Den franske saxofonist Barney Wilen befandt sig i et kunstnerisk tomrum i slutningen af 60’erne. Han havde 10 år tidligere lavet to af jazzens måske vigtigste soundtracks. Ascenseur pour l’echafaud sammen med Miles Davis og Les Liaisons Dangereuses sammen med Thelonious Monk og er i øvrigt hovedrolleindehaveren i tegneserien Barney og den blå tone. Wilen løste sin kunstneriske krise ved at tage på en tur til Marokko, Algeriet, Niger, Mali, Øvre Volta og Senegal sammen med en gruppe musikere, filmfolk og den smukke Caroline de Bendern, et ikon fra studenteroprøret i 1968 i Paris, der siden skulle blive hans hustru. Efter at have været væk fra Europa i 2 år kommer parret hjem uden film. Til gengæld har de optaget 50 bånd med en masse forskellig musik undervejs. En lille smule af det kan høres på Barney Wilens album Moshi fra 1972. Ellers forbliver musikken på båndene i en papkasse.
Sammen med de tyske pladeselskab Sonorama’s Ekkehart Fleischhammer overfører og restaurerer Wilens søn, Patrick i 2012 nænsomt båndene til et digitalt lydspor. Det er det der er blevet til et 80 minutters mesterligt album. En kalejdoskopisk collage over en rejse rundt i det vestafrikanske for over 45 år siden. Wilen havde hentet sax-inspiration fra Pharoah Saunders og John Coltrane. Han havde hørt jazzrocken og tidlig elektronisk musik. Vi får en blanding af afrikansk musik spillet af lokale musikere, hverdagslyde med snak og så en masse velspillet afrojazz. Specielt de to lange numre, den flippede dansefest Black Locomotive og balladen Serenade for Africa er fornøjelige. Det er et meget anbefalelsesværdigt album, specielt for dem der interesserer sig for afrikansk jazz og tror at de har hørt alt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar