det dybe register. Mens højrehånden danser afsted sammen med Osgoods viltre og bækkenbårne trommespil. Det skifter undervejs og hvirvler nærmest rundt. Stort! Der følger mere af dette på resten af pladen.
Kjær har hentet inspiration fra østafrikansk musik og sammen med erfaringen som han har med fra Under Byen har han en kompromisløs og ærlig stil. Det befinder sig i et spændingsfelt mellem heftige rytmer og en undersøgende tilgang til melodierne. Det er med til at skabe en original og overbevisende debut. Han får suveræn hjælp fra Osgood og Westergaard til, at skabe en klavertriomusik med dybde og alvor i et ekspressionistisk univers.
rasmuskjaer.com

Ingen kommentarer: